Hele historien om Tiffany & Co.
TRENDS & STYLING

Hele historien om Tiffany & Co.

Tiffany & Co. er en indgroet del af både populærkulturen og den kollektive bevidsthed i USA, og nu rykker Tiffany’s ind i Danmark. Få den dramatiske historie om firmaet, hvis juveler bl.a. Reese Witherspoon og Audrey Hepburn har smykket sig med på film.

Med næsten 200 år på bagen er Tiffany & Co. i dag et fikspunkt i den kollektive amerikanske bevidsthed. Det hedder sig endda, at en kvindes puls forventningsfuldt stiger, når hun får en af de karakteristiske lyseblå æsker overrakt – sandsynligvis i håbet om at finde en diamantring i velouret.

Det ultimative Hollywood-frieri leverede Patrick Dempseys figur da også, da han i filmen ‘Sweet Home Alabama’ fra 2002 lod Reese Witherspoons karakter vælge blandt samtlige diamantringe i Tiffany & Co.’s butik i New York.

Nu rykker den amerikanske juveler ind i Danmark – i stormagsinet Illum i København. Her vil danskerne kunne få syn for, at Tiffany’s er meget mere end forlovelsesringe.

Tiffanys armbånd
18 karat guld- og emalje- armringe designet af Schlumberger for Tiffany & Co. – bedst kendt som ’The Jackie bracelets’.

LÆS OGSÅ: De 15 største stilikoner nogensinde

Firmaet sælger også ure, parfumer og tasker, glas, porcelæn og sølvbestik, og hertil kommer legendariske specialbestillinger som trofæer til den amerikanske Super Bowl og Major League Baseball, designet af det amerikanske segl, som kendes fra 1-dollarsedler, Kongressens Æresmedalje og meget mere.

– I USA er Tiffany et af de få firmaer, som har krediteret designere for deres smykker – og netop dette har fået designerne til at yde deres bedste for firmaet. Resultatet er ikoniske smykker, som de fleste kender i dag, siger Angelina Chen, senior smykke-vicepræsident i auktionshuset Christie’s, fra sit kontor i New York.

Sarah Davis, kommunikationsdirektør og museumsansvarlig hos vintagesmykkefirmaet Siegelson i New York, er enig.

Psst... Se, hvordan Tiffany's er blevet en del af popkulturen nederst i galleriet...

– Tiffanys ikoner kombinerer et designformål med et højt teknisk håndværk og absolut skønhed, siger hun.

Tiffany-blå

Den særlige turkisblå farve er blevet synonym med Tiffany’s. På engelsk kaldes den ‘Robin’s egg blue’ efter den amerikanske fugl ‘robin’ eller Turdus migratorius, som lægger æg, hvis skal er næsten lysende blå.

På dansk kalder man derfor også farven for ‘æggeskalsblå’. Tiffany’s har brugt farven siden 1845 og har eneret på den. Bl.a. æsker og poser fra forretningen har den karakteristiske farve, som i folkemunde også bare omtales som ‘Tiffany-blå’.

Smykker for en slik

Firmaet blev grundlagt af Charles Lewis Tiffany (1812-1902) og hans ven John P. Young 18. september 1837 som Tiffany & Young.

Deres startkapital lød på 1.000 dollar, som de havde lånt af Tiffanys far, og duoen solgte brevpapir, paraplyer og vifter, kinesiske vaser, bronzestatuetter, venetiansk glas og andre småting fra deres kuriosa-butik på Broadway i New York. Første dags omsætning lød på hele 4,98 dollar, hvilket man var ganske godt tilfreds med.

Tiffany’s åbnede en café i sin store butik på Fifth Avenue i NewYork i 2017, så nu kan du endelig spise din ’breakfast at Tiffany’s’.

Fire år senere kom en tredje partner til – Jabez L. Ellis – og firmaet skiftede navn til Tiffany, Young & Ellis. Den nye partners kapitaltilførsel muliggjorde John Youngs første indkøbstur i Europa i 1848, og det blev altafgørende for firmaet.

Under politiske uroligheder i Paris købte Young diamantsmykker, og han vandt endda relativt billigt nogle auktionsbud på enkelte af de franske kronjuveler, blandt andet en smykkecorsage, som havde tilhørt Marie Antoinette.

Vel tilbage i New York splittede Charles Tiffany smykkerne op i mindre smykker, og solgte dem med overvældende fortjeneste på under to uger.

LÆS OGSÅ: 20 film, enhver modeelsker bør se

I maj 1853 købte Charles Tiffany sine to kompagnoner ud, og firmaet skiftede navn til Tiffany & Co. I maj 1887 gentog han auktionskunststykket ved igen at købe billige diamantsmykker i Paris.

Han spenderede et astronomisk stort beløb – 480.000 dollar! – men han vidste, at han ville kunne videresælge samtlige smykker til sit klientel: Nyrige amerikanere, der hungrede efter europæisk historie og prestige.

Psst... Se, hvordan Tiffany's er blevet en del af popkulturen nederst i galleriet...

Charles Tiffany havde fået positioneret sig som ‘hofjuveler’ for flere af New Yorks mest velhavende familier, bl.a.  Vanderbilt, Stanford, Rockefeller, Pulitzer og Astor.

Til de 600 årlige baller, som blev afholdt i New York efter den amerikanske borgerkrig havde kvinder brug for masser af smykker, for smykker var lig prestige og status. Jo flere, jo bedre.

Elsa Peretti har siden 1974 designet smykker for Tiffany & Co. – og det med overvældende succes. Et af hendes mest kendte design er armringen Bone Cuff.

Til fest bar en velklædt kvinde en tiara, en tætsiddende halskæde, et par lange diamanthalskæder og perlereb, en broche eller to, et par armbånd og et brystsmykke – på en gang.

Farveglad sønnike tager over

Charles Tiffany spillede altid gerne det patriotiske kort for at øge Tiffany & Co.’s prestige.

I 1858 købte han de cirka 32 kilometer rest af telegrafkablet, der forbandt USA med Europa, som ikke ville komme i brug. Kablet blev klippet op og blandt andet solgt som papirvægte, stokke og paraplyhåndtag – og firmaet fik ry for at sælge unikke varer.

Psst... Se, hvordan Tiffany's er blevet en del af popkulturen nederst i galleriet...

I anden halvdel af det 19. århundrede deltog Tiffany & Co. i mange verdensudstillinger, også i Europa, og ved hver udstilling vandt firmaet som regel adskillige priser.

– Mesterværkerne fra Tiffany var så specielle, så smukke og af så fantastisk kvalitet, at de altid trak overskrifter, også på de store verdensudstillinger. Ligesom når man kigger på den bedste arkitektur og kunst, vidste man med smykkerne i hånden, at de simpelthen var perfekte, fortæller Sarah Davis. 

Tiffanys
Tiffany’s er fast inventar på Holly- woods røde løbere. Her er det stjernerne Emma Stone, Gal Gadot og Reese Witherspoon, som glitrer i Tiffany’s.

LÆS OGSÅ: Film, der ændrede modehistorien

Da almindelige amerikanere også fik flere penge mellem hænderne, havde Charles Tiffany forudset, at sølvservice ville blive den foretrukne måde at fremvise status på.

Som det første amerikanske firma begyndte Tiffany at sælge sterling sølv, og bestik blev solgt efter vægt for at sikre millimeterretfærdighed, da små fluktuationer ikke kunne undgås.

Charles Tiffanys søn, Louis Comfort Tiffany (1848-1933), overtog driften af firmaet efter sin fars død i 1902.

I dag er Louis Comfort Tiffany mest kendt for sine stærkt farvede art nouveau-blomsterlamper, vaser og blyglasarbejde, men som en renæssancemand arbejdede han også som arkitekt, landskabs- og indretningsarkitekt for jernbanekongen Cornelius Vanderbilt, forfatteren Samuel Clemens, kendt som Mark Twain, og præsidenten Chester Alan Arthur.

Til sine naturalistiske smykker anvendte Louis Tiffany helst mindre kostbare smykkestene og emalje for at skabe de maleriske effekter, han ønskede og elskede, hvilket lå langt fra de kostbare ædelsten og den hvide stil, som Tiffany & Co. var blevet berømt for.

LÆS OGSÅ: Smykker - da pink blev det nye sort

Louis Tiffany var imidlertid en dårlig forretningsmand, specielt sammenlignet med sin far, og burde nok aldrig have beskæftiget sig med det økonomisk-administrative aspekt.

Louis Tiffanys æstetik appellerede ikke til den umiddelbare eftertid, og mange af hans dekorative glasværker blev ignoreret som kitsch, gik tabt eller knust som værdiløse efter 1920’erne.

Men i 1970’erne og 1980’erne begyndte verden at indse hans geni. Da en stor samling Louis Tiffany-smykker senest kom på auktion i juni 2017 hos Christie’s New York, indbragte mange af smykkerne mellem tre og fire gange deres vurdering, hvilket viser, at der er intens interesse for dem.

Psst... Se, hvordan Tiffany's er blevet en del af popkulturen nederst i galleriet...

– Louis Comfort Tiffanys smykker er blandt de mest opfindsomme og eftertragtede. Sammen med firmaets chefgemmolog, George Frederick Kunz, fandt han frem til farverige og usædvanlige smykkesten. Takket være kombinationen af intense farver og en eksotisk-naturalisme kom Louis Comfort Tiffany til at definere amerikansk art nouveau, og hans smykker er stadig fantastiske den dag i dag, siger Sarah Davis.

Præsidentfruens armbånd

Et af Charles Tiffanys mantraer var ‘godt design er god forretning’, men efter Anden Verdenskrig var der ingen til at profilere firmaet designmæssigt. Heldigvis indfandt løsningen sig i løbet af nogle årtier, i form af tre epokegørende personligheder: Jean Schlumberger, Elsa Peretti og Paloma Picasso.

Paloma Picasso har siden 1979 designet smykker for Tiffany & Co. Her ses hun iført en halskæde af eget design af 18 karat guld med diamanter og smykkesten.

Da Jean Schlumberger (1907-1987) begyndte at arbejde for Tiffany & Co. i 1956, var han allerede et navn, takket være sit arbejde for modeskaberen Elsa Schiaparelli.

Hans smykkestil var den vilde og dramatisk flamboyante, med fantastiske juveler i form af stiliserede frugter og blomster, sommerfugle og solstråler, eksotiske fugle og havdyr, der både var unikaværker og kunstværker. Smykkerne var overdådige, glamourøse og skulpturelle.

Da præsidentfrue og stilikonet Jacqueline Kennedy næsten aldrig blev set uden sine emaljearmbånd designet af Schlumberger, fik de kælenavnet ‘the Jackie bracelets’, hvilket næppe skadede salget.

LÆS OGSÅ: Smykker, der skaber dit outfit

– Vintage Schlumberger-emaljearmbånd sælger rigtig godt, også selv om de stadig er i produktion. De har et klassisk-tidløst design, der er lige så relevant i dag, som dengang de blev til, fortæller Angelina Chen.

Omkring 1960 var Tiffany & Co. – ikke mindst takket været Schlumberger – blevet den juveler, der forsynede moderigtige kvinder – bl.a. Audrey Hepburn i filmen ‘Breakfast at Tiffany’s’, modemagasinet Vogues legendariske redaktør Diana Vreeland og skuespillerinden Elizabeth Taylor.

– Tiffanys design appellerer universelt. Enhver smykkesamler har Tiffany i sin samling, og en af de vigtigste samlere til dato var Elizabeth Taylor. Selv om hun havde smykker fra næsten samtlige store smykkefirmaer, var delfin-brochen med diamanter, safirer og smaragder, designet af Jean Schlumberger, et af højdepunkterne. Schlumberger lavede designet i 1964, og fordi Elizabeth Taylor fik brochen foræret af sin mand, Richard Burton, på premiereaftenen for filmen ‘The Night of the Iguana’, blev brochen opkaldt efter filmen, fortæller Angelina Chen.

Psst... Se, hvordan Tiffany's er blevet en del af popkulturen nederst i galleriet...

Christie’s vurderede brochen til ca. 250.000 dollar, men hammerslaget endte på lidt over 1,2 millioner dollar, ca. 7,2 millioner kroner, da Elizabeth Taylors smykkesamling blev solgt på auktion i december 2011 – ni måneder efter hendes død.

Ligeledes gik salget af et par af skuespillerindens diamant- og safirøreringe fra Tiffany’s over al forventning: Øreringene var vurderet til ca. 15.000 dollar, men hammerslaget lød på 230.500 dollar – 1,38 millioner kroner.

Halskæder skabt af Louis Comfort i perioden 1915-20. Med opaler, granater, safirer og emalje til venstre og med månesten og safirer til højre.

Picasso rykker ind

Elsa Peretti og Paloma Picasso var begge ‘designer-celebriteter’ – den ene med en baggrund som fotomodel, den anden smykkeuddannet datter af kunstneren Pablo Picasso – da de begyndte at arbejde for Tiffany.

Begge kvinder beviste imidlertid deres værd med nogle af de største succeser i smykkehistorien. Da Elsa Peretti begyndte sit arbejde for Tiffany & Co. som husdesigner i 1974, var hun 34 år.

Hendes design er minimalistiske, bygget på organiske formers sensualitet – enkle og bløde arketypiske motiver som hjerter, tårer, cirklen og bønner, der er blevet ikoner i amerikansk mode.

Siden 1980’erne er hendes design også blevet omsat til porcelæn, krystal og sølv til boligen.

LÆS OGSÅ: 9 ting, du ikke vidste om Marilyn Monroe

Da Paloma Picasso kom ind i firmaet i 1979, havde hun allerede designet bijouteri for modehuset Yves Saint Laurent. Hendes farvesans er Schlumberger værdig, men Paloma Picasso gik i en mere grafisk retning med enkle kompositioner og overflader af poleret guld.

Hun elsker usædvanligt slebne og kæmpestore smykkesten som gule citriner, lyseblå akvamariner og grønne turmaliner, og hun har været inspireret af graffiti og kruseduller med ‘X’, der står for kærlighed og kys.

Diamantforlovelsesringe, overdådige juveler, som bæres på den røde løber, og minimalistiske smykker af guld og sølv til hverdagsbrug er stadig blandt kendetegnene Tiffany & Co.

Her må man kigge langt efter udsalg – til gengæld køber man et lille stykke amerikansk historie og en særlig idé om kærlighed og skønhed, når man spadserer ud af en Tiffany-butik med et kunstværk i en karakterisk æggeskalsblå pose.

LÆS OGSÅ: Få Marilyn Monroes skønhedshemmeligheder

Se, hvordan Tiffany's er blevet en del af popkulturen her i galleriet:

Tiffany's og popkulturen

LÆS OGSÅ: 10 ting, du ikke vidste om de største divaer