All Over Press
HUDPLEJE

Beachlife: De bedste cremer og tips under solen

At bruge den rigtige form for solbeskyttelse kan ikke alene spare dig for slemme forbrændinger. Solcreme fungerer også som et effektivt antiage-middel, da solen fremmer ældningsprocessen i huden. Som en ekstra bonus giver en langsom bruning desuden en pænere, sundere og mere holdbar sommerglød.

Sikker i solen

Følelsen af solen, der varmer din hud, er en af de skønneste fornøjelser i livet. Men lad være med at overdrive det. Forskning har nemlig vist, at hele 80 procent af rynker stammer fra soleksponering. Det at blive brun er en naturlig beskyttelsesmekanisme i huden, da huden danner pigment for at beskytte sig mod solen. Værre er det, når huden bliver solforbrændt og skoldet, da dette har direkte forbindelse til hudkræft. Men vi danskere elsker at opholde os i solen, og det ville være urealistisk for de fleste at skulle leve i skyggen. Til gengæld kan du passe på din hud og dit liv ved at undgå den direkte sol mellem klokken 12 og 15, hvor solens stråler er stærkest, og ved at bruge nogle gode solcremer.

Hvor meget solcreme bør jeg bruge?

De fleste bruger faktisk for lidt solcreme, hvilket betyder, at solcremen ikke svarer til den faktor, der står på tuben. Det siges, at to mg solcreme pr. kvadratcentimeter hud er passende, men da det er svært at måle, når man ligger på stranden, så forestil dig, at du former en skål med din hånd, og den mængde solcreme, der kan være i den, er nogenlunde passende til hele kroppen.

LÆS OGSÅ: Redaktionen tester: tre skønne solcremer

Hvad med ansigtet?

Solcremer til ansigtet byder ofte på lidt ekstra pleje med flere antiage-ingredienser og kan også fås uden olie, så porerne ikke tilstoppes. Sørg for at bruge en høj faktor, da huden i ansigtet er tyndere og mere sart end på kroppen.

Hvad nu hvis jeg alligevel er blevet forbrændt eller rød?

Du kan reducere rødmen ved at tage et køligt bad eller lave kolde kompresser til huden – kulden hjælper med at trække blodkarrene sammen igen. Tag evt. et par smertestillende piller for at dulme ømheden. Og så sørg for at give din hud masser af fugt og undlad at skrubbe unødigt på den, så du undgår yderligere irritationer. Lad være med at pille den skallende hud af – den fungerer som en barriere og beskyttelse for den ødelagte hud.

Skal jeg bruge aftersun-creme?

Enhver bodylotion kan give dig fugt, men en aftersun-creme byder ofte på lidt mere i form af en kølende effekt og indeholder ofte beroligende, dulmende ingredienser og virker desuden forlængende på din sommerglød.

7 gode solpleje-produkter

LÆS OGSÅ: Snyd dig til en fin sommerglød med selvbruner