11 hårtrends og frisurer, vi håber ikke vender tilbage – kan du huske dem?
HÅR

11 frisurer, vi ikke håber vender tilbage – kan du huske dem?

Permanentede krøller, umage farvekombinationer og generøse mængder hårvoks. Vi mindes de sidste årtiers frisurer og hårtrends, der helst ikke skal komme igen (mens vi lader, som om vi ikke selv var med på dem).

11 frisurer, vi ikke savner!

Den permanentede puddel
En af de mest fremherskende frisurer i 80’erne er helt klart blevet til under mantraet Go big or go home! Jo større, jo bedre – og hvis den enorme hårpragt kunne holdes yderligere i vejret af en scrunchie, var looket fuldendt. Måske mere disco end klædeligt.

Cruella de Vil
Kan du huske Christina Aguileras musikvideo ’Dirty’? Hun kravler rundt i en boksering med bar mave, orange trusser og noget, der minder om bukser, men ikke helt kan kvalificere sig til at være det? Så husker du sikkert også hendes lokker, som må være lavet med klar inspiration fra selveste Cruella de Vil. Den sort/hvide hårtrend blev så populær, at man ikke kunne gå rundt i byen uden at spotte mindst en håndfuld piger, som var hoppet med på dalmatinermoden.

LÆS OGSÅ: 22 tips til at få tykkere hår og en fyldig frisure

Følehornene
Vi kan simpelthen ikke gennemskue, hvordan det nogensinde blev en god idé at hårlakke to totter hår i panden, mens resten var samlet i en hestehale bag på hovedet.

Pob’en – eller ”Victoria Beckham i 00’erne”
Hvis du ikke før har hørt om Pob’en, skal du bare tænke Victoria Beckham anno 2006. Frisurens navn er en kombination af ’bob’ og Beckhams Spice Girls-navn ’Posh’, og den er kendetegnet ved at ligne en page forfra, mens håret på baghovedet har hårtrimmerlængde. Pob’en er ikke decideret grim. Vi er bare trætte af den.

Sildebenet
Den normale procedure med hårskilninger er, at man i vid udstrækning forsøger at holde den nogenlunde lige. Sådan kan vi meget godt lide det. Der var imidlertid en periode i start 00’erne, hvor højmålet af sofistikerethed var sildebens-zigzag-skilningen, hvor man gjorde alt, der stod i ens magt for, at håret i venstre side flyttede mod højre – og vice versa.

Trafikreflekserne
Du tænker måske, at ideen med reflekser i håret er, at de skal se naturlige ud. Det er en fin tanke, men sådan har det ikke altid været. For nogle år tilbage kunne reflekser faktisk ikke blive for brede eller kunstige at kigge på. Det har selvfølgelig været ret smart, fordi du kunne spare frisørregningen væk og gøre det selv.

Arto’en eller ”Sminkedukken”
Det kan være svært at forstå, at der engang – for ikke specielt længe siden – hverken fandtes Facebook eller Instagram. Før de to spillere kom på banen, sad størstedelen af den danske ungdom på Arto, hvor man kunne få de fleste timer efter skoletid til at gå med at chatte, lave profiltekster og stalke venners bekendte. Faktisk var Arto så populært, at dens brugere begyndte at ligne hinanden – i hvert fald hvad frisuren angik. Den er nem at efterligne: Bed din frisør om at klippe al hårfylde ud af dine spidser, og giv den til gengæld gas med toupering og hårlak i toppen. Supplér med afblegning og glattejern.

Køb 6 nr. af IN og få en DAY taske med - kun 348 kr. SPAR 63%

Farrah Fawcetten
Vi ved det. Farrah Fawcett var både sød og smuk, og hendes 70’er frisure er så legendarisk, at den er blevet opkaldt efter hende. Stor respekt. Vi håber dog, at den voluminøse hårsætning forbliver i 70’erne, hvor den helt sikkert gjorde det bedst.

Dax Waxeren
Denne frisure gik også under betegnelsen: business in the front, party in the back, og det beskriver også konceptet meget godt. Pandehåret var lagt ned i panden, mens resten af håret på hovedet strittede strategisk til alle sider. Vi har godt nok ingen statistik på området, men at dømme ud fra de kære mænds hår, da frisuren trendede, har nok været det årti, der er blevet solgt mest hårvoks – og brugt mest tid foran spejlet for at få hvert enkelt hår til at arte sig.

Bundesligaen
Frisuren, hvor nakkehåret er væsentligt, grænsende til pinagtigt, længere i nakken end oven på hovedet. Denne asymmetriske tilgang til håret var ganske populær på mænd i 80’erne og 90'erne, om end dens klædelighed kan diskuteres.

Gardinet
... eller bare Den Gedigne Midterskilning, som især fik sit indtog med Backstreet Boys og den underskønne Nick Carter. Frisuren har faktisk har fået sit comeback i gadebilledet – med varierende held.

KIG MED I GALLERIET OG SE DE KENDTE MED DE SIDSTE ÅRTIERS HÅRTRENDS

Frisurer, vi ikke savner!

LÆS OGSÅ: Få inspiration til dit pagehår