Slip af med sorte hår
Foto: AOP
HÅR

Slip af med sorte hår uheldige steder

Har du sorte hår på steder, hvor du ikke ønsker hårvækst? Se her, hvordan du kan slippe af med de uønskede hår.

Kom af med de sorte hår

Du har sikkert styr på hårfjerningen på benene i armhulen og omkring bikinilinjen, men det er ikke de eneste steder, hvor kvinder kan have hårvækst. Sorte hår omkring brystvorten, sorte hår under navlen eller hår på et modermærke hører for de fleste ind under kategorien uønsket hårvækst. Men hvordan bliver man det bedst kvit - og er det alle steder på kroppen, at du kan bruge laserbehandling til at blive fri for det en gang for alle? Det kommer kvindesitet kk.no med svaret på.

Barbering

Måske lyder det som en drastisk løsning at begynde at barbere hårene væk på steder som modermærker og omkring brystvorterne. Men ifølge kk.no kan det faktisk godt lade sig gøre, og hvis du ikke er vild med at plukke hårene ud ved rødderne, er det en fin og smertefri løsning. Så længe du er forsigtig med ikke at skære dig.

Pincetten

Med en pincet kan du være meget præcis, og der er stort set ikke nogen steder, hvor det ikke er tilrådeligt på forsigtig vis at bruge en god pincet til at plukke hårene.

"Ja, pluk bare løs. Det er absolut ikke farligt og vil ikke føre til, at hårene efterfølgende vokser ud og bliver kraftigere," siger den norske dermatolog Ole Martin Rørdam til kk.no.

Dog skal du sørge for at få fat helt inde ved roden af hårstrået og altid rykke med hårets vokseretning i en hurtig og fast bevægelse. Hvis du benytter pincet på hårene på et modermærke, skal du være opmærksom på, om mærket bagefter virker ømt og irriteret. I så fald er det ikke en god idé at trække hårene ud på den måde igen.

Voks

Hvis du er tryg ved at bruge voks, så er det en god løsning på fx maven. Med voks kan du trække flere hår ud af gangen og dække et større område. Derimod er det ikke tilrådeligt ifølge kk.no at bruge voksen omkring brystvorterne. Her er huden tynd, og du kan godt komme til at rive hul på brystvorten, hvis du ikke er meget forsigtig.

Laserbehandling

Metoden, der med størst sandsynlighed fjerner dine sorte hår og ødelægger hårsækkene, så hårene bliver væk, nemlig laser, kan desværre kun bruges nogle steder på kroppen, skriver kk.no. Fx kan du ikke benytte dig af en laserbehandling omkring brystvorten eller på et modermærke, da laseren vil brænde den hud, der ikke er helt lys. Laser har bedst effekt, der hvor hårene er meget mørke og huden meget lys.

LÆS OGSÅ: IN tester permanent hårfjerning