HÅR

Uffe Buchard: Uden et godt klip får du ikke et godt blow job

IN har snakket med Uffe Buchard om det spændende koncept bag den nye hår- og neglesalon Blow

Midt i en afmatningstid kan det virke som en risikabel affære at åbne en salon, hvor kvinder kan få et blow dry, inden de skal i byen, til et møde e.l. Men det er netop, hvad Isabel Friis-Mikkelsen har gjort. Den smukke datter af Jarl og Jacqueline Friis-Mikkelsen har lanceret et koncept, der, selvom det er velkendt i udlandet, er helt nyt i Danmark.

Konceptet går kort sagt ud på, at man kan få sat sit hår og ordnet sine negle. Det er ikke en frisørsalon, men en blow dry-salon. Sammen med sit dygtige hold af hår- og negleartister inviterede Isabel tirsdag inden Københavns modeuge til åbning af salonen, som hedder Blow. Den ligger på Adelgade, kun et stenkast fra Københavns bedste natklubber og populære restauranter - en udmærket beliggenhed, hvis man vil tiltrække forfængelige festgængere, inden de skal ud og fyre den af.

Isabel Friis-Mikkelsen har konsulteret GrenaaBuchard, Uffe Buchards og Kim Grenaas bureau. De har blandt andet stået bag salonens 'menu', hvor billederne af de hårstyles, du kan få, er gjort ekstra appetitlige.

"I USA, især i Los Angeles og New York, er det koncept jo meget almindeligt," siger han til IN.dk, mens han nyder frugten af sin indsats med et glas champagne i hånden, "vil man nyde det søde liv i storbyen, så hører det her jo med."

Men hvordan mon vi danskere, som ikke på samme måde som amerikanerne har tradition for at bruge tusindvis af kroner om måneden på vores udseende, vil tage imod den nye form for selvforkælelse? Uffe Buchard er ikke bekymret. Han ser i stigende grad, at det danske storbyfolk er ved at prioritere netop den slags luksus.

"Jeg bemærker, at folk køber mindre lejligheder, men bruger flere penge på luksus," siger han til IN.dk.

Men kommer den nye trend med styling af hår til at udkonkurrere de allerede økonomisk pressede frisører? Ikke hvis du spørger Buchard, for ifølge modeeksperten er der ikke tale om, at man driver konkurrerende virksomhed. Det nye koncept skal snarere ses som et supplement til god hårpleje og en veludført klipning.

"Uden en god klipning får du jo heller ikke et godt blow job," siger Uffe Buchard med et glimt i øjet og griner.