TRENDS & STYLING

STILTIP | Sådan bruger du den ekstravagante kjole dag og aften

Er du en kvinde med en travl hverdag og weekend? Og kan du ikke altid nå hjem og skifte tøj mellem to aftaler? Her får du lette tips til, hvordan du kan bruge din ekstravagante festkjole både dag og aften ved blot at ændre nogle få ting.

Vi har alle sammen forfærdeligt travlt fra tid til anden - for travlt til at nå hjem og skifte tøj imellem to aftaler. Denne problematik var realiteten for INs moderedaktion under sidste uges Fashion Week, hvor modeteamets outfits både skulle passe til et tætpakket program af modeshows med transport fra sted til sted samt til events og fester om aftenen. Derfor får du her lette tips til, hvordan du kan gøre, så du kan bruge din ekstravagante festkjole både dag og aften ved blot at ændre nogle få ting. 

LÆS OGSÅ: Torsdags-10’er | Winona Ryder

TIP 1 - Sko
Sko er ikke kvinders yndlingsaccessorie uden grund. Fodtøjet indikerer ofte, om et outfit er til dag- eller aftenbrug. Brug loafers, ballerinasko, sandaler eller sneakers om dagen og skift til stiletter, sandaler med hæl eller støvletter om aftenen. Jo finere kjolen eller nederdelen eksempelvis er, jo mere hverdagslignende eller sporty kan skoene være – fx sneakers til den smukke, gule blondekjole.

TIP 2 – Andre items
Kombinér din elegante festkjole eller feminine nederdel med nogle mere rå eller sporty items, som fx en læderjakke, sweatshirt, rullekrave eller jeans. Dette tip kan du se i galleriet, hvor sweatshirten gør sættet mere anvendeligt til dagsbrug.

LÆS OGSÅ: 5 stil-hacks der løfter din stil

TIP 3 - Læber
Røde læber er en klassiker, som altid kan redde dig. En (rød) læbestift kan gøre underværker for dit look, når du hverken har plads til skiftesko eller andre items i din taske eller tid til at tage hjem og skifte. 

TIP 4 - Hår
Frisuren kan, ligesom læberne, være en let måde at skabe variation i et look fra dag til aften. Sæt en casual frisure om dagen - fx en løs knold og lad lokkerne falde frit om aftenen. Du kan med fordel lave krøller i håret hjemmefra, inden du sætter det op, så der er et flot flad i håret, når du tager elastikket ud. Hvis du er fiks på fingrene, findes der også mange smukke opsatte festfrisurer, som kan pynte til et aftenlook.

Lad dig inspirere af billederne i galleriet nedenfor, udpluk de tips du kan bruge og få mulighed for at gribe stilen som kan shoppes direkte fra galleriet. 

Fra dag til aften

LÆS OGSÅ: MODE | 7 mini-tasker til mobilen