SKØNHED

Hermés – dufte med historie

INs skønhedsredaktør giver dig nyt indblik i Hermès' fascinerende duftunivers

Hører du til dem, som har sukket efter at få fingrene i de lækre Hermès-parfumer og troligt har købt dem i udlandet i forbindelse med dine ferier? Så kan du glæde dig over, at du nu også kan få dem i Magasin på Kongens Nytorv, hvor Hermès har fået etableret den smukkeste stand. INs skønhedsredaktør Silke Grane har været på besøg og fået masser af oplevelser med hjem.

IN på besøg hos Hermès i Magasin

På den elegante Hermès-stand finder du blandt andet en lille "duftbar", hvor du ved hjælp af særligt designede lerkrukker kan få en fornemmelse af de forskellige dufte uden at blive træt i næsen - og samtidig kan rumme flere dufte efter hinanden. Du kan få et lille duftarmbånd (selvfølgelig med det klassiske Hermès-logo på), som hver især er podet med den duft, du gerne vil prøve.

Jeg var meget begejstret over den smukke papirskulptur (bygget op af de små duftlapper, man sprayer parfume på), som står på disken og vil forandre sig, eftersom kunderne putter de små brugte duftlapper i den. Der er virkelig tænkt over tingene hos Hermès og symbolerne som stigbøjlen omkring Voyage parfumen, den store hængelås (der hænger på de berømte Kelly-tasker) og her er brugt som en lås indeholdende parfume, du kan hænge på din taske som et gadget, samt snerten af læderduft i Kelly Caléche. Alt sammen noget, som binder historien om saddelmageren Thierry Hermès fra 1837 sammen.

Hermès har leveret et gennemført duftunivers, hvor man også kan få små parfume-etuier,
designet efter de klassiske hængelåse, man kender fra Hermès' tasker.


Siden 1930'erne har duftene været en integreret del af Hermès-huset og den berømte klassiker Caléche til kvinder kom frem i 1961. Siden er der kommet mange fantastiske dufte til med hver sin historie og hver sit udtryk.
Personligt er jeg faldet over tre dufte, som gjorde indtryk. Den første er den helt nye Jour d'Hermès, som er en feminin, fyldig blomsterduft, som kommer i den smukkeste flakon (designet af Pierre Hardy). 50 ml eau de parfum, 660 kr.

En anden parfume, som jeg blev meget fortryllet af er Un Jardin Sur Nil, som er en mere tropisk, frisk duft, men samtidig blød og cremet. Denne duft må jeg bare eje! Duften hører til Novelle-parfumerne, også kaldet Garden Collections.

Den tredje duft jeg gerne vil fremhæve er den unikke Kelly Caléche, som er en sofistikeret blanding af blandt andet rose og læder. Meget anderledes og perfekt til dig, som gerne vil have noget specielt.

Til venstres ses den skønne duftbar med sine fine lerkrukker, og til højre ses den unikke
papirskulptur, som vil forandre sig med tiden.