33 år, designer i og medejer af Blaire, gift med Rasmus Hasselsteen Thomsen og mor til Ava på tre år og Sander på seks måneder. Bor i København.
Der er ikke den store forskel på hverdag og fest, når Stine Hasselsteen Thomsen åbner klædeskabet, hvor en stor kærlighed til glimmer og leopard hersker. Se med!
Hvilket outfit eller stykke tøj har du fået flest komplimenter for?
Uden tvivl min ozelotprintede pels fra Utzon. Jeg har en del tøj fra Pernille Utzon, og det afføder generelt mange komplimenter, fordi hendes snit er suveræne, og kvaliteten er den lækreste.
Hvad er din ‘hverdagsuniform’?
Min ‘hverdagsuniform’ består typisk af et par Utzon-læderbukser, en oversize hvid skjorte og en god jakke eller kappe. Jeg føler mig generelt godt tilpas, når der er ‘balance’ i mit outfit, og det får jeg ved at sammensætte ud fra kontraster. Hvis jeg fx har glimmernederdel på, kombinerer jeg den typisk med en maskulin overdel, eller hvis jeg har en klassisk hvid skjorte på, sætter jeg den sammen med rockede læderbukser eller slidte jeans. Jeg kan ikke lide, hvis det bliver for pænt eller strømlinet.
Du får en impulsiv invitation til fest – hvad tager du på?
Med alderen – og små børn især – er der faktisk ikke den store forskel på, hvad jeg har på til hverdag og når jeg går ud. Jeg kan generelt godt lide, hvis mit outfit er lidt underspillet cool, men øjenmakeuppen bliver altid mørkere, hælene højere og øreringene større. Jeg elsker fx mine Monies-øreringe, fordi de er så smukke og iøjnefaldende, at du kan gå ud iført et par jeans, en hvid T-shirt og høje hæle, og så spiller det.
Hvad er det mest opsigtsvækkende i dit klædeskab?
Jeg har opsigtsvækkende meget med leopardprint, som jeg har en livslang og uopslidelig kærlighed til, men ellers må det blive mine lyserøde glimmerstøvler fra Stine Goya.
Hvad er det dyreste, du har i dit klædeskab?
Min sorte Chanel-taske. Den er klassisk, og jeg tror aldrig, at den går af mode.
Hvad er det billigste – som du elsker?
Jeg elsker at shoppe secondhand, så det har jeg faktisk ret meget af. Men jeg er ekstra glad for min lille sorte lædertaske, som jeg fandt til 70 kr.
Hvad har du haft længst tid?
Et par gamle Chloé-bukser og min fars gamle Martinique-skjorte. Chloé-bukserne var nok mit første mærkevarekøb, så de har altså bevist, at pris og kvalitet oftest går hånd-i-hånd. Min fars skjorte har et helt unikt snit, en fantastisk taupe farve, og så synes jeg bare, at det er det hyggeligste, at han gik med den, da han var ung.