Tips til at træne med kropsglæde
Foto: AOP
SUNDHED & TRÆNING

6 tips til at træne med kropsglæde

Elsk din krop – også når du træner. Få 6 tips til, hvordan du kan få en mere kropspositiv vinkel på din træning og træne med mindre pligt og pine – og med langt større omsorg for din krop.

Sådan kan du træne med mere kropsglæde

Nogle dage kan træning føles mere som en kamp MOD kroppen end FOR den. De dage vil vi gerne have færre af – så vi i stedet for at fokusere på deller, der skal væk, træner for glæde, overskud og et godt helbred. 

1. SUNDHED ER MERE END MOTION

Selv om en slank krop med sixpack signalerer sundhed for nogle, betyder det ikke, at du også skal anskue din sundhed på den måde, for det sunde liv kommer i mange størrelser og former, og en lav BMI er ikke svaret på alt.

Sover du godt, er du glad, dyrker du sex, og nyder du livet, skal du ikke glemme, at det også er sundhedstegn. Selv om du træner og stadig har lidt på sidebenene, så se det som en gevinst, idet du er sund og styrker din krop gennem motion og træning – og alligevel har lidt at stå imod med, hvis du skulle få brug for det.

2. FØL DIG TILPAS TIL TRÆNING

Der er en tendens til, at vi skal gemme kroppen væk, hvis ikke den matcher idealerne fra reklamesøjlerne, og mange kvinder føler sig endda utilpas ved at færdes i fitnesscentrene og på løbestierne. Men hey, alle passer faktisk ind her – det kræver ingen bestemt figur eller fitness-grad. Det, at du er her, giver dig automatisk en berettigelse.

Er fitnesscentrets stemning alligevel ikke lige dig, er der heldigvis mange andre muligheder. Find for eksempel et mindre yogastudie eller et gymnastikhold, investér i dit eget fitnessgrej, og invitér nogle veninder hjem til træning hos dig, eller meld dig til en holdsport, hvor det er fællesskabet og samarbejdet, der er i fokus. Når du træner sammen med andre, kan I være fælles om at opleve, hvor fedt det faktisk er at bruge kroppen.

3. TRÆN KUN 80 PROCENT

Når du går i gang med at træne, har du måske lyst til at give den hele armen, så du knap nok kan gå dagen efter. Men selv om det umiddelbart kan virke som en god måde at ”mærke sig selv” på, så prøv at holde igen, og træn ikke hårdere, end at du føler, du sagtens kunne have givet dig 20 procent ekstra.

Når du starter roligt, vil du gradvist kunne mærke, at kroppen får det bedre indefra og ud. Du lærer at lytte til kroppens signaler, og hvad den har brug for, og risikoen for, at du mister motivationen, er langt mindre, end hvis du giver den hele armen fra start.

LÆS OGSÅ: TRÆNING | Du skal træne efter dit humør

4. FOKUSÉR PÅ DEN GODE ENERGI

Glem alt om at se dig selv i spejlet, gem for guds skyld badevægten langt væk (det tal siger alligevel ikke meget om din sundhed), og læg i stedet mærke til alle de fordele, træningen giver – ud over det rent fysiske. Hvis du lige er begyndt på at træne eller har genoptaget vanen, kan du virkelig mærke alt det, der sker med dig.

Den første reaktion er sandsynligvis, at du føler, du har mere energi og overskud, dernæst mærker du måske, at du sover bedre, og så kan det også være, du får lyst til at spise mere sundt og nærende – og hvem ved, om ikke også dit sexdrive får et boost i den rigtige retning. Læg mærke til alt det gode, og nyd energien, der kommer med at røre sig.

5. TRÆN I NATUREN

Når du står på løbebåndet eller crosstraineren, er det svært ikke at holde fokus på, hvad kalorietælleren og uret siger, ligesom du sikkert også har travlt med at tælle gentagelser, hvis du laver maveøvelser eller squats – og det kan for nogle føles som en straf.

Er du gået lidt død i træningen og har svært ved at finde glæden, så prøv at flytte din motion udenfor. I naturen bliver aktiviteterne i højere grad til en leg, fordi du får vækket alle sanser, brugt kroppen på en naturlig måde og glemmer alt om kalorieforbrænding. Tag rulleskøjterne frem, gå en tur, spil bold med børnene, eller løb en tur under de falmende blade.

6. DEL DIN TRÆNING

Vi ser måske mest til fitness-atleter på Instagram, men har du først besluttet dig for, at din sundhed er lige så rigtig som den medieskabte sundhed, så er der heller ingen skam i at dele din træning på de sociale medier.

Ligesom du måske deler et billede af lækker mad, du har bikset sammen, eller din nye pedicure, så del også dine træningsbilleder. På den måde signalerer du dels, at du elsker din krop, dels kan du måske endda motivere andre, der kan have det lidt svært med kropsglæden, når det kommer til træning.

LÆS OGSÅ: Hold motivation opppe med 10 smarte fitness-apps

nyhedsbrev

Læs mere om: