TRENDS & STYLING

Old Celine-designeren Phoebe Philo vender tilbage på modescenen

Kvinden, som i 2008 fik det gamle, franske modebrand til at genblomstre, er nu endelig vendt tilbage til modebranchen efter en tre-årig lang pause - men denne gang som sin egen chef. Læs med, når vi deler alt, vi ved, om Phoebe Philos nye modebrand.

Phoebe Philo er for mange lig Celine (før Céline) – og omvendt. Den tidligere kreative direktør skabte nemlig et klassisk, velkendt og enkelt DNA under sin tid hos (old) Celine, som fik hele modebranchen til at sukke i kor efter rundsnuede ballerinaer med klodshæl, løse habitbukser og feminin, underspillet power-dressing.

Mange af Phoebe Philos styles er da også blevet ikoniske for modehuset, som for eksempel ’Luggage Tote’-tasken, som Philo designede i 2009, der med sine tidløse detaljer og sin skulpturelle form, blev én af Celines største succeser nogensinde. 

Det kom derfor som et chok, da det franske konglomerat, LVMH (Louis Vuitton Moët Hennesy, red.), i 2017 valgte at smide Philo af posten efter knap 10 år som kreativ direktør hos Celine.

Læs også: Mulberry lancerer nyt designsamarbejde med velkendt model og designer

Men efter en tre-årig pause vender den 48-årige britiske designer nu tilbage til modebranchen. Denne gang bliver det dog ikke som kreativ direktør hos Celine, men derimod som ejer af sit eget tøj- og accessory-brand.

LVMH står endnu en gang bag Philo og hjælper til med økonomien, men det bliver 100% Philo selv, som sidder ved roret hos det nye designerbrand.

Læs også: Her er sommerens største tasketrends

I en kort pressemeddelelse delt med The Business of Fashion fortæller Phoebe Philo:

- Det at kunne være i mit studie og skabe noget igen har været både spændende og virkelig fyldestgørende. Jeg glæder mig til at være i forbindelse med mit publikum og folk igen. At være selvstændig, at reagere og eksperimentere på mine egne termer, er virkelig specielt for mig.

Med en kvinde, som i så stor grad har inspireret modelandskabet i 10’erne, er vi her på redaktionen ualmindeligt spændte på at se, hvad Phoebe Philo mon kommer til at gøre for 20’erne – vi gætter på yderst tjekket minimalisme!

Læs også: Mød Tiffany og Co's nye globale ambassadører

Yderligere detaljer om Philos nye brand bliver offentliggjort januar 2022.