All Over Press
SUNDHED & TRÆNING

7 gode vaner du bør unde dig selv

Dine vaner er afgørende for, hvad du fylder dit liv med. Vi giver dig syv bud på nye vaner, der med garanti vil løfte dig og din sundhed

1 Tal og tænk pænt 

til dig selv. Vær virkelig opmærksom på ikke at kritisere og nedgøre dig selv. Og gør det samme om andre. Sladder og negative tanker spreder dårlig energi. Det er helt naturligt, at de tanker opstår af og til, men prøv at minde dig selv om, vi alle gør det bedste, vi kan i den situation, vi står i lige nu, og med de redskaber, vi har. Du bliver gladere af det!

2 Gå den rigtige vej

Noget af det mest stressende i verden er følelsen af ikke at være på vej i den rigtige retning og bruge sit liv ordentligt. Så hvis du har det sådan, er det tid til at få gjort noget ved det – vel at mærke uden at presse dig selv eller forsøge at forcere noget. For de fleste af os er der noget økonomi og praktisk, der skal fungere, men prøv at reflektere over, om du har de rigtige mål. Hvad er det, der tænder en gnist inde i dig, som du slet ikke kan lade være med at fortælle om? Det, der kommer dybt indefra og ikke fra andres forventninger. Og hvis du ikke aner, hvad det kunne være, så få gode input fra venner eller måske professionel hånd.

3 Spis så levende og grønt som muligt

Jo friskere mad vi spiser, jo mere energi indeholder den. Derfor gælder det om at spise masser af  frugt og grønt – især spirer, som sommeren er fyldt med. Også grøn te, som indeholder masser af antioxidanter, og sundt fedt fra nødder og avokado fylder os med god energi. Vælg generelt rene råvarer af god kvalitet, det er et godt udgangspunkt.

4 Kend dine styrker og fokuser på dem i stedet for dine svagheder. 

Spørger man folk om, hvad de bruger mest tid på, er det ofte deres svagheder, og der har da også altid været en diskussion omkring, hvad man egentlig skal fokusere på. Sine svagheder eller de talenter, man allerede rummer. At man ofte fokuserer på sine svagheder, skyldes, at vi lever i et fejlfindingssamfund, hvor vi gør meget ud af at finde på og påpege vores egne og andres fejl. Vi gør nærmest en dyd ud af at spotte det, der kan forbedres, og samtidig tager vi alle styrkerne for givet. Selvfølgelig er det vigtigt at korrigere de fejl, vi laver, men det er også en uendelig proces, for der er altid noget, man kan blive bedre til, og bruger man kun tid på at rette sine fejl, misser man måske chancen for at videreudvikle nogle af sine talenter. Ny forskning peger på, at vi i stedet skal kigge på, hvad vi gør godt. Altså fokusere på de ressourcer, som allerede eksisterer, i stedet for at ville fikse alle de fejl, som er. Din udvikling går også væsentligt hurtigere, når du laver noget, som du allerede er god til, for udvikling skaber energi, hvorimod konstant fokus på fejl dræner og demotiverer. Og netop det at være bevidst om sine styrker og talenter forbedrer vores evne til at træffe valg og i sidste ende give os succes. Fra bogen ’Mental topform’ af Louise Luxhøi.

5 Skab ro omkring dig 

Sid stille. Tag det langsomt. Prøv at have mindst 50 pct. opmærksomhed på din krop hele tiden. Mediter, hvis du er til det. Ellers prøv bare at sidde helt stille nogle minutter hver dag. 

6 Bevæg dig

Ja ja, du har hørt det før, men vidste du også, at du med den første træningstime sætter gang i foryngende processer, og at du allerede efter et par uger kan mærke forskel, fra du begyndte? Forbedringer som fornyelse af celler, stabil hormonbalance og bedre enzymproduktion samt mere synlige forandringer træder frem allerede efter et par måneder. Og uanset hvor gammel du er, kan træning bevare og forbedre din fysiske form gennem hele dit liv. Det er  faktisk muligt at komme i fysisk form, som da du var i 20’erne, også selv om du for længst har passeret de 20. Og med den rette træning kan du holde din krop og form ved lige hele livet og endda løbe langt som 70-årig, hvis det er målet. Fra Lotte Arndals bog ’Styrketræning for kvinder

7 Sluk for dit tv. 

Sommeren nærmest skriger efter at åbne dørene ud til terrassen og glemme alt om tv-seriernes højalter, hvorom alting ofte er indrettet i stuen. Danskerne ser i gennemsnit over tre timer hver eneste dag, og det afspejler sig desværre i helbredsstatistikken. Kvinders risiko for type 2-diabetes stiger med 50 pct., når man – som en typisk dansk kvinde – ser 21 timers tv om ugen. Senest er der dokumenteret en klar forbindelse til hjerte-kar-sygdomme. At se tv er noget af det mest inaktive, vi foretager os i vågen tilstand. Så lav nye vaner og hold tv-fri mindst en dag om ugen, nøjes med at se to timers tv om dagen, og spis ikke middag foran flimmeren. Du spiser nemt alt for meget, fordi du ikke sanser mætheden. Fra bogen ’Super 5:2 – eksperternes bedste kur’ af Louise Bruun og Jerk W. Langer