Ved Paris Fashion Week fremviste Dior, Lanvin og Saint Laurents nye chefdesignere sine nye S/S 17 kollektioner frem.
Foto: Mondadori og AOP
TRENDS & STYLING

Paris Fashion Week | Se første kollektion fra Diors, Lanvins og Saint Laurents nye chefdesingere

Det var med stor spænding, at Paris Fashion Week i år åbnende. Hos Dior, Lanvin og Saint Laurent var der nemlig spritnye chefdesignere bag kollektionerne. IN har set nærmere på kollektionerne og den nye kreative linje for de tre modehuse.

Modehusenes kollektions-debutanter ved Paris Fashion Week

Der blev trippet spændt på første række, da Dior, Lanvin og Saint Laurent skulle fremvise deres S/S 17-kollektioner ved Paris Fashion Week.

Hver af de tre parisiske modehuse har nemlig fået nye chefdesignere. De - Maria Chiuri for Dior, Bouchra Jarrar for Lanvin og Anthony Vaccarello for Saint Laurent - skulle derfor vise deres debutkollektion, og det er interessant at se, hvordan de vil træde i fodsporene på Christian Dior, Jeanne Lanvin og Yves Saint Laurent. IN har set nærmere på kollektionerne og den nye kreative linje for de tre modehuse.

LÆS OGSÅ: 5 store trends fra London Fashion Week

Maria Chiuris første kollektion for Dior

Dior SS17 Paris Fashion Week
Diors S/S 17-show. Foto: Mondadori

Hvad er femininitet i dag? Den tidligere Valentino-chefdesigner Maria Chiuri viste fredag sin første kollektion for Dior. Et modehus, der om nogen altid har stået for netop femininitet. Men hvad er femininitet i dag, godt 70 år efter husets grundlægger Christian Dior bragte den klassiske kvindelighed med stort skørt, under knæet-kjolesnit og markeret talje ind i modebilledet med sin ikoniske New Look-kollektion?

- I dag bruger kvinder tøjet til at udtrykke sig. Førhen var moden mere en pålæggelse, et look. I dag vil vi vise vores stil og idéer, siger Maria Chiuri selv om kollektionen.

Med statement-T-shirts med tekster som ‘We Should All Be Feminists’ og ‘Dio(r)evolution’ giver Maria Chiuri kvinder, den stemme. Generelt var looket mere ungt og provokerende, end normalt hos Dior - med sneakers, badesandaler og logo-elastikkant på bedste Calvin Klein-vis.

LÆS OGSÅ: 5 trends fra Milano Fashion Week

Bouchra Jarras første kollektion for Lanvin

Lanvins S/S 17-show.
Lanvins S/S 17-show. Foto: Mondadori

Ingen tvivl om, at Bouchra Jarrar, der lukkede sit eget brand til fordel for stillingen hos Lanvin, havde et par store sko at udfylde efter succesdesigneren og på mange måder modehusets redning Alber Elbaz smækkede med døren for godt et år siden.

Hvor ville Lanvin bevæge sig hen? Men Bouchra Jarrar havde læst godt op på lektien, og hun formåede at kreere en debutkollektion, der både var i grundlægger Jeanne Lanvins og Alber Elbaz’ ånd (for hvorfor ødelægge noget, der har så stor succes?)

- Hun (Jeanne Lanvin, red.) lavede herre- og sportstøj, før hun lavede damekollektioner, sagde Bouchra Jarrar i forbindelse med showet.

Så Bouchra Jarrar arbejdede med det maskuline i form af læderjakker, klassisk tailoring og nålestriben, men på en måde så Alber Elbaz’ arv også skinnede igennem med draperede kjoler, overdådig udsmykning og glamourøse tekstiler.

LÆS OGSÅ: MODEUGE | Få cool og edgy hår ligesom ’Ganni-pigen’

Anthony Vaccarellos første kollektion for Saint Laurent

Saint Laurents S/S 17-show
Saint Laurents S/S 17-show. Foto: Mondadori

Den italiensk-belgiske designer Anthony Vaccarello bragte Yves tilbage til Saint Laurent. Siden han overtog stillingen hos det parisiske modehus efter tomrummet efter Hedi Slimane, der fik givet nyt liv til modehuset, fik flyttet det kreative atellier til Los Angeles og ikke mindst fik fjernet ‘Yves’ fra brandnavnet, må Anthony Vaccarello have tilbragt timer i Saint Laurents arkiver.

Gamle Laurent-klassikere var hevet frem igen - fx en kjole med puffede skuldre fra 1982 og den brystvortefrisættende transparente kjoletop fra 1968 - på en mere rocket måde, som er den stil Saint Laurent står for anno 2016.

Spørgsmålet er, om Anthony Vaccarello er så solidt nede i rødderne, at Saint Laurent også officielt vil bringe ‘Yves’ tilbage til navnet, hvilket et par stiletter fra showet direkte indikerede med en hæl formet af bogstaverne YSL.

LÆS OGSÅ: 5 trends IN spottede under modeugen