Smuk så hun ud, hende Madeleine - og kjolen var en drøm af en Valentino-kjole

STILIKONER

Prinsesse Madeleines brudekjole fra Valentino

Den svenske prinsesse blev gift med sin elskede, amerikaneren Chris O'Neill, i weekenden. Læs alt om brudekjolen her

I weekenden var der vaskeægte prinsessebryllup. Det var det yngste skud på den svenske kongestamme, smukke Madeleine, som blev gift med den amerikanske forretningsmand, Chris O'Neill. Romantisk var det, og smukt så det hele ud. Men det, der virkelig fik os modeelskere til at knibe en tåre, var Madeleines drøm af en kjole fra Valentino.

Selvom Valentino Garavani trak sig tilbage fra sit modehus i 2008, designer han stadig bespoke-kjoler på bestilling. Senest var det skuespillerinden Anne Hathaway, som Valentino designede en brudekjole til, men nu blev det altså den svenske prinsesses tur.

Hvem, der var mest begejstret for samarbejdet, er ikke til at vide, men Valentino havde kun ros til overs for Madeleine:

"Hun er en skøn pige. Hun er moderne, sjov, fuld af energi og begejstring, og hun er så smuk! Det har været en fornøjelse og en ære," siger Garavani til britisk Vogue.

Detaljer om kjolen

Kjolen var lavet i dyre silkematerialer og dækket med chantilly-blonder. Den havde et stort skørt med et fire-meter langt slæb, sløret, som ligeledes var lavet med chantilly-blonder og var intet mindre end seks meter langt(!) Ydermere havde Madeleine et smukt diadem i håret. Suk.

Efter brylluppet forlader prinsessen sit kongerige. Hun skal nemlig med gemalen til USA, hvor hun dog selv skal finansiere sin dyre kjoler. Den apanage, hun modtager af den svenske stat, gælder nemlig kun, når hun arbejder for det svenske folk. Men mon ikke rigmanden, Chris O'Neill, har råd til at købe Madeleine et par luksuskjoler i ny og næ?

Herfra ønskes parret hjertelig tillykke!