SUNDHED & TRÆNING

7 fordele ved at gå en tur

Der er mange sunde fordele ved at komme ud og gå en tur i den friske luft - bliv klogere på dem her!

Motion er godt for både krop og sjæl, og det mærkes tydeligt, hvordan humøret stiger, når vi snørrer skoene og kommer ud i den friske luft. Du behøver ikke kaste dig ud i en sprint eller løfte tunge vægte for at høste alle de sundhedsmæssige fordele, der er forbundet med at røre sig. Forskning viser fx, at bare en kort, afslappet gåtur efter aftensmaden har stor betydning for dit blodsukker - endda i samme grad som lægemidler, der modvirker højt blodsukker. 

LÆS OGSÅ: Flad mave: 5 øvelser, du kan lave hjemme på stuegulvet

Det sker der i din krop når du kommer ud at gå:

1. Dit hjerte bliver stærkere. En halv times rask gang hver dag mindsker din risiko for hjerte-kar-sygdomme betragteligt, blandt andet fordi du sænker det dårlige kolesterol og hæver det gode kolesterol i blodet.

2. Dit blodsukker bliver mere stabilt. Det er helt normalt, at dit blodsukker stiger en smule efter et måltid. Fordøjelsen laver kulhydraterne om til glukose, som fragtes rundt i kroppen via blodet. Insulin åbner celler i muskler og væv, så sukkeret bliver brugt der, hvor der er behov for det. Men for personer, der lider af diabetes type 2, virker denne mekanisme ikke så godt. Derfor er det både godt at gå tur, hvis du har diabetes, og hvis du vil mindske risikoen for at udvikle det. 

3. Du sover bedre. En god gåtur sidst på eftermiddagen eller først på aftenen giver dig en bedre nattesøvn. Måske oplever du, at du er helt udkørt efter en lang dag på arbejdet, men det gælder ikke nødvendigvis for din krop. Hvis dit job er et stillesiddende et af slagsen, er det netop vigtigt at flytte fokus fra hovedet og til kroppen. På den måde vil du opleve, at du ikke kun er mentalt træt, når du lægger hovedet på puden - men også fysisk. 

LÆS OGSÅ: Hemmeligheden bag en god nats søvn

4. Du booster din hjerne. Et studie har vist, at en gåtur kan forbedre din evne til at regne. I studiet skulle 52 personer gå en tur, mens de blev præsenteret for et regnestykke. Umiddelbart efter blev de bedt om at dreje til højre eller venstre, hvorefter de skulle sige deres regnestykke højt. Forskerne fandt, at de personer, der gik til højre, var bedre til at løse plus-regnestykker, mens de, der gik til venstre fandt det nemmest at løse minus-regnestykker. Resultaterne bekræftede, at der er en sammenhængmellem tal, rum og motoriske processer.

5. Du kan lettere holde vægten. En god gåtur er ikke at kimse af, heller ikke hvis du gerne vil holde kalorieregnskabet. Gåture kan endda være mere effektive under et vægttab, fordi kroppen meget bedre kan holde til at gå i langt tid end den kan holde til lange løbeture. 

6. Du bliver gladere. Gåture i dagslys og/eller grønne omgivelser kan mindske stress, depressioner og angst. Når du går, producerer kroppen flere endorfiner – også kaldet lykkehormoner – og skiller sig samtidig af med de skadelige stresshormoner. 

7. Du lever længere. Et par minutters aktivitet for hver time, du sidder stille, kan forlænge din levetid markant, viser en undersøgelse. Så gå gerne en lille omvej, næste gang du tager turen til kaffemaskinen på arbejdet - eller foreslå kollegerne at tage en kort tur efter frokosten. 

LÆS OGSÅ: 5 overraskende sundhedstrends

3 ting, der kan gøre gåturen sjovere:

1. Grib knoglen. Hvis du har det med at kede dig, allerede inden du er nået ned for enden af vejen, er gåturen en god mulighed for at få vendt verdenssituationen med et kært familiemedlem eller en god ven, som du ikke lige har mulighed for at se. I selskab med en i den anden ende af røret går tiden meget stærkere, og inden du får set dig om, har du gået flere kilometer. 

2. Sæt mål for dig selv. Har du ekstra svært ved at få snørret skoene, kan du forsøge at sætte et mål for dig selv på forhånd. Sørg for, at dit mål er overkommeligt, så du ikke blokerer for, at du kommer af sted. Når du først er i gang, har du måske endda lysten og energien til at gå lidt ekstra. Du kan eventuelt måle, hvor langt og hurtigt du har gået, fx med app'en Endomondo. På den måde kan du følge med i din udvikling. 

3. Tag kaffen med på farten. Bryg en god kop kaffe, og tag dit to go-krus eller din termokande med på turen. Du kan eventuelt vælge et hyggeligt sted på halvvejen, hvor du drikker din kaffe, lytter til fuglene og lader op til hjemturen. 

Læs mere om: