HUDPLEJE

IN TESTER | Luxury Skin Health Facial

Chefredaktør Trine Nygaard har testet en luksuriøs og afstressende ansigtsbehandling fra Elizabeth Arden PRO. Læs resultatet i artiklen.

Denne facial er som at være i himmelen for en stund! Først bliver jeg pakket ind i en fin dyne. Skønt for en frossenpind som mig. Dernæst bliver mine arme renset, får maske på og bliver pakket ind. Og så kommer turen til ansigtet, der også bliver renset og får maske på. Mens den virker, får jeg en ’velkomstmassage’ på hele kroppen uden på dynen. Ren afslapning og velvære.

Masken bliver fjernet og erstattet af en peeling, og da den har virket og er renset af, får jeg den blideste ansigtsmassage efterfulgt af en crememaske. Mens den virker, er det tid til massage af nakke, skuldre og hovedbund ... åh, himmel!

LÆS OGSÅ: IN TESTER | LING Signature Facial hos Anita Falslund

Nu bliver armmasken fjernet, og jeg får en håndmassage og en mild syrepeeling på hænderne. Crememasken bliver renset af, og der afsluttes med serum, dagcreme og mineralfoundation. Jeg elsker ALT ved denne behandling, men mest af alt at jeg ikke på noget tidspunkt bliver ladt alene, mens en maske virker. At der er nogen omkring en hele tiden, er et kæmpe plus, og aldrig har jeg følt mig så forkælet under en behandling.

Luxury Skin Health Facial, Elizabeth Arden PRO, 75 min., 795 kr.

Kontakt Dermanor på tlf. 33 26 03 33 for nærmeste klinik og forhandler.

Testet af chefredaktør Trine Nygaard