Smugkig i det nye IN, oktober 2017
Foto: Katrine Rohrberg
MODEMAGASINET IN

Nyt IN | Smugkig i det nye oktober-nummer

Lange ture i skoven. Ild i pejsen. Samvær med hjertegode mennesker. Efterår er hyggetid og indbyder til strik, blazerjakker og lange bukser – og lækre støvler. Nu er det også tid til store fester og middage. IN giver dig tips og tricks til, hvordan du kan skrue op for makeuppen og stadig ligne dig selv. IN møder personligt Nicole Kidman, som mange har dømt ude i flere omgange. Nu er hun tilbage – stærkere end nogensinde med nye film og tv-serier.

Klæd dig som den, du er – også på jobbet

Det værste karriereråd, jeg har fået, er, at jeg ikke måtte bære rød neglelak og rød læbestift på jobbet. Sådan siger ghanesiske Bozoma Saint John, der med raketfart er strøget til tops i den amerikanske tech-verden, efter hun har sat sig i stolen som ‘chief brand officer’ for kørselstjenesten Uber i USA. Bozoma Saint John er kvinde, og hun er sort. Silicon Valley er domineret af hvide mænd. Hun blev håndplukket fra Apple Music og Pepsi af bestyrelsesmedlem og eksmediedronning Arianna Huffington til at rette op på Ubers flossede image efter skandalesager om en sexistisk arbejdskultur og en grov tone, som grundlægger og direktør Travis Kalanick udsatte de kvindelige ansatte og hårdtarbejdende chauffører for i sådan en grad, at han måtte trække sig.

Bozoma Saint John kører sin egen kreative modestil med lange, tætte fletninger, der går helt ned til numsen, farvestrålende nederdele med afrikansk mønster, høje hæle og neglelak i pink og gul på de forskellige fingre. På Instagram kalder Ubers nye topchef sig for @badassboz og bruger hastags som #bringyourwholeselftowork.

LÆS OGSÅ: Hvordan skal du klæde dig til din jobsamtale?

Bozoma Saint John er eksponent for en ny stærk og mere spraglet trend inden for erhvervslivet, hvor kvinder hviler fagligt og menneskeligt nok i sig selv til at gå i netop det tøj, som vi trives bedst med at have på, fordi det afspejler, hvem vi er – og hvad vi står for. Det samme gør Europas førstedame, den tyske kansler Angela Merkel – omend i en mere nedtonet uniform med en farvet jakke og mørke bukser. Der er ikke mange blomster eller flæser over Angela Merkels outfit, som på den måde går fint i tråd med hendes økonomiske strammere kurs over for Sydeuropa.

IN tegner på side 72-76 et portræt af Europas powerkvinde nummer et, der er på valg i september. Ubers Bozama Saint John er et vigtigt fyrtårn i den internationale tech-verden, som i den grad sulter efter diversitet, og gang på gang kommer galt af sted med kvindefjendske holdninger: En mandlig ingeniør fra Google i USA er for nylig blevet bortvist, fordi han mente, at kvinder fra naturens side er mindre egnet til at arbejde med tech – og skrev det på intranettet. Kvinder udgør kun 20 procent af arbejdsstyrken hos Google. Og billedet er desværre ens over hele verden.

I Danmark er der kun mellem syv og ni procent kvinder, der læser datalogi og andre tech-fag, selv om industrien vil mangle 91.000 medarbejdere inden for få år. IN ved, at gadgets, podcats og alt det nye ikke kun interesserer mænd. Derfor lancerer vi Tech & tricks på side 146 som vores lille opråb i den aktuelle debat om kvinder og tech.

God læselyst,

Anne Axholm, Chefredaktør

Få en smagsprøve på, hvad du kan forvente af denne måneds magasin i galleriet, og husk at du også kan købe magasinet til din telefon eller tablet HER

Smugkig i det nye oktober nummer

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER