Find dine farver

MAKEUP

Find dine farver

IN guider dig til, hvordan du vælger makeup i farver, der passer til dine øjne, din hud og dit hår

Din makeup får en ekstra dimension, når du vælger farver, der virker sammen med dine egne. For pludselig kan øjenskyggen fremhæve øjnene og få blushen på dine kinder til at stråle.

Skønhedsekspert Mikkel Hyldebrandt guider dig til den perfekte makeup, der gør skøn og fremhæver din øjenfarve.

Grøn
Grønne nuancer kan blive utroligt smukt på øjenlågene. Har du mørkebrune øjne, er mørkegrøn eller mosgrønt virkelig pænt, og hvis dine øjne er blå, er gyldengrønne farver smukke. Prøv også en mørk mascara med grønt, for den vil synes sort, men fremhæve farven på dine øjne. Når det gælder neglene, er mørkegrøn lak mest klassisk og elegant, mens lysegrønt kan se sjusket ud, hvis du ikke lægger flere lag, så farven bliver tæt. Endelig kan du få primers eller korrigerende makeup med grøn farve, der udjævner det røde i huden, men husk at bruge en dækkende foundation bagefter!

Blå
Blåt forbindes for det meste med skygger, liner og mascara. Mørke nuancer passer bedst til brunetter, mens lysere og klarere toner passer blonde bedre. Synes du, de rene blå toner er svære at bruge, så findes der flere eyeliners og mascaraer, der har en sort base, men som har et let blåt skin, hvilket virkelig kan fremhæve blå øjne. Et andet blåt trick kommer fra makeupartisten Laura Mercier, der bruger en blød lyseblå eyeliner på den fugtige del af øjets kant for at få øjnene til at se større og friskere ud. Blåt er også stort til neglene, men lidt svær i brug, da den hurtigt får hænderne til at se hvide ud. Prøv fx en blødere blå tone, som har lidt lilla i sig, eller snup en af de mange lyseblå nuancer, der er ude lige nu.

Fersken
En ferskenfarvet blush passer på de flestes kinder og giver et friskt og solkysset udseende. En concealer, der er lidt orange i farven, kan du, som er mørk eller har oliventone i huden, bruge til at dæmpe mørke skygger under øjnene. Kombineret med en foundation kan den give dig en jævn og smuk hudtone i hele ansigtet. Det klæder også de fleste med en læbefarve, der har ferskennuance. Det giver et friskt look og gør læberne fyldigere, særligt hvis der er en smule shine i produktet. Måske er fersken ikke den første farve, man tænker på til øjnene, men den kan være rigtig fin, hvis du har grønne eller nøddebrune øjne.

Rød
En rød læbestift med lidt gult i sig giver et varmt indtryk og passer til dig, der er blond. Det er samtidig en nuance, der gør læberne fyldigere at se på. En kold rød tone gør derimod looket lidt skarpere og fungerer bedst til dig, der er mørkere i huden. Makeupartist William Wärnild fra Make Up Store anbefaler ikke knaldrød på hverken øjenlåg eller kinder. En rustrød på øjet er derimod rigtig fin, da den komplementerer nuancerne i huden. Især hvis du bruger den med brun og en sodet kohl.

Rosa
Der findes et utal af rosa nuancer, og det er da også en farve, der passer til både mørke og lyse typer. Har din hud en gul undertone, skal du undgå rosa nuancer i din foundation eftersom det kan give en grånende effekt. Rosa er også flot på øjenlågene og giver et blødt og elegant look. Har du brune øjne, skal du vælge en brunlig rosa, lys rosa eller rødlig rosa. Blå øjne fremhæves af en 'nude' nuance, der har hudtone eller beige rosa. Undgå klare rosa toner, især hvis du har en rosa undertone i huden. En highlighter i lys rosa er perfekt, hvis du vil fremhæve bryn eller kindben, og så dæmper en concealer i en rosa beige det blå i huden, hvis du er meget lys. Det betyder, at du skal bruge den under øjnene, hvis du har tendens til mørke skygger der.

Læs mere om: