Lejlighed

Chris Pedersen: Jeg har ikke nødvendigvis god smag, men jeg har en meget præcis smag

Weekendredaktør på Børsen, Chris Pedersen, holder farverne ude af sit klædeskab, men lukker dem ind i sit hjem på Vesterbro, som er fyldt med klassikere, kunst, genbrugsfund og dyre fliser.

Der er ganske få mennesker, der har et signaturlook, som er umiddelbart uforanderligt. Anna Wintour med sin knivskarpe page og filmstjernesolbriller, Karl Lagerfeld med hestehale, solbriller og et arrogant udtryk, Yayoi Kusama med sine prikker.

Chris Pedersen er et af dem. Med runde sorte briller, skaldet isse og sort tøj, altid sort tøj, højst brudt af en hvid T-shirt eller skjorte. Hvis man var en ‘Kender du typen?’-type, ville man nok gætte på, at han bor på samme måde. Skarpt, underspillet, minimalistisk, sort. Men nul point for det gæt.

Chris Pedersens ‘pièce de résistance’ er hans Montana-kommode, der er overklistret med klistermærker, som naturligvis ikke er tilfældigt valgt.

Læs også: Evren Tekinokay: Jeg har ikke skruet op for charmen

Følelsen af at kunne noget selv

Hjemme i Chris Pedersens treværelses lejlighed på Vesterbro i København med udsigt over banelegemet er der farver på alle vægge. Ikke crazy colour eller primærfarver, men bløde, easy on the eyes-farver fra File Under Pop. Matte, for “jeg kan ikke lide blanke vægge. Jeg er glad for det matte, de pudrede overflader,” siger Chris Pedersen, der selv har istandsat det meste af lejligheden, mens han sov på en futon i stuen.

- Jeg elsker at rive ned, at stå der og save i en væg med en stiksav. Når man som jeg har siddet ved et skrivebord hele mit arbejdsliv, er det så tilfredsstillende at save og hamre og bygge. En stor del af glæden ved at renovere er, at man får følelsen af, at man kan noget selv; at man kan klare sig selv.

Chris Pedersens far er pensioneret murermester, og sønnen vidste, at han ville være den, der kunne lave det nye køkken flottest. Det var småt og var aldrig blevet rørt, så ned røg væggen mellem køkkenet og et lille, smalt værelse med udgang til altanen.

- Der var så meget fysisk arbejde, som jeg jo slet ikke er vant til. Jeg har båret mindst 100 sække byggeaffald ned og været ved at tude mindst 100 gange, griner Chris Pedersen, mens han fortæller om sine fliser fra italienske Ce.si.

- De er dobbelt så tykke og dobbelt så dyre som almindelige fliser, og det er de eneste fliser, jeg altid har villet have, fortæller han, som virkelig ikke var en handyman, da han gik i gang med stiksaven.

Den klassiske plakat er fra en AIDS-kampagne i 1987 og er købt på Chris Pedersens første rejse til San Francisco. Bænken er af Aalto, højttaleren er Marshall, og lavasten under planten er fra Made A Mano. Querelle-plakaten i baggrunden af Andy Warhol er den eneste filmplakat, der har fået en plads i lejligheden. 

Dagen før vi kommer, har han endelig fået fikset overgangen mellem køkken og badeværelse med en trækarm, som krævede fire ture i Silvan. På én dag. Og nu tror han ikke, han kommer i værktøjskassen længe.

- Se lige panelerne, siger han og peger på de træt-hvide paneler med mærker og afskalninger:

- Dem får jeg sgu aldrig malet, griner han.

Læs også: Jaqueline Friis-Mikkelsen: Man shiner som chef, når ens medarbejdere lykkes

Glæden ved en god handel

Det lette og uprætentiøse ved Chris Pedersens grin går igen i indretningen og tilgangen til den sammen med en umiskendelig kvalitetssans, en kærlighed til klassikere og en uforfalsket glæde ved en god handel.

Han kan godt selv se det, når man kommer til at sige noget med 70’er-akademiker. Erik Jørgensens EJ 315-sofa i uld, bogkassereolen, PH5’eren, Poul Kjærholm-sofabordet og læne- stolen. Børge Mogensen Shaker-bordet, Wegners Y-stole og Le Klints frugtlygtelampe. Det kunne være generisk, men er det ikke. Både fordi det bliver blandet med kontraster i form af kunst og dekorative indslag, men mest fordi stort set alt har en historie.

Ting, der giver mening for Chris Pedersen og er med til at fortælle hans historie. Han praler af kup, han gør på dba.dk, som Kjærholm-sofabordet, han købte af et ungt par, som havde arvet det, for 7.000, og Børge Mogensen Shaker-bordet, der havde stået i et ældre ægtepars køkken i Næstved og var så venlige at levere, for 4.500.

- Jeg elsker dyre ting, men de må gerne være brugt, for de må også gerne bruges her hos mig. Det gør ikke noget, hvis der bliver spildt rødvin eller kommer en ridse. Mit bedste køb er min Auping-seng, som koster det hvide ud af øjnene fra ny, men da jeg først havde set den, ville jeg ikke have andre. Jeg googlede og jagtede, og til sidst fandt jeg den på dba.dk, hvor et ungt par, som havde arvet den fra bedsteforældre, solgte den for 3.500. Så hver gang jeg lægger mig i den, føler jeg, jeg har sparet over 20.000.

Shaker-bordet af Børge Mogensen var et kup på dba.dk, men Wegners Y-stole var en investering som afløsere for Eames’ Eiffel-stole, som Chris kalder “flotte, men frygtelige”. På endevæggen hænger øverst et værk af Emma Kohlmann fundet hos V1, det midterste værk af Fryd Frydendahl var en 40-års fødselsdagsgave fra Chris’ venner, nederst en tegning af Richard Colman købt for 100 dollars på en velgørenhedsauktion i San Francisco. Den grønne Aalto-vase købte Chris sidste år. “Den er kikset, men jeg havde brug for den.”

Men ikke alt er deciderede fund. F.eks. Wegners Y-stole, som er købt fra ny:

- Jeg rev mig, men fik forhandlet mig til 25 procent mængde- rabat i Jylland – og Josef Frank-puderne fra Svenskt Tenn.

- Det er jo helt åndssvagt at bruge så mange penge på sofa- puder, men jeg er besat af dem og synes, de er så flotte.

Og så er der kunsten. Den fylder ikke bare i hjemmet, men også i hjertet.

Mange af værkerne har Chris Pedersen fået i fødselsdags- gave af venner, er lavet af bekendte eller købt på udstillinger, han har været til åbningen af.

Akademikerstilen fornægter sig ikke i Chris Pedersens stue med Erik Jørgensen 315-sofa, PH-pendlen, Arne Jacobsen-væglampen og Poul Kjærholm-sofabordet. Gulvtæppet er slæbt hjem fra Marokko, maleriet er af Richard Colman, mens det lille fotoværk er af Fryd Frydendahl.

Der er ikke nogen regler, undtagen én: Man må kun have én film- eller udstillingsplakat. Hans er Warhols ikoniske plakat for Fassbinder-filmen ‘Querelle’.

- Den er mega homo, og jeg elsker motivet og synes, helheden er så smuk.

Æstetikken er skarp hos Chris Pedersen, men han siger selv:

- Jeg har ikke nødvendigvis god smag, men jeg har en meget præcis smag, og jeg er ekstremt præcis i mit forbrugsmønster. Jeg har et budget, som jeg overholder, og hvis noget er alt for dyrt, vil jeg ikke have det. Er der så noget, jeg virkelig ønsker mig, sparer jeg op eller sælger ud, for jeg nægter at bruge af den faste sum.

Læs også: Lars Bent Petersens 10 leveregler

Læs mere om: