SUNDHED & TRÆNING

5 træningsvideoer, du kan lave hjemme på stuegulvet

IN guider dig her til 5 gode træningsvideoer, som max tager 30 minutter, ikke kræver redskaber og er til at finde ud af – så bestemmer du jo selv, om du vil træne én, to eller tre gange om ugen.

Det er sundt at træne, og det ved vi godt. Men det kan hurtigt virke lidt uoverskueligt med lange træningsprogrammer, som kræver både udstyr, ro og motivation. Og særligt det sidste halter lidt bagud her under anden lockdown hvor humøret - mildest talt - trykker. 

Men vi mangler vores daglige cykelture, træningsture og gåturene på kontoret; op og ned ad trappen og til kaffemaskinen. Uanset hvad, så bruger vi vores krop langt mindre i disse tider, hvor vores største fysiske bevægelse er at rykke os fra sengen til hjemmekontoret. 

Vi burde røre os mere, men motivationen er gemt godt væk og sofaen og Bridgerton kalder dit navn. Men hvordan får vi lige træningslysten tilbage?

Få træningslysten tilbage

Start småt, men godt. Det handler om at sætte sig nogle realistiske mål, der passer til dig og din hverdag. For det er de små sejre, som giver kampgejsten tilbage.  

Derfor har vi samlet fem træningsvideoer, som rent faktisk får dig til at hjemmetræne og forhåbentlig kan give dig træningslysten igen. De er både overskuelige, kræver intet udstyr – og så er det fem seje kvinder, som leder dig igennem øvelserne.

20 minutters yoga med Karen Pallisgaard

Karen har i samarbejde med femina lavet nogle simple yogavideoer under navnet 'Hverdagsyoga', der hjælper dig med at finde ro i en travl hverdag. Træningen tager kun 20 minutter, kræver ingen redskaber og føles helt fantastisk for både krop og sjæl!

LÆS OGSÅ: Her er 2020's mest populære diæter ifølge Google

5 minutters mavetræning med Melissa Wood

Fem minutter lyder måske ikke af meget, men vi lover dig, at du med denne korte mavetræning får bomstærke - og ømme - mavemuskler! Melissa guider dig igennem øvelserne og med kun fem minutter og ingen krav om redskaber, er der vist ingen undskyldning.  

20 minutters pilates med Emma Martiny

Med Emmas 20 minutters pilatestræning får du både trænet og strukket ud - perfekt til vores stive computerkroppe. Emma guider dig stille og roligt igennem øvelserne, så alle kan være med, og træningen kræver ingen redskaber.

30 minutters full-body hjemmetræning med Michelle Kristensen

Med Michelles 30 minutters hjemmetræning garanterer vi sved på panden! Michelle guider dig igennem alle øvelserne, og de mange repetitioner gør dem overskuelige - også hvis du er nybegynder.

10 minutters yoga med Adrienne

Med denne hurtige, 10 minutters yogaguide er du sikret afspænding i nakke, skuldre og ryg. Adrienne guider dig roligt igennem yogaøvelserne og sikrer, at alle kan være med. Mon ikke vores krop vil takke os, hvis vi nupper10 minutter på yogamåtten hver morgen eller aften?

LÆS OGSÅ: Her er den nye type yoga, du ikke har hørt om før

Vi vil øve os på at komme ind i en god træningsrutine med disse fem seje kvinders træningsvideoer - vi starter på mandag...