SKØNHED

Det prøver dit ansigt at fortælle dig

Dine linjer i ansigtet viser, om du har gennemgået en livskrise, om du har lært noget i dine 20’ere, og om du gør for meget for andre fremfor dig selv. Lyder det lidt hokus pokus? Vi har bedt ansigtslæseren om en forklaring – og et lynkursus i at læse dit ansigt – og andres.

Dine linjer i ansigtet viser, hvem du er

Mine to lodrette linjer imellem mine bryn og linjerne på tværs over panden kan fortælle mig noget vigtigt om, hvem jeg er. I hvert fald ifølge ansigtslæser Fattima Loreen, der har udgivet en bog, hvor hun forklarer om ansigtets linjer og de sandheder, som de fortæller.

- Kinesisk ansigtslæsning kan sammenlignes med en blanding af astrologi og psykologi – en blanding af noget praktisk, holistisk og spirituelt, hvor hele formålet er, at du som menneske bliver bedre i stand til at forstå dig selv og dine traumer for at kunne give slip og leve det liv, der gør dig glad, forklarer Fattima Loreen.

Læs også: Julie Garretts 9 skønhedsvaner 

Ansigtslæsning er en del af traditionel kinesisk medicin og stammer oprindeligt fra Ming-dynastiet, hvor det var vigtigt, at kejserens elskerinder var sunde indefra og ud. Dengang rørte og mærkede lægerne ikke på kvinderne, og derfor udviklede lægerne andre teknikker til at aflæse kroppens sundhedstilstande.

Ved at betragte og analysere deres ansigter kunne de aflæse de indre organers tilstand, og dermed få meget at vide om kvindernes velbefindende mentalt og fysisk. Det, vi også i dag kender som ansigtszoneterapi; at ansigtet afspejler kroppens organer, og at ubalancer i organerne vil kunne ses og mærkes i ansigtet. F.eks. repræsenterer området under øjnene vores nyre, og området over brynene repræsenterer vores hjerte.

- På samme måde som når man går til psykolog eller f.eks. læser sit horoskop for at få en form for retning enten i livet eller for dagen, bruges ansigtslæsning også til at give retning. Læsningen er en hjælp til at forstå sig selv bedre, fordi man bekræftes i den, man er, hvad man kan lide, og hvad man er god til. Når man kender sig selv, er man bedre i stand til at strukturere sit liv og gøre mere af det, der nærer en.

Måske derfor oplever Fattima Loreen, at en stor del af hendes klienter bruger ansigtslæsningen i forbindelse med store skift i deres liv, f.eks. når de har overvejet at blive selvstændig, eller når de vil blive klogere på, om de er i det rette parforhold.

Læs også: 5 øjenmasker, der får dig til at se frisk og veludhvilet ud

Ansigtslæsningens ABC

Til en ansigtslæsning sidder man over for hinanden som hos en psykolog (også via Zoom, som er blevet meget populært under pandemien).

Læsningen består af to dele; at ansigtslæseren mærker dig som menneske, din energi, og hvad du har brug for – på samme måde som når man i alle andre menneskelige fag ser og mærker, om en person er stresset, virker fraværende eller er fuld af energi.

Den anden del er den tekniske del, hvor ansigtslæseren kigger på dine træk og linjer, og ud fra dem snakker man om, hvad du kan bruge dem til at forstå dig selv og den vej, der er rigtig for dig.

Det første, du skal kigge efter

Jeg vil gerne vide, om der er noget generelt, man kan kigge efter hos andre? 

- Når man vil læse et andet menneske – eller sig selv – er det en god ide først at se på, hvilke træk der stikker ud. Hvilke træk prøver at sige noget til mig? Har du f.eks. store øjne og en lillebitte mund, har du tydelige linjer imellem brynene eller markante kindben? De træk, som byder sig til, har noget at sige om det menneske, enten at de gerne vil tale om det, eller at de bruger det meget i deres liv, siger Fattima Loreen.

Hvis man nemt vil analysere sig selv eller et andet menneske, kan man ifølge ansigtslæsning kigge efter, hvor der er meget knogle i ansigtet. Det er der, ens power ligger.

Høje kindben: Kindbenene er ansigtets skuldre. Det er et sted, der viser ansvar og at kunne tage fat. Har du høje kindben, betyder det, at du er bossy, og bossy er positivt, for det betyder, at du kan tage ansvar og give ansvar fra dig. Du er handlekraftig.

Næsen: Hvis næsens knogler er fremtrædende, indikerer det, at du er arbejdsom. Det er ikke nødvendigvis, fordi du vil tjene penge, det handler i langt højere grad om, at du vil kæmpe for noget – alt fra bæredygtighed til politik.

Spids hage: Den er lig med stædighed. Du giver ikke så let op, og derfor får du tit det, du gerne vil have.

Høj pande: Høj pande betyder tænksomhed. Du har dybde, og du kan godt lide dybere tanker. Har du en høj pande og høje tindinger, bruger du meget tankevirksomhed, du grubler og tænker og har en indadvendt energi.

Læs også: Thilde Maria Haukohl Kristensens 9 bedste skønhedstricks

Botox & ansigtslæsning

I en tid, hvor folk kan finde på at fylde deres linjer op eller kamuflere dem med f.eks. botox eller restylane, er ansigtslæseren nødt til at spørge ind til den type behandlinger for at kunne bedømme linjerne klart – og fordi forsøget på at fjerne de pågældende rynker også fortæller hende en historie.

- Jeg kan som regel se, hvor mine klienter har fået botox, men ellers spørger jeg. Det samme gælder, hvis jeg kan se ar fra f.eks. kosmetiske operationer. Botox kan kamuflere linjerne, men ved at se, hvor de har fået lagt botox eller fillers ind, kan jeg få en forståelse af, hvad det er, de gerne vil ‘fjerne’ og dermed de følelser, de føler ofte. F.eks. er en lodret linje imellem brynene skabt af at undertrykke sin vrede og to lodrette linjer imellem brynene handler om irritation, frustration og utålmodighed. Har en klient fået fyldt de rynker, vil jeg spørge dem ind til, hvordan de lever. Får hun for lidt søvn, har hun for travlt, for mange forventninger til og fra andre mennesker? Det er alt sammen noget, der skaber irritation. Så botox kamuflerer ikke mennesket, og det han eller hun har oplevet, når vi taler ansigtslæsning, forklarer Fattima Loreen.

Det afslører linjerne i ansigtet

Vores linjer i ansigtet får vi af at føle de samme følelser ofte – vores ansigtsmimik lægger sig i de samme folder så at sige. Man kan altså snakke om, at rynker kan blive mindre tydelige, når man får bevidsthed om følelsen bag og slipper følelsen. Når du ikke aktiverer følelsen, trænes rynken heller ikke dybere.

Disse syv linjer oplever mange

Formålslinjerne

Linjen, der går fra næsefløjen og ned til mundvigen.

Når du smiler og er tilfreds, vil du smile et indre smil. Dér kommer disse linjer fra. Formålslinjerne viser, at du er tryg. Linjen symboliserer, at man kender sig selv, og at man kæmper og arbejder for noget, der er større og vigtigere end en selv, og det er sundt for egoet.

Glædeslinjer

Linjerne går opad fra den yderste øjenkrog.

De kommer af glæde over at have det godt. De fortæller, at man tit griner. Det er smukt, når man smiler med øjnene, og de viser, at man lever et godt liv.

Transformationslinjer

Går fra øjenbrynet og op mod hårgrænsen.

De viser sig efter et traume eller livskrise og symboliserer, at man er kommet igennem dem, og at man er kommet godt ud på den anden side, klogere og stærkere og med en dyb indsigt i sig selv.

Stresslinjer

Linjer på nedre kind eller hvis man er hul der.

Det handler om lungerne og er tegn på stress og dårligt selvværd. Man arbejder meget – måske for meget – og tager sig ikke tiden til at nyde. Det sker, når vi glemmer at trække vejret. Prøv åndedrætsteknikker og at gøre flere af de ting, du nyder.

Rygerynken

Lodrette små linjer fra overlæben og op langs huden, der bryder læbekanten.

 

De har intet med rygning at gøre. Man får dem, når man giver og gør mere for andre, end hvad der er godt for en selv. De viser, at man skal gøre mere for sig selv. Al slags forkælelse kan vende udviklingen for de linjer. Fra ansigtsbehandlinger til gåture og lange bade.

Linjer i panden

Ved chok løfter man panden op mod hårgrænsen, løfter øjenbrynene og spiler øjnene op. Har man linjer her, har man haft svære år i 20’erne. Man har oplevet og lært meget.

Går linjerne hele vejen tværs over panden, har man forstået det, man lærte. Er linjerne mere i brudstykker eller kun ude i siderne har man ikke helt forstået læringen heri.

Læs også: 5 træningsvideoer du kan lave på gulvet derhjemme

Bliv klogere på dine ansigtstræk, linjer og form. ‘Ansigtslæsning – enkle teknikker til at forstå ansigtets sprog’ af Fattima Loreen, Muusmann, 300 kr. Se mere på @loreen_institute.

 

Læs mere om: