Rejser

5 skjulte strande i Europa, du må besøge

Vil du gerne slippe for menneskemylder og charter-lignende strande, når du rejser udenfor Danmarks grænser? Så læs med her, hvor vi har samlet 5 af Europas skjulte strande, der bestemt er en flybillet værd.

Danskerne er endelig ved at være klar til at rejse ud i den store verden, efter en lang periode indenfor Danmarks (smukke) grænser. Men vi rejser ikke for enhver pris, det er Danmark for dejlig til. Vi søger i højere grad unikke oplevelser og destinationer, væk fra souvenirbutikkerne, plastiksolsengene og restauranter med danske-, svenske- og tyske menukort, hvor vi kan udforske skjulte perler, som din ven, nabo eller familie aldrig har hørt om.

Og lige netop dét ønske, kan flere lande heldigvis opfylde.

Læs også: Sommer i København? Dét skal du opleve

En ny undersøgelse af OnBuy.com, har fundet frem til fem af Europas smukkeste og skjulte strande i tre af danskernes favoritferiedestinationer. Nogle har du måske hørt om, andre er (næsten) hemmelige – indtil nu. Fælles for dem alle fem er, at de er fri for masseturismen.

5 hemmelige strande i Europa

1. Kimilia Beach i Grækenland

Kimilia Beach er en ægte skjult græsk perle, der med garanti vil give dig åndenød, når du ser den. Stranden er omgivet af frodige grønne træer og buske, som står i kontrast til det azurblå hav. Stranden finder du på den eksotiske græske ø Kefalonia, hvor du blot skal på en kort gåtur gennem en sti af oliventræer, for at opdage den skjulte perle.

2. Sa Forcanera i Spanien

Er du ikke til sand mellem tæerne, er Sa Forcanera på Costa Brava-kysten i Spanien stranden for dig. Her bliver du mødt af smukke klipper, der er dækket af et frodigt planteliv, som spejler sig i det krystalklare vand.

3. Melide i Spanien

Melide er endnu en spansk perle, som bestemt er et besøg værd. Stranden finder du i Cangas del Morrazo i det sydvestlige Galicien, og her er der mulighed for at se hele vejen til Cíes-øerne, når du står med tæerne i vandkanten.  

4. San Blas Bay på Malta

På middelhavsøen Malta finder du endnu en af Europas skjulte strande, der faktisk er så skjult, at man kun kan komme dertil til fods. Stranden er et sandt paradis for dykkere og snorkel-entusiaster, da vandet er ualmindelig klart.

5. Dafnoudi Beach i Grækenland

Leder du efter en strand, der kan berige din Instagram med de smukkeste feriebilleder? Så skal du sætte GPS’en mod Dafnoudi Beach. Her kan du gå på opdagelse ved strandens klippehuler, hvor du helt sikkert kan knipse sommerens flotteste billeder – samtidig med at blive afkølet, naturligvis.

Læs også: Oplev Fanøs gastronomi, smukke natur og små landsbyer