Sådan gør du dit hår forårsklar
Foto: AOP
HÅR

Frisøren guider: Sådan gør du dit hår forårsklar

Er håret lidt trist ovenpå den mørke vinter? Så skal der sker noget! Vi har spurgt frisøren, hvordan man bedst gør lokkerne forårsklar.

Kender du det? Ovenpå en lang, kold og mørk vinter, skal der ske noget med håret. Vi vil være forårsklar og lokkerne skal være lysere, mere velplejede og friskere. IN’s skønhedsekspert Lene Huusmann, har talt med frisør Betty Christoffersen hos Saco Copenhagen om, hvordan man giver håret et friskere og lysere look.

Hvad er dine bedste hårtips for alle os med skandinavisk hår, når vi gerne vil gå en tand lysere til foråret?

- Først og fremmest er hår individuelt, siger Betty.

- Det er derfor meget vigtigt at gennemgå kundens ønsker, hårets tilstand nøje, før man går i gang. Ofte er det en blanding af forskellige farveteknikker, som er nødvendige for at få det ønskede resultat. Det gælder om at få det bedste ud af kundens hår, tilpasse ansigtsform m.m., hvor man også kan arbejde med farven for at underspille eller fremhæve nogle ting. Jeg synes, det er vigtigt, at håret ser naturligt ud og ikke for farvet, selv om man måske virkelig har tilført en masse farve. Derfor arbejder jeg en del med at påføre en toning efterfølgende, så det hele får et mere gennemført look. Vi arbejder også meget med pleje af håret, mens vi farver det, så håret ikke tager skade. I sidste ende handler det jo meget om hårets sundhed for at det skal blive pænt.

LÆS OGSÅ: 13 frisurer til foråret - hvilken skal du have?

Klipning kan ikke undgås

Ofte er farvning ikke nok for at gøre håret forårsklar. Det er nødvendigt at få klippet tørre, slidte og gamle spidser af, så håret ser mere velplejet ud. Det vil også være med til at understrege farvningen.

Tip

Hvis du er over 30 år, så husk, at du sagtens stadig kan have langt hår, men det bliver mere og mere vigtigt, at dit hår er velplejet og sundt at se på. Derfor kan du med fordel blive studset jævnligt.

Samarbejde er det vigtigste

For at få det bedste resultat og et flot hår er det vigtigt at forstå, at det er et samarbejde mellem frisør og kunden. Man får ikke blot flot hår i løbet af de timer, man er i salonen, der er også hjemme arbejde, som skal gøres.

- Brug altid både shampoo og conditioner, og brug en hårolie dagligt. Ligesom man skal huske at bruge en hårkur så ofte som muligt. Arbejd med håret og ikke mod håret, og tag imod ekspertråd fra din frisør, mener Betty

- Når man bliver rådet af sin frisør til at bruge nogle bestemte produkter, skal man være opmærksom på, at det ikke nødvendigvis er de samme produkter, du skal bruge tre måneder efter, når du kommer igen, fortsætter Betty. Ligesom med hudpleje og makeup, så skal hårprodukter også udskiftes efter sæson, hårets tilstand osv. Brug din frisør som din ekspert til at guide dig.

Tip

Når det er forår, må looket godt være mere afslappet. Brug derfor en saltvandsspray som stylingsprodukt, og lad dit hår lufttørre.

LÆS OGSÅ: Frisøren afslører: De her stjerner vil vi gerne ligne

Læs mere om: