HUDPLEJE

Det kan du nå på 30 minutter hos en professionel

Nogle gange er en hurtig og effektiv behandling en fordel – og nok til at tune ind på dig selv og nyde en pause. Her er derfor seks selvforkælelsesoplevelser, der sørger for smuk hud, ro i sindet og flotte, friske øjne.

Vidste du, at du faktisk kan få supereffektive skønhedsbehandlinger på kort tid? 

Med disse seks hurtige og effektive behandlinger, kan du opnå afslapning og selvforkælelse på blot 25 til 30 minutter – og det er helt sikkert noget, du kan takke dig selv for senere på dagen.

Læs også: Kosmetologen: Derfor er det vigtigt at have en god rutine og pleje huden indefra

Seks hurtige og effektive behandlinger hos en professionel

Den smarte og lynhurtige

Du kender hendes kultklassikere, Eight Hour-cremen og de små, ikoniske Ceramide-kapsler. Men vidste du, at du i stormagasinet Magasin har mulighed for at få en 20-minutters ansigtsbehandling, hvor der bl.a. bliver brugt mærkets innovative Skintervention device, der med varme, infrarødt lys, mikrostrøm og vibration stimulerer bindevævet og musklerne i ansigtet, så din hud på blot få minutter bliver mere glat, klar og strålende. En behandling, du nemt kan nuppe i din frokostpause, da den kan laves ovenpå din makeup. Smart!

Behandlingen kræver ikke tidsbestilling, man dukker bare op i en af Magasins tre forretninger.  

Mærk jordforbindelsen

Nogle gange skal der ikke fire timer til at finde jordforbindelsen – 25 minutter kan være nok. Så snart du har trukket vejret dybt i aromaterapeutiske dufte af appelsinblomst og ingefær, er det føddernes tur til faste tryk og strøg efterfulgt af de steder på kroppen, hvor du vil af med spændinger. Der er roligt, blidt lys, og har du en halv fridag, inkluderer prisen også en times adgang til dampbad og svømmetur i spaens pool.

Aromatherapy Hot Oil Massage, 25 minutter, Amazing Space, 650 kr.

Strandhud

Det er længe siden, at spraytan var kikset. Hop i dit sorte tøj, og book aftalen som en fyraftensbehandling, for der er en del farve på huden lige efter, og den skal gerne trække natten over. Efter morgenbadet kvitterer huden med en gylden, sund glød – som at stå op efter en god ferie. Vita Liberatas landsdækkende spraybehandling fra top til tå tager kun et kvarter og tilbydes i tre forskellige styrker; lys, medium og mørk. Hvis du skal til fest en lørdag og have lidt ekstra på glødkontoen, så book det eksempelvis torsdag eller fredag.

Spray Tan, 15 minutter, Nathalie Hviid Beauty, 199 kr.

Frisk glød i kinderne

Du sætter dig godt til rette i en blød stol og påfører så en maske, der mest af alt ligner noget fra en gyserfilm over ansigtet. Den giver huden et sundt chok med -60 grader tør kulde nedkølet via elektricitet – noget, der føles lidt som en tur ned ad en skiløjpe, fremfor isnende vinterbadning. Resultatet er en frisk hud, der gør makeup overflødig. For de bedste resultater anbefales cirka tre sessioner.

Cryo Facial, 10 minutter, One Thirty Lab, 295 kr.

Dine egne vipper – bare bedre

Forbered dig på at have ekstra tid, for din mascara får du ikke brug for de næste seks uger efter et vippebuk. Kald det permanente krøller til vipperne – de sidder der morgen, middag og aften og er kulsorte, hvis det er den nuance, du beder om. Kombinationen af buk og farve ligner naturlig mascara, der ikke klumper, og behandlingen er for alle vippelængder. Processen er behagelig og starter med kolde aloe vera-pads under øjnene. Derefter arbejder behandleren forsigtigt med vipperne – man fornemmer, at der sker noget, men ikke helt hvad, indtil man åbner øjnene og spotter to veltilfredse bambiøjne en halv time senere.

Lash lift, 30 minutter, Kenny Anker Studio, 495 kr.

Klar ansigtshud

Kombinationen af mandel- og citronsyre på huden gør, at 30 minutter er nok til både at sænke skuldrene og få en klar hud, imens du ligger på den bløde briks. Peelingen kan med fordel gentages løbende, fordi den fjerner døde hudceller og virker som et kort træningspas for huden, der bliver mindet om, hvor hurtigt den faktisk kan forny sig.

Balancing Peel, 30 minutter, Exuviance klinikker, 375 kr.

Læs også: Kosmetolog Anita Falslund deler 6 uundværlige solråd