Overlev en hel dag i stiletter
Foto: AOP
TRENDS & STYLING

Sådan overlever du en hel dag i stiletter

En lang dag på kontoret og en tur i byen efterfølgende. En hel dag i stiletter kan være hård for fødderne, men her har vi samlet de bedste tips til at overleve på de høje hæle.

Hvis du er en skoelsker og har en forkærlighed for stiletter, ved du, at det kan være svært at finde et par, der er fashionable og samtidig behagelige at gå i. Her kan du få de bedste tips til at overleve en hel dag i stiletter.

Vi kender det alle sammen. Man har fundet det skønneste outfit frem og mangler blot stiletterne til at agere prikken over i’et. Når man skal vælge stiletter, er der et uendeligt hav af muligheder, og man kan vælge i mellem alt fra tårnhøje hæle til lavere kitten heels og blokhæle, samt åbne, spidse og rundsnudede stiletter. Og oveni skal man tænke på komforten!

Hovedreglen, når du shopper stiletter, er, uden undtagelse, at du skal være forelsket i den stilet, som du har for øje. Derefter kan du finde ud af, om stiletten opfylder de forskellige kriterier for komfort, og om de dermed er behagelige at gå i. Hvis skoen ikke opfylder komfortkriterierne, og du bare ikke kan leve uden netop det par, er nødplanen, som man altid kan ty, skiftesko. Så hvis det er kærlighed ved første blik, må du blot sørge for at have skiftesko med i tasken og trække i dem, når det bliver alt for uudholdeligt at have stiletterne på.

Hvis du ikke er typen, der gider slæbe rundt på en stor taske for at have skiftesko med, så er det afgørende at shoppe et par stiletter, som du kan overleve en hel dag (og aften!) i. Læs med her, hvor du kan få tips til at overleve på de høje hæle.

Tips til at overleve i stiletter:

#1 Hav altid vabelplaster med i tasken. Så kan du reagere hurtigt, hvis du mærker, at din sko begynder at gnave.

#2 Forsøg at bevare din naturlige gang så godt som muligt. Det er nemlig anstrengende for fødder og lægge, hvis du begynder at ændre din gangart.

#3 Undgå at lægge for meget vægt på forfødderne, da det giver ømme tæer og trædepuder. Det er jo i forvejen forfødderne, der tager en del af slæbet, når du har stiletter på, så undgå at belaste dem for meget. Læg eventuelt små gummiindlæg i den forreste del af skoen for at skåne trædepuderne lidt.

#4 Husk, at det er okay at liste skoene af under bordet under middagen, så du er klar til at danse efterfølgende. 

#5 Hvis intet andet virker, så benyt dig af skifteskoen. Tag en stor nok taske med, så du kan have et par skiftesko til at hoppe i, når stiletterne bliver for ubekvemme.

LÆS OGSÅ: Stiletter kan skade dit helbred

I galleriet herunder kan du shoppe nogle af sæsonens flotteste stiletter:

De flotteste stiletter - september 2017

Giv et abonnement i julegave - vælg mellem 17 forskellige blade og magasiner - KØB HER

Stilet-ordbog

Har du svært ved at gennemskue, hvad der er hvad, når det gælder dine sko? Få et hurtigt overblik i ordbogen herunder, og lær, hvad du skal være opmærksom på, når du skal finde ud af, hvilke sko du skal købe.

Kitten heels

Hvis du har tendens til øm vrist og fødder, er kitten heels den perfekte sko til dig. Eftersom hælen her normalt er cirka fem centimeter, kommer du ikke så højt op, at hverken din svang eller vrist bliver overbelastet.

Plateau

Plateau hæver forfoden og udligner dermed den høje hæl. Så hvis en kitten heel bliver for lav til dig, er plateausko måske løsningen. Men plateausko kan du vælge højere sko uden at få en for skarp vinkel på din fod.

Remme om anklen

Gå efter en stilet med remme om anklen. Remme kan nemlig være med til at give komfort og stabilitet, som åbne stiletter ikke på samme måde kan tilbyde. Stiletten sidder ekstra godt fast, når der er remme om anklen og bliver derfor nemmere at gå i.

Rund snude

Spidse stiletter vil altid være hårdere mod dine tæer, end stiletter med en rund snude vil. Hvis du har en tendens til at få vabler, eller hvis dine tæer blot nemt bliver ømme, skal du enten gå efter en stilet med rund snude eller en peep toe, hvor tæerne stikker ud af spidsen. Hvis du vælger en af disse varianter, bliver dine tæer ikke presset på samme måde, som de gør i en spids stilet.

Sandal med hæl

Hvis du har tendens til hurtigt at få vabler, er en åben sandal med hæl en vinder. Her har dine fødder ikke pres fra nogle kanter, men hvis man vælger denne variant, skal man dog være opmærksom på, at de heller ikke har samme stabilitet, som en lukket stilet har. Og så kan en sandal være lidt svær at bruge året rundt…

Type hæl

Typen af hæl er afgørende for komforten i den stilet, du vælger. Hvis du vælger en sylespids hæl på 10 centimeter, vil komforten ikke være det samme, som hvis du vælger en blokhæl på fem centimeter. Så inden du vælger hæltype, må du altså gøre op med dig selv, hvor god en komfort, du forventer af dine sko. Lige meget hvad du vælger, er en ting sikkert, og det er, at hælen skal være i en lige og naturlig vinkel. Den må på ingen måde være skæv eller gå hverken ind- eller udad.

Læs mere om: