TRENDS & STYLING

MODE | 3 måder at bruge lag på lag-stilen

Temperaturen er faldet, og vi kan med god grund pakke os ekstra godt ind med lag på lag-stilen. Det har nemlig aldrig været mere populært at klæde sig i flere lag og mikse materialer, farver og mønstre - og det giver rig mulighed for at klæde sig både fashionabelt og praktisk på samme tid.

Sådan kan du bruge lag på lag-stilen

Det er en kunst at mestre den flere dimensionale stil med lag-på-lag og lange længder.  Stylingen af Burberrys seneste show viste, hvor gennemført lag på lag-stilen kan udføres og satte en tyk streg under, hvor lækkert og fuldendt dit udtryk kan være, hvis du mestrer denne måde at klæde sig på. De lange gevandter i flere lag bundet sammen af et bælte i taljen, gav den ellers afslappede pyjamas-stil i kollektionen et hverdagsvenligt, men stadig eksklusivt, udtryk.

Blonde- eller flæseærmer der titter frem under en strik eller blazer, en kjole uden på bukserne, en lang cardigan med bånd eller bælte i taljen, bluse med højhals, stroptoppe uden på skjorten, mulighederne er mange. Men hvordan på selv stilen? IN guider dig her til 3 lag-på-lag outfits, du kan bruge hele efteråret og vinteren.

LÆS OGSÅ: Moderedaktørens udvalgte modefund | Lag-på-lag

Den minimalistiske
Regel nummer et er at holde dine styles i rene og grafiske snit, hvis du vil holde din stil minimalistisk. Regel nummer to er simple og basic farver såsom de blå nuancer, hvid, sort, creme og måske en rosa kan snige sig ind i ny næ. Denne stil er meget skandinavisk, lækker og relativ nem at opnå, hvis man kan holde sig fra de vilde tendenskøb i high-street butikkerne.

Der skal leges for lagenes skyld og ikke for at få flere farver eller prints ind i et og samme outfit. Giv dit outfit dimensioner, men på en mere afdæmpet og på sin vis stilet og sofistikeret måde.

Et fint, minimalistisk lag-på-lag outfit kunne være en afdæmpet blondebluse med lange armer og højhals, en crispy hvid herreskjorte med et enkelt eller to fold på ærmet, så man kan se blondeblusen både i halsen og på ærmerne, en uld vest og et par løse, croppede herrebukser.

Den overdådige
Hvis du går all-in på print og farver, er der meget få regler, du skal følge, men det er også derfor, det er så svær at mestre. Det kan nemt gå galt, hvis man slår sig løs med mønstre og farver. Nogle gange er det bedre at erkende, at man måske skal holde sig til det lidt mere simple. Men hvis du mestrer det, så hop endelig ud i det  

Denne måde at give sit outfit dimensioner på er meget a la, hvad Burberry mestrede på catwalken. Her blev der mikset print og farver til perfektion og dyrket  det uperfekte i at blande blomsterprint, striber og farver sammen.

Med inspiration fra Burberrys show kunne et cool, overdådigt look være et par løse, stribede kassebukser, en mellemlang, ensfarvet skjorte eller bluse, en lang, småblomstret, kimono-inspireret blazer og evt. et bælte i taljen for at samle outfittet. Farverne skal holdes i den samme palette forstået på den måde, at du enten holder der i lyse, pastelfarvede nuancer såsom lyserød, blå og hvide nuancer eller mørkere toner som army, navy og bordeaux.

Den lige midt imellem
Den fine mellemvej -  ikke helt clean, men heller ikke helt mønster-og farvefrit. Det er nok i denne kategori, de fleste  kvinder ligger i . Man kan godt mikse mønstre, men det er med større forsigtighed end ved den overdådige stil. Bland prints i samme farvenuance, så du får tone i tone-looket, og uden det bliver for spraglet. Der kan sagtens være skarpe farver med i stylingen – mere end ved den minimalistiske, du blander ikke farver i lige så stor grad som i den overdådige stil.

Et outfit der ville balancere fint imellem de to stilarter kunne være en bluse med print sammen med en ensfarvet stropkjole over, et par jeans og en chunky kabelstrik, hvor man lader blusens ærme stikke frem. På denne måde har du rigtig mange lag med strikken, men også flere dimensioner hvis du tager den af. Der er et enkelt print med som kan ses mere eller mindre alt efter om strikken er på eller ej, og der er mulighed for forskellige farver på kjolen, strikken og i mønstret på blusen. Det er ikke for meget i forhold til print og farve, men heller ikke helt fri for leg.

LÆS OGSÅ: TENDENS | Mix af materialer


 

Læs mere om: