HUDPLEJE

Sådan gør vi os smukke til sommerferien

Udsigten til at skulle vise sig frem i små bikinitrusser og top får danske kvinder til at gøre en ekstra indsats for at kunne se indbydende ud

Det er så vigtigt for os, at vi ser lækre og smukke ud, når vi skal vise os letpåklædte frem i ferien, at hele 59 procent af os kvinder giver os i kast med forskønnende gøremål, så som træning, slankekur, fod- og håndbehandlinger op til sommerferien. Det viser en ny undersøgelse, der er lavet af hotelsitet Hotels.com blandt 1197 danskere.

Mændene er også med på skønhedsvognen, og her melder 35 procent, at de gør noget ekstra ud af sig selv inden sommerferien rammer. Knap hver femte af både mænd og kvinder sørger eksempelvis for at lægge vejen forbi frisøren og få styr på lokkerne inden ferien.

Mændene træner og kvinderne vokser sig

For mændenes vedkommende, så sørger 16 procent for at motionere ekstra, mens 9 procent øger deres styrketræning, inden de skal skrue sig ned i et par badebukser på ferien.

For kvindernes vedkommende skal der naturligvis også fjernes hår de fleste steder, og det er da også det, der topper listen over, hvad kvinderne giver sig i kast med.

Her er top10 over hvordan vi forbereder os fysisk på sommerferien:

1. Jeg barberer/får vokset ben

2. Jeg får klippet hår

3. Jeg motionerer

4. Jeg barberer mig/bliver vokset under armene

5. Jeg ordner/får ordnet negle på hænder og/eller fødder

6. Jeg barberer/trimmer/får vokset kønsbehåringen

7. Jeg styrketræner

8. Jeg går på slankekur

9. Jeg går i solarium

10. Jeg får farvet håret