Moncler. Jakker fra Moncler
Foto: AOP og PR
TRENDS & STYLING

BLIV KLOGERE PÅ MODEN | Sådan gik Moncler fra OL til internationalt modehus

Den ikoniske Moncler-dunjakke har både været på fabriksarbejde, på bjergbestigning og til OL, inden den landede i butikkerne verden over – og derfra i den moderigtige forbrugers klædeskab. IN tegner et portræt af dunjakken over dem alle.

Et kapløb om tid, der ændrede Moncler for altid

Den franske skiløber Jean-Claude Killy farer ned ad alperne. Swush, swush. Det er tåget, flagene er svære at se, men han svinger perfekt rundt om dem alligevel. Efter 1 minut, 39 sekunder og 73 millisekunder er han i mål.

Vinder han løbet, bliver det hans tredje guldmedalje ved de olympiske vinterlege i den franske by Grenoble i 1968. Den tredje ud af tre mulige i de alpine skidiscipliner, oven i købet.

Franskmændene holder vejret, indtil Jean-Claude Killys største rival, østrigske Karl Schranz, tager turen ned. Det bliver hans tur. Swush, swush. Ned ad bakken. Langsommere end Jean-Claude Killy, men ’nogen krydsede banen’, påstår han, så han får lov til at prøve igen. 1 minut, 39 sekunder og 22 millisekunder. Pis. Karl Schranz var hurtigere end Jean-Claude Killy. Østrigeren har vundet. Eller har han?

Artiklen fortsætter efter billedet

Den franske skiløber Jean-Claude Killy til OL i 1968 iført Moncler
Den franske skiløber Jean-Claude Killy vandt tre guldmedaljer ved de olympiske vinterlege i Grenoble, Frankrig i 1968 – klædt i Moncler, selvfølgelig. Foto: AOP

Der går rygter om, at han missede en port, altså sprang et slalom over. Hvis det er sandt, bliver han diskvalificeret. Juryen dømmer. Til Jean-Claude Killys fordel – og et fransk jubelbrøl.

Ingen har taget tre guldmedaljer i skidiscipliner ved ét OL siden da. Øjeblikket er et af de mest ikoniske i skisportshistorien. Men også i modehistorien. For Jean-Claude Killy og hans franske holdkammerater var nemlig iført skitøj fra Moncler. Noget, der ændrede Moncler for altid og gjorde det til det stærke luksusbrand, det er i dag.

Foret på slankekur

Historien om det franske modehus begynder dog 16 år før de olympiske vinterlege i Grenoble. Omkring en halv times kørsel fra Grenoble, i byen MONestier de CLERmont, deraf navnet, grundlagde René Ramillon nemlig Moncler.

Dengang udviklede og fabrikerede han ikke dunjakker, men soveposer, forede hætteslag og telte. Moncler lavede bjergbestigningsudstyr, og først et par år senere lancerede huset sin første dunjakke. Egentlig lavede han den til sine fabriksansatte, så de kunne holde varmen i de kolde fabrikker i det franske bjerglandskab, men da den franske bjergbestiger og skimester Lionel Terray så jakken i 1954, var han ikke i tvivl om dens potentiale.

LÆS OGSÅ: TOP 11 | De mest ikoniske frakker, jakker og blazere nogensinde - hvor Moncler blandt andet figurerer på listen

Lionel Terray gik derfor sammen med Moncler om en lille særkollektion, Moncler pour Terray, bestående af jakker, handsker, overalls og soveposer, og rygtet om Monclers modstandsdygtige tøj og udstyr spredte sig, så Moncler begyndte at lave mere tøj og klæde flere bjergbestigere på. Og så kom de olympiske vinterlege i Grenoble, hvor det franske skiteam og især Jean-Claude Killy, som jo var klædt i Moncler, kom på alles læber internationalt.

Det var en stor succes, så da det franske team skulle til Japan fire år senere, ville de selvfølgelig gerne være klædt i Moncler igen. De havde dog ét ønske til Moncler: At jakkerne ikke skulle dobbeltfores, men enkeltfores.

Artiklen fortsætter efter billedet

Moncler. Remo Ruffini - ejer og direktør for Moncler.
Monclers ejer og direktør, Remo Ruffini. Foto: AOP

Et ønske, Moncler tog til sig, og ændringen af foret gjorde jakkerne lettere og mere fleksible og behagelige, og det franske skiteams dunjakker fra de olympiske vinterlege i 1972 blev dermed forløberne til den moderne og mere urbane udgave af Moncler-jakken – og dermed også grundstenen til Monclers milliardsucces.

– Det er en historie, der betyder meget for mig. Det er dér, ordet “arv” kommer ind. Den er beviset på, at Moncler tester sine produkter i ekstreme situationer for senere at bruge resultaterne til at skabe et afslappet og autentisk produkt. Et produkt, som er født i bjergene, og som nu også lever i byen, siger Remo Ruffini, Monclers bestyrelsesformand og direktør, da IN interviewer ham.

– Vi samarbejder stadig ofte med sportsmænd og -kvinder. Skiløbere, snowboardere og andre atleter er venner af Mon­cler, og hos Moncler er der ingen grænser for, hvor meget vi researcher og tester, inden vi lancerer et produkt. For nylig samarbejdede vi med polarforskeren Michele Pontrandolfo, som er taget på den første alene-ekspedition på Sydpolen. Moncler har i samarbejde med Michele udviklet beklædningsgenstande af den allerstørste tekniske ydeevne til at tackle de hårde vejrforhold tilpasset ham og ekspeditionen, siger han.

Couture-dun

De kolde bjerges eventyr, hvad enten de byder på olympiske lege eller ekspeditioner, hvor Moncler afprøver sine produkter, er en stærk del af Monclers dna, og der er ingen tvivl om, at husets ekspertise ud i vinterbeklædning kommer deraf.

Men kvalitet alene er ikke nok til at lave lige præcis den jakke, alle vil gå med, fra Jackie O til Madonna, fra Rihanna til kronprinsesse Mary. Det måtte Moncler sande, da huset i 2003 var på randen af konkurs på trods af sit formidable ry, sine gode produkter og den fashionable satsning i 80’erne med anskaffelsen af det store designtalent Chantal Thomass.

LÆS OGSÅ: BLIV KLOGERE PÅ MODEN | Sådan fik de deres navne

Remo Ruffini, en italiensk entreprenør, så dog potentiale i Moncler og købte det. Han er i dag bestyrelsesformand og direktør for Moncler, og det er især hans visioner for brandet, der mikser husets stærke dna med tidens tendenser, der har gjort dels ham selv til euromilliardær på meget kort tid, dels Moncler til en milliardforretning med over 130 butikker verden over.

Artiklen fortsætter efter billedet

Moncler Gamme Rouge AW 16 kollektion
Fra Monclers couture-kollektion Moncler Gamme Rouge AW16, der designes af mesterdesigneren Giambattista Valli. Foto: Mondadori

Et af de mest markante trin i den udvikling skete, da Remo Ruffini i 2006 grundlagde Moncler Gamme Rouge, der er en couture-underlinje til Moncler, og fulgte trop tre år senere med en herrependant, Moncler Gamme Bleu.

Ligesom Moncler af flere omgange er gået sammen med nogle af verdens førende fotografer om både kampagner og kunstprojekter.

– Med Moncler Gamme Rouge og Moncler Gamme Bleu ønskede jeg at kombinere Moncler-universet og dets sportsoprindelse med forskellige designeres sensibilitet, siger Remo Ruffini.

Så han hyrede den italienske designer Giambattista Valli til at designe for Moncler Gamme Rouge, og en af de mest anerkendte og hypede herretøjsdesignere, Thom Browne, til Mon­cler Gamme Bleu, og begge designere viser nu to gange om året kollektioner under de parisiske og milanesiske modeuger – og under stor mediebevågenhed og -applaus.

– Giambattista Valli blander mesterligt den sporty oprindelse af Moncler med haute couture, mens Thom Browne kreativt matcher sport og skrædderekspertise, siger Remo Ruffini.

LÆS OGSÅ: BLIV KLOGERE PÅ MODEN | Silketørklædet fra Hermès

I 2010 lancerede han så underlinjen Moncler Grenoble, opkaldt efter de olympiske vinterlege i 1968, hvis formål var det stik modsatte af Gamme-linjerne, nemlig at være tro mod Moncler, søge tilbage i tiden og genskabe de tidløse klassikere, som de så ud dengang.

Et stærkt brand

Den glittede modepresse, de anerkendte stjernefotografer og designernes catwalkkollektioner har gjort Moncler hipt og sikret, at du kender brandet og produkterne og dermed også ved, hvad Moncler står for, og det var lige præcis det, der var ideen med det hele.

For med alt det i ryggen er Moncler blevet cool. Derfor er det ikke bare en dunjakke, den canadiske musiker Drake synger og danser ’Hotline Bling’ i, det er en Moncler-dunjakke. Og det er et statussymbol. For når alt kommer til alt, handler det nemlig stadig om dunjakken for Moncler, og det er dunjakkens skyld, at husets profit stiger år efter år på trods af finanskriser og mindre købekraft i Kina.

– Jeg siger altid, at Moncler er nødt til at overleve moden og forblive konsekvent. Folk kendte og kender os for dunjakken, men stille og roligt kender de os nu også for den kvalitet, vi står for – og det overlever modens skift. Det er den slags investeringer, der skaber en base for konstant vækst, mener Remo Ruffini.

Moncler Berre dunjakke
Foto: PR

En af Monclers absolutte bestsellere og et ikon for modehuset er ’Berre’-dunjakken. Køb den her for 6.150 kr., eller læs mere om den ikoniske jakke her.

LÆS OGSÅ: MODE | Moderedaktørens favoritter - September