HÅR

Redaktionens favoritter: Hårrutiner og tips

Vi har bedt IN-redaktionen dele ud af deres hårtips. Disse involverer alt fra den helt rigtige hårtørrer, pudder og tørshampoo, en yderst eksklusiv hårbørste, og nødløsninger fra køkkenskabet. Læs dem alle her:

Trine Nygaard, chefredaktør
Før i tiden kunne jeg ikke gå uden for en dør uden at have mit fladjern i tasken, men med alderen er jeg kommet til at holde af mine fald og det lidt høstakagtige udtryk mit hår har når det bare får lov til at være sig selv. Der er meget af det, til gengæld er det meget fint og derfor har jeg brug for at banke noget fylde ind i det. Jeg er således storforbruger af tørshampoo og hårpudder. Det giver det perfekte look til mig: lidt rodet og ikke alt for pænt.
 

Signe Bunch Baunehøj, art director
Jeg vasker og styler mit hår hver dag, og med krøller skal der ekstra pleje til. Derfor kan jeg slet ikke undvære min Zenz Therapy Hair Elixir Argan Oil. Olien dufter skønt af citrus, og mit hår får masser af glans - og kruser ikke. Bedst af alt er, at jeg kun skal bruge ganske lidt, så den holder længe.

Camilla Middelboe, modepraktikant
Jeg bruger Orofluido hårkur en gang om ugen, den efterlader håret silkeblødt og med et fint shine. Og så dufter den himmelsk!
Til de morgener hvor jeg ikke har styr på håret bruger jeg Oribe texture spray, den giver en god volumen og får sjusket morgenhår til at ligne et bevidst valg.
(tip velegnet til lyshåret) - Er jeg løbet tør for produkter, går jeg i køkkenskabet. En LILLE portion mel masseret ned i hovedbunden tager det overskydende fedt fra hårrødderne, samtidig med at det giver lidt volumen. Vær opmærksom på ikke at efterlade hvide spor.

Laura Lawaetz, digital redaktør
Jeg kan ikke leve uden min Mason Pearson hårbørste. Den løfter håret og gør det lækkert og friskt...
- og min hovedbund elsker den!

Jeanette Juul, redaktionschef
Vil du have virkelig rent hår, så put shampoo i håret, inden du gør det vådt. Det trækker olie og bysnavs ud af håret. Vask shampooen ud, og vask det så igen med shampoo. Renere hårstrå fås ikke. Suppler med balsam, hvis du er til det.

Og så er GHDs hårtørrer model AIR alle sine 1.249 kroner værd. Den er et lille blæsevejr i sig selv, tørrer på lyntid og er forholdsvis støjsvag (har endnu ikke fundet en super støjsvag hårtørrer). Og så er den kram, Gedign og i gode materialer. Og med en lang ledning så man kan nå rundt i flere rum, hvis man har et spejl hængende flere steder.

Victoria Mørkenborg, modepraktikant
Når jeg cykler på arbejde sætter jeg håret op i en 'topsy tail', så undgår jeg den velkendte 'elastik-form' når håret slippes fri fra en almindelig hestehale, i stedet får det et fint fald.
 

Line Brøndum Pedersen, redaktionsassistent
Mit hår bliver hurtigt meget kruset og glansløst - især om vinteren! Min mirakelkur er Milkshakes spray hårkur, som er den absolut bedste af de mange hårkure, jeg har prøvet. Den gør håret ekstremt blødt og tilfører glans, som får det til at se flot og sundt ud. Og så har hårkuren den dejligste duft af flødekaramel (ja, du læste rigtigt!)

Cecilie Rubini, Digitalassistent
Jeg har ikke været specielt god ved mit hår, nogensinde. Det er blevet farvet mørkt og affarvet på skift igennem mange år - Det betalte jeg prisen for, da jeg sidste år måtte klippe meget af det af. Nu har jeg svoret aldrig at farve det igen. Jeg er også (næsten) stoppet med at bruge varme redskaber i det, og jeg giver det hårkur mindst en gang om ugen - Jeg har for nyligt fundet ud af, at kokosolie er et vidunder. En lille smule i længder og spidser en gang om ugen (lad sidde i tørt hår 15-30 minutter og vask med shampoo - påfør shampoo INDEN du gør håret vådt, ellers kommer det ikke ud). Trods mit forsøg på at få sundere lokker, kan jeg faktisk ikke fordrage fornemmelsen af helt rent hår og foretrækker et ikke alt for sat look, så jeg er storforbruger af hårpudder og tørshampoo.

Silke Grane, skønhedsredaktør
Da jeg er en af dem, som vasker og tørrer hår hver dag, har jeg store krav til mine hårgadgets. Jeg er helt afhængig ghd Air hårtørreren (1249 kroner), for den blæser rigtig meget luft ud, som gør at mit hår kan tørres på fem minutter. Når jeg har en dårlig hårdag eller håret bare er lidt fladt og kedeligt, bruger jeg en touperingsbørste til at give løft ved hovedbunden igen. På den måde undgår jeg at bruge for mange produkter i håret, så det bliver tungt. (Jeg bruger en teasing Brush fra Morrocanoil, som koster 219 kr. )

Carla Bruus Strube, kreativ redaktionschef
Jeg fordeler balsam i mine hænder og vender dem, så håndryggen vender ned mod hovedbunden og "reer" herefter balsammen ind i håret.På den måde undgår jeg at få balsammen ned ved hårrødderne, der ellers ville få mit hår til at klaske.
Kevin Murphys Anti Gravity - der er et stylingprodukt, som jeg kommer i mit håndklædetørre hår - det giver mit fine hår struktur og fylde. Og nå ja, Kloranes tørshampoo. Jeg har testet en del, og den er klart den bedste, jeg har prøvet. Jeg kan ikke vaske hår for ofte, så bliver min hovedbund irriteret og mit hår umuligt at sætte - og så er det altså rart lige at kunne friske op med en spray ind i mellem. Og så ruller jeg mit hår op på varmecurlers. Det lyder besværligt - det er det ikke. Og det giver lige lidt mere fylde og svung i mit ultra-glatte hår. Jeg bruger Ego Boost pod.
 

Marie Kiersgaard, journalistpraktikant
Jeg må ærligt indrømme, at jeg er lidt for dårlig til at forkæle mit hår. Men når jeg endelig tager mig sammen til at komme mere i end bare en shampoo, er det gerne en hårolie. Jeg har tendens til ret tørt hår, så lidt hårolie i spidserne samler håret og får det til at se mere sundt og skinnende ud.

Mit tørre hår forsøger jeg også nogle gange at bekæmpe med produkter fra Ingredien, der samtidig giver lidt ekstra volumen til mine krøller. Produkterne er økologiske (stort plus), og så dufter de ret godt.