Nu kan du skræddersy dine skønhedsprodukter
MAKEUP

Nu kan du skræddersy dine skønhedsprodukter

Røde læber, blå vipper og parfume i ansigtscremen? Tidligere var det branchen, der alene dikterede mode og muligheder for skønhedsprodukter, men i dag kan vi som forbrugere selv tone vores foundation og få fjernet uønskede ingredienser fra hårkuren. Skræddersyet skønhed er en voksende tendens, som vi kommer til at se meget mere til i fremtiden.

Hvad skal din hårkur dufte af?

Foretrækker du veganske ingredienser i din ansigtscreme og pangfarver på øjnene, eller vil du hellere selv sammensætte farverne i din palet med øjenskygge?

Mulighederne for at få skræddersyet dine skønhedsprodukter er i dag utallige. Flere brands tilbyder personlige løsninger – fra mascara og læbestift til serum og kropspleje, og ord som ‘unik’, ‘individuel’ og ‘personlig’ fylder mere og mere i skønhedsverdenen. Det individuelle touch får plads i stadig flere produkter og er langsomt ved at blive mainstream, forklarer Charlotte Torpegaard, der har arbejdet med og i skønhedsbranchen i mere end 25 år.

LÆS OGSÅ: Du kan også tilpasse moden til dig - custommade hitter

Hun peger som eksempel på Lancôme, der for nylig lancerede en ny linje med custommade foundation.

Julia Lahme, trendforsker

– Der er vendt op og ned på konventionerne. Min yndlingshistorie er, dengang Helena Rubinstein lancerede en grøn læbestift, fordi brandets makeupartist havde set det på et maleri og syntes, at det måtte være sagen – den var ikke gået i dag. I dag er det forbrugerne, der dikterer dagsordenen. Hvis forbrugerne ikke vil have parabener, er producenterne nødt til at tage dem ud, uanset hvad de ellers selv mener om det. De prøver at møde forbrugernes krav, og skræddersyede produkter er en måde at gøre det på, forklarer Charlotte Torpegaard.

– I virkeligheden har de såkaldt customized produkter jo eksisteret altid. Inden skønhedsverdenen blev, som vi kender den i dag med Elizabeth Arden og Helena Rubinstein som frontløbere, var det den eneste måde, man kunne få lavet produkter på. I 1980’erne lancerede Estée Lauder Prescriptives, der som det første etablerede brand kunne skræddersy makeup til din hud. I dag er foundation i sig selv nærmest en hel videnskab, og du kan få den stort set, som du vil have den, fortæller Charlotte Torpegaard.

Mulighederne spænder i dag vidt

Hårplejebrandet Wella står bag en serie, hvor hvert enkelt produkt sammensættes ud fra personlige svar, som kunden har givet i et detaljeret online-spørgeskema. L’Oréal har købt tech-virksomheden Modiface, der står bag en augmented reality-app, som med særlige tekniske ansigtsanalyser kan måle din hudtone ned i mindste detalje og finde den foundation, der matcher din hud nøjagtigt. Og kosmetikgiganten Mac gør det muligt selv at sammensætte farverne i øjenskyggepaletten, så du kun får de farver, du kan lide og har brug for.

LÆS OGSÅ: Hvor kan du spare, og hvor skal du spendere på skønhedsprodukter? Få svaret her!

– Der er forskel på at gå ind i en butik, hvor en ansat fortæller dig, om en foundation ser pæn ud på dig, og at få det målt, så produktet matcher 100 procent. De mange nye teknologier gør det nemmere og billigere at brede mulighederne ud, for du kan gøre det hjemmefra over nettet, hvis det er det, du har lyst til, siger Charlotte Torpegaard.

Skræddersy dine skønhedsprodukter

Jeg er unik

Branchen tilbyder hele tiden flere og nye personlige løsninger, og interessen fra forbrugernes side lader til at være enorm. Og den individuelle løsning og personlige stil er del af en kæmpe trend.

– Det er blevet legitimt at sætte sig selv i fokus, og det ser vi i mange af de valg, vi træffer i dag. Vi er blevet ekstremt fokuserede på, at det, vi køber, skal være til os selv, for vi er efterhånden så meget værd i vores egen bevidsthed, at vi ikke behøver finde os i at skulle købe det, som alle andre køber. For vi føler os ikke som alle andre, forklarer trendforsker Julia Lahme.

– Det gælder ikke som for 25 år siden om at være smart, men om at have sin egen stil. At det nu flytter over i skønhedsbranchen er en naturlig ting, for hvis ikke jeg har en sjæl og en krop som alle andre, så har jeg selvfølgelig heller ikke en hud eller et hår, som alle andre, siger hun og forklarer, at flere i dag køber skræddersyet tøj i saloner, ligesom det i modeverdenen bliver mere og mere populært med pre-order, hvor man bestiller fra en kommende kollektion, så der kun produceres præcis det, der faktisk efterspørges.

LÆS OGSÅ: Test: Den ultimative læbestift er fundet!

– Det hænger bl.a. også sammen med miljødebatten, hvor vi er optagede af ikke bare at købe løs, men om at få et ordentligt produkt fra starten. Den tendens vil vi se meget mere til inden for livsstilsområdet. Som trendforsker mener jeg, at det er helt hysterisk relevant, at det går denne vej, for det tvinger os til at træffe bevidste valg. Det gør, at vi kan vælge kun at købe noget, der er produceret specifikt til os og vores behov, og det mindsker i sidste ende også mængden af spild, siger Julia Lahme.

Charlotte Torpegaard

Mulighederne for at få skræddersyet sine skønhedsløsninger vil kun blive endnu flere de kommende år, understreger Julia Lahme og peger som eksempel på, at flere skønhedsklinikker og kosmetologer ikke længere kun har specifikke behandlinger på ‘menukortet’.

– De sælger tid og skræddersyr behandlingen, når kunden ligger i stolen. For de kan ikke længere forudse, hvad kunden har brug for. Der er ingen tvivl om, at den personlige tilpasning kommer til at fylde mere og mere i skønhedsbranchen, siger hun.

Samme udvikling forventer Charlotte Torpegaard.

– Navnene på nye skønhedsprodukter hedder oftere og oftere noget med ‘personalized’ eller ‘customized’, og det tror jeg, at vi vil se meget mere af. Også selv om meget af det stadig er helt almindelig dagcreme eller foundation, der er tonet eller blot sammensat særligt til dig. Men vi bevæger os mere i retning af, at du får en personlig konsultation om, hvilke behov du specifikt har, siger hun.

I USA arbejder den tyskfødte dr. Barbara Sturm også på at skræddersy cremer. Her baseres det personlige islæt i cremen på blod, som hun tapper fra kunden og bruger til at sammensætte og udvikle det individuelle produkt på. Angiveligt tilfører det cremen særligt foryngende evner.

LÆS OGSÅ: Derfor skal du bruge hårscrub

– Stamceller og dna er noget, som mange eksperter og skønhedsbrands kigger på i øjeblikket. Det er en form for ‘hyper customization’ – noget af det er helt ude i ekstremerne, i hvert fald set fra et dansk synspunkt. Men ud fra et skønhedsfagligt synspunkt er det interessant at se, hvor denne her udvikling bliver taget hen. Vi skubber jo hele tiden til det hele – og måske bliver det også mainstream en dag, siger Charlotte Torpegaard.

Eksempler på skræddersyet skønhed

Parfume: Jo Malone London
Det velduftende brand Jo Malone London var blandt de allerførste til at tilbyde ‘fragrance combining’ − altså muligheden for at mikse din egen helt unikke duft.

Siden har mange andre brands fulgt trop, ligesom man kan få indgraveret navn på sin parfumeflakon. Du kan læse mere om Jo Malone London her.

Serum: Apot.care
Din hudtype og hudens tilstand er individuel, og derfor giver skræddersyede løsninger inden for hudpleje god mening. Også når det drejer sig om at finde den rette serum til lige præcis dig. Ved hjælp af et spørgeskema får du at vide, hvad din hud har brug for.

Det er tilfredsstillende, når man dagligt bruger sine produkter – her kan man tale om effektivitet. Pris fra 225 kr. Du kan læse mere om Apot.Care her.

Kosttilskud: Vita Viva
Man har længe kunnet besvare skemaer og få tilsendt de vitaminer, man ifølge rækken af besvarede spørgsmål mangler.

Vita Viva er nu gået skridtet videre og har startet et samarbejde med en ny sundhedsklinik i København, hvor du med eksperters hjælp kan få styr på både hormonbalance og vitaminmangler og få hjælp til at styrke krop og sind. Pris på behandlinger 850-30.000 kr. Du kan læse mere om Vita Viva her.

Hårpleje: System Professional
Et hårstrå er lige så individuelt som et fingeraftryk. System Professional kortlægger en personlig og unik ‘EnergyCode’, som ud fra et veludviklet system sammensætter den shampoo, balsam, hårkur og -olie, dit hår har brug for.

System Professional fås i saloner i hele landet. Priser 219-649 kr. Du kan læse mere om System Professional her.

LÆS OGSÅ: Sådan undgår du elektrisk hår