AOP
MAKEUP

Beautyeksperternes bedste tips til alle aldre

Hvilke produkter går mon igennem nåleøjet hos de kvinder, som til daglig beskæftiger sig med skønhed? Og hvad gør de selv for at holde sig sunde og smukke? Få fire danske beautyeksperters syn på deres egen alder samt deres bedste tips til at holde sig sund og smuk

Hvad spiser du? 

Jeg er B-menneske, så hvis jeg kan få fem minutter længere under dynen, springer jeg gerne morgenmaden over. Oftest ender det med et stykke knækbrød og noget frugt, når jeg er kommet på arbejde. Heldigvis har vi en god kantineordning, så her får jeg dækket mit behov for varm mad og variation. Jeg må dog erkende, at der ikke er meget salat at finde på min tallerken. Jeg elsker mormorretter som frikadeller og flæskesteg med brun sovs og kartofler. For ikke at nævne flødekartofler og bearnaisesovs. Og pomfritter.

Aftensmad afhænger meget af mine planer, men ofte står den på rugbrødsmadder eller fastfood. Hofretten er shawarma. Jeg er ikke god til at spise store portioner, så jeg skal helst have et eller andet rundt regnet hver fjerde time, ellers kan det mærkes på blodsukkeret (læs: humøret). Af søde sager står chokolade øverst på prioriteringslisten – og ikke mørk. Det er simpelthen for sundt. Så lys mælkechokolade, hvid chokolade eller nougat. Men når alt kommer til alt, har jeg større craving for salt end for sukker.

Hvilken motion dyrker du? 

Jeg er blevet rigtig glad for barretræning. En kombination af pilates og ballet, der kommer hele vejen rundt omkring mave, baller, lår og arme. Jeg snuser også lidt til hot yoga og reformertræning i øjeblikket, men barretræning er bestemt min favorit. Heldigvis kan jeg dyrke alle tre former for træning hos yogastudiet Senses, så jeg ikke skal drøne rundt. Så ville jeg aldrig komme af sted. Målet er også at komme på vandet en gang om ugen. Jeg har kajak-certifikat og nyder at være på vandet, hvor jeg både får rørt mig og får ro i sindet. 

Hvordan plejer du din hud? 

Min hudplejerutine om morgenen er den mest grundige, selv om det burde være omvendt, når huden har været påvirket af skidt og forurening hele dagen. Men jeg må erkende, at jeg ikke altid gør, hvad der er det rigtige. Min morgen består af rens, skintonic, serum, øjencreme, dagcreme og solcreme. Med hensyn til rens er jeg særligt glad for Is Clinical Cleansing Complex, som ikke udtørrer huden. Om aftenen står den også på rens, skintonic og enten et serum eller natcreme. Hvis jeg har været ude eller er supertræt, så bruger jeg en renseserviet og en serum eller natcreme efterfølgende.

Hvordan bruger du makeup? 

Jeg bruger ikke særlig meget makeup, da jeg godt kan lide det naturlige look. Men det bliver da til mineralfoundation, mascara, brynpen og gloss hver morgen, og hvis randene under øjnene er særligt mørke en morgen, bruger jeg concealer. Jeg er en af dem, der er født med mørke brede bryn og ikke fik overplukket dem i 1990’erne. Så dem fremhæver jeg, da det gør konturerne i ansigtet mere tydelige. Jeg får dem farvet og rettet hos Beauty Avenue Brow Bar. Jeg er stor fan er neglelakker, de kan gøre meget ved et look, og så er jeg pjattet med Nail Foundation fra Butter London, som jeg både bruger som underlak og alene.

Dine bedste skønne og sunde tip?

1. Fugt. Jeg tror ikke, at jeg kan nævne det nok. For at have en smuk og sund hud skal der masser af fugt til. Jeg vil anbefale alle at bruge et serum under dagcremen. Det gør virkelig en forskel. Og husk, at der er forskel på årstiderne. Det kan være, at huden har andre behov om sommeren end om vinteren.

2. Glem ikke halsen i din hudplejerutine. Før den daglige pleje en etage længere ned, så du ikke får slap hud i forhold til dit ansigt. 

3. Skal jeg komme med et sundhedstip, vil det være at skære ned på sukkeret. Jeg ved, at det er en kliche, men har selv oplevet fornyet energi. Hvis jeg spiser slik i dag, får jeg nærmest tømmermænd dagen efter.

Hvad er du særligt opmærksom på her i 30’erne? 

Jeg er blevet mere opmærksom på hudens forfald. Det gælder både i ansigtet og på kroppen. Så jeg går mere op i at pleje den og tage mig tid til det. Jeg mærker især en forandring i tørhedsgraden. Huden har brug for mere fugt end tidligere. Linjerne i panden, den dybe fold mellem øjnene og især halsen bliver der brugt meget tid på at studere. Og så er det først her i 30’erne, at jeg faktisk finder motion sjovt og givende. Tidligere har det været en pligt, og jeg er derfor ikke kommet af sted. Måske skyldes det, at jeg endelig har fundet min sportsgenre. 

Hvordan forandrer din krop sig? 

Fysisk finder jeg ingen forandring af min krop i forhold til 20’erne, men huden er bestemt blevet løsere. Liggemærkerne i ansigt og på bryst forsvinder ikke lige så hurtigt, og pergamenthud begynder at kunne anes på hænder og arme.

LÆS OGSÅ: IN tester | Mascara
 

Hvad spiser du?

Morgenmad består af en smoothie med avokado, mandelmælk, rødbedejuice, frosne bær, kanel, fiskeolie, chiafrø, vaniljepulver – og så ellers med en variation af bladselleri, spinat, lakridspulver, ingefær og æble i. Og nogle tænker ’Guuuuud, skal jeg så ha’ alt det i mit køleskab’, og ja, det skal du. Ofte tager jeg en lille håndfuld mandler sammen med min smoothie og så to-tre glas vand tilsat citronsaft om morgenen. Jeg er nemlig nødt til at sikre syre-base-balancen, fordi min last er, at jeg drikker fem kopper kaffe om dagen.

Frokost kan være lynstegt laks, æg og noget grønt – det sidste kan være tomater, agurk, gulerødder … altså hvad jeg lige har. Men laks og æg er fast, og nej, jeg bliver ikke træt af det. Når det er kagetid, blander jeg hytteost med lidt Husk-frø og ét æg plus kanel, vaniljepulver og kardemomme og steger den lille pandekage i kokosfedt og spiser den med iskoldt smør på. Jeg elsker det! Til aften spiser jeg det, min familie spiser. Men vi voksne bytter pasta, ris og kartofler (som børnene spiser) ud med lynstegt kål. I de sene aftentimer spiser jeg mørk chokolade og et glas rødvin. Om fredagen MASSER af lakrids. Elsker lakrids. 

Hvilken motion dyrker du? 

Jeg løber tre km dagligt. Det er nødvendigt, fordi jeg sidder så mange timer foran min skriveskærm. Jeg bliver aldrig nogen sportsørn, og jeg tænker aldrig ’yyyyeeeesss, nu skal jeg ha’ snøret løbeskoene på’. Men jeg gør det, fordi det giver mig en god fornemmelse (altså bagefter), og så gør det, at jeg, 7-9-13, ikke kan mærke, at min kropsalder har passeret de 30. Hver anden dag laver jeg et træningsprogram på 25 minutter (arme-mave-balder-fokus) i et fitnesscenter.  

Hvordan plejer du din hud? 

Åhhh, jeg gør jo meget. Dog ikke på samme tid. Huden er en doven fætter, og derfor er det okay at give den et skub en gang imellem – eksempelvis at køre en kur med Dermaroller og en frugtsyrebehandling. Men ikke som daglig pleje. Til hverdag tanker jeg op med fugt og sørger for, at der er gode fugtmagneter i mit serum, fx glycerin og hyaluronsyre. Så topper jeg med et par oliedråber (meget gerne hybenkerneolie) og slutter af med en dagcreme, der har solbeskyttelse.

Om aftenen skifter jeg mellem en A-vitamincreme (fx fra Environ) og så vækstfaktorserummet fra Bioeffect. Jeg bruger også et lille strømapparat (mynuface.com) – en slags elektronisk face fitness, der er effektiv og ufarlig. 

Hvordan bruger du makeup?

Min hud er vigtig, og jeg har altid brug for en anelse foundation på kinderne eller et par strøg med en mineralfoundation. Jeg er glad for både Tromborg og Jane Iredale. Og så er jeg afhængig af mørk eyeliner på vippekanten af øjenlågene – det giver et automatisk løft til hele ansigtet. Jeg får farvet bryn og ordnet negle (Shellac eller Vinylux fra Cnd), og samlet set gør det, at jeg egentlig altid kan slippe af sted med meget lidt makeup.

Hvordan plejer du din krop?

Jeg ELSKER massage, men faktisk mest i ansigtet. Min krop plejer jeg med masser af fugt (bruger faktisk bare en fugttonic fra Rønsbøl, som jo er til ansigtet) og mætter så efter med en god kropsolie. Jeg får fødderne ordnet hos min dygtige fodterapeut, men ikke ofte nok. Det sidste skal der strammes op på. En fotograf har engang fortalt mig, at en kvindes fødder afslører alt …

Hvad er dine bedste alderstip?

Få din hud i balance, det vil sige få en professionel i form af en hudlæge eller kosmetolog til at tjekke din hudtype (du kan også selv tjekke på skintypesolutions.com). Bed om en tilstandsrapport og ikke en salgstale. Hold gerne pause fra traditionelle skrubbecremer – en almindelig vaskeklud fungerer fint som alternativ – og investér i en god A-vitamincreme, som er kongevitaminet inden for hudforbedring. Og ja, husk SPF.

Spis fisk og frø. Omegafedtsyrer i fisken smører huden, så det ses. Drop sukker. Hvis du vil have pæn hud, så tro på, at sukker er skidt. Drop det på lige fod med grillstegning i solen. Der er tilstrækkeligt bevis for, at sukker hægter sig fast i hudens kollagene væv og gør den trist og stivnet at se på. 

Hvordan forandrer din krop sig?

Perfekt, faktisk. Jeg får jo det ud af den, som jeg fylder på, og som jeg træner den til. Det kunne da også sagtens være mere på træningsfronten (for numsen falder og flader ud).

Hvad spiser du? 

Min morgenmad i hverdagen består af havregrød med kanelsukker, måske med årstidens frugt, en masse vand og Nescafé med vanilje-soyamælk og rørsukker. Elsker min morgenkaffe. I weekenden forkæles familien og jeg med morgenbrød og croissanter fra Bøjes Brød i Ordrup. Min frokost prioriteres ikke højt længere, da jeg er blevet selvstændig – den er ofte stående, på vej ud af døren, arbejdsfrokost eller en sandwich (skinke, ost, pesto).

ores middag hjemme er altid sund, og jeg prioriterer økologiske varer – det kan være fiskefrikadeller, madpandekager, suppe eller lasagne og altid med masser af grønt tilbehør, kål, salat og groft brød. I weekenden nyder jeg næsten altid rosé eller rødvin til middagen. Hvis jeg arbejder om aftenen eller i weekenden, må jeg have lidt sødt som fx Irmas Bridgeblanding og Irmas hvide chokolade (også økologisk). Den smager vidunderligt af karamel, og jeg spiser vist en plade hver dag.

Hvad dyrker du af motion ? 

Jeg har altid løbet meget, for så kan jeg selv tilpasse tidspunktet, men nu bliver det oftest kun i weekenden. Tidligere trænede jeg hver dag, men selv om jeg ikke træner hver dag længere, så er jeg stadig i god form og kan sagtens løbe Eremitage-ruten på under en time. Derudover træner jeg yoga i Yoga Factory i Hellerup. Vinyasa Flow og Unnata Aerial Yoga er avancerede øvelser, der er udfordrende for krop og balance. Træningen foregår blandt andet i en ’hængekøje’ – nærmest en slags akrobatik.

Hvordan plejer du din hud? 

Jeg renser min hud med rensesæbe og ansigtsvand hver morgen og aften og anvender en peeling en-to gange ugentlig. Af ansigtsprodukter bruger jeg et par produkter fra La Prairie: Serummet Anti-Ageing Longevity, som er ren yoga for huden, og 24-timers-cremen Anti-Ageing Stress Cream, men vigtigst er nok øjencremen Skin Caviar om aftenen.

Hvordan bruger du makeup?

Jeg elsker læbestifter i stærke farver, eksempelvis Bobbi Browns Rich Lip-læbestift, og Be Long Mascara fra Clarins. Jeg fremhæver altid enten læber eller øjne, men aldrig samtidig.

Hvad fremhæver du hos dig selv, og hvilke produkter bruger du?

Mit bedste quickfix-produkt er den lysreflekterende Gold Illusion Line Filler fra La Prairie, som er et quickfix til kvinder i alle aldre. Den udvisker linjer og giver huden et sommerfriskt udseende. Et sted, jeg kan anbefale, er Palma Aveda Spa – her får jeg deres særlige signatur-ansigtsbehandling, som er en slags detox for træt hud. Behandlingen er helt vidunderlig – der indgår kraniosakral behandling, som er en særlig øjenbehandling med isterninger og pleje af hænder og fødder. Det er ren afslapning.

Hvordan plejer du din krop?

Jeg bruger en bodyscrub en-to gange om ugen for at opnå den største effekt af min opstrammende kropsolie, Clarins Huile Tonic. Den absorberes straks af huden, som bliver silkeblød og dufter vidunderligt ren. Et par gange om året får jeg en times behandling hos Palma Aveda Spa med en Stress-Fix Body Massage. Det er luksus for alle sanser.

Hvad er dine bedste skønne og sunde tip?

Mit bedste skønne og sunde tip til kvinder i min egen alder er først og fremmest at være tilfreds og glad i dagligdagen. Hvis ikke man er det, må man tage action, for livet er kort, og det skal leves her og nu. Man skal tage ansvar, leve sine drømme ud og forkæle sig selv i hverdagen så vidt muligt. Det ses tydeligt på huden og kroppen, om man er i balance med sig selv. Elsk dit liv, din kæreste og dine børn. Drik en masse vand, dyrk motion og vær stolt af dig selv!

Hvad er du særligt opmærksom på her i 50’erne? 

At få min skønhedssøvn, træne hver anden dag og tænke positivt. Jeg mærker ærligt talt ingen forskel på min krop, selv efter at jeg er blevet 50. Måske det skyldes, at jeg har fået mine børn i en sen alder.

LÆS OGSÅ: 10 inspirerende sommerfrisurer
 

Hvad er dine sunde madvaner?

Min morgenmad består af en smoothie, som er inspireret af en opskrift fra bogen ’10 år yngre på 10 uger’, men jeg tilsætter også gerne andre ingredienser. Min frokost består ofte af hårdkogte æg, fiskefrikadeller, hytteost, tomater og den slags. I dag taler man meget om fedt og muskelmasse, og jeg har en vægt fra Medic, som måler ens fedtprocent.

Min fedtprocent er faktisk høj, den er på 28,6, og muskelmassen er på 28 procent, så jeg vil gerne have flere muskler end fedt. Så jeg har en opskrift på hjemmelavet mysli, som jeg spiser i stedet for slik, eller også tager jeg et stykke frugt. Hvis jeg alligevel får brug for et mellemmåltid, tager jeg en yoghurt med et æble, rosiner og nødder i.

Om aftenen er jeg glad for Jamie Olivers minestrone, som man kan lave til en tre-fire dage og så fryse ned. Skal det være takeaway, er jeg glad for et sted, som hedder Frøken Olfert i Charlottenlund eller Kardemomme i Hellerup, som har en skøn vegetar-risret. Jeg synder indimellem med hjemmelavede frugtflødeboller med bær og nougat i midten fra Kransekagehuset, men det skal helst være sammen med nogen. Hvis jeg er alene og trænger til lidt sødt, så hopper jeg på min hjemmelavede mysli. Få Bonnies smoothieopskrift på in.dk

Hvordan plejer du din hud?

Jeg har fået en fenolpeeling i 1994 og så en ny omgang omkring munden for syv år siden. Det er en opstrammende og udglattende syrebehandling. Ellers bruger jeg en almindelig fugtighedscreme fra Avène, som mange af mine patienter også får med efter en fenolpeeling. I perioder tager jeg også Imedeens hudplejepiller til kvinder på 50+ år. De er lidt dyre, men de er gode.

Hvordan bruger du makeup?

Jeg er glad for Lancômes selvbruner Flashbronzer i ansigtet. Jeg har fået tatoveret en eyeliner langs vippekanten foroven og forneden af Bente Jensen på Frederiksberg Allé, hun er god. I dag har jeg en helt sart blå øjenskygge på fra La Roche-Posay, en mascara og rouge på kinderne. 

Hvordan plejer du din krop?

På mit job kan vi få massage, og det er jeg glad for. Jeg går til linedance og yoga en gang om ugen, og derudover har jeg en crosstrainer derhjemme, som jeg bruger en halv time hver eneste morgen. Jeg står gerne op kl. 4.30-5.00 og går en tur med hunden og bruger crosstraineren i en halv time, og så er jeg også vinterbader og tager en tur i vandet hver morgen.

Hvad er dine bedste skønne og sunde tip?

Koldt vand i badet om morgenen og så et håndklæde, der er lidt stift i det. Det får kroppen i gang og giver masser af gode humørgivende endorfiner. Og så selvfølgelig at lade være med at ryge – det er helt afgørende, for hele kroppen bliver jo påvirket af det – og desuden ikke at drikke for meget. Man kan se, når folk drikker for meget, så bliver de sådan lidt svampede i huden, eller man kan få lidt poser under øjnene. Spis sundt, det siger alle jo, men sørg for at motionere bare en halv time hver dag.  

Er der noget, du er særligt opmærksom på her i 60’erne?

Jeg vil gerne være bedre til at drikke vand. Jeg glemmer det lidt og drikker kaffe i stedet. Det er vist ikke det sundeste. Og så det med at være positiv, det tror jeg på betyder meget. 

Hvordan føler du, din krop opfører sig i den alder, du har nu?

I forbindelse med at jeg fik brystkræft for 25 år siden, fik jeg nogle antiøstrogener, som gav mig mere stive led. Og jeg har også en lille smule slidgigt ved mine knæskaller, som betyder, at jeg ikke må veje for meget og skal holde muskelstyrken ved lige med motion.

Hudpleje i alle aldre

LÆS OGSÅ: HÅR | Powerkuren der kan ses

Læs mere om: