SUNDHED & TRÆNING

Det skal være slut med ord som skamlæber og skamben - kald den nu bare yoni

Der findes mange ord for det kvindelige underliv. Fisse, kusse, tissekone. Skede, vulva, vagina. Også mindre pæne. Det smukkeste kaldenavn er yoni. Det er Vilma Sandnes Johansson slet ikke i tvivl om – og den skal forkæles.

Jeg har været så tarvelig ved mit underliv

For eksempel dengang jeg begyndte at glat-barbere mig, før jeg overhovedet havde fået min første menstruation, fordi drengene fra min klasse sagde: ”Hår på fissen er klamt.”

For eksempel da jeg kiggede på mit underliv for første gang, og jeg troede, at jeg havde en sygdom, fordi min ene indre kønslæbe var lidt længere end den anden. Jeg skammede mig, for jeg vidste ikke, at det var helt almindeligt.

For eksempel da jeg første gang skulle have sex, og jeg fortsat glatbarberede mig, fordi jeg havde hørt, at min kommende ‘sexpartner’ engang havde sagt til en pige: “Ad, hvorfor har du hår?” Sårene og de røde knopper gjorde så ondt, at jeg måtte lære at gå på nye måder for at dulme smerten – og alligevel fortsatte jeg.

For eksempel de første mange gange jeg havde sex, og jeg troede, der var noget galt med mig, fordi jeg ikke kom.

For eksempel alle de fortrydelsespiller, jeg har taget, og dengang jeg måtte tage to på samme uge, for når man ikke selv foreslår kondom, er det yderst sjældent, at nogen anden gør.

For eksempel de gange jeg har ladet, som om jeg havde lyst til sex, måske fordi jeg er vokset op med ord som narrefisse.

For eksempel da min kobberspiral fik mig til at bløde kraftigt otte dage i træk hver måned, og det viste sig, at den sad forkert, så jeg endte med at blive gravid og måtte få en abort.

For eksempel da jeg havde skedesvamp, og jeg bandede ad mit underliv, mens jeg smurte det ind i en kold creme, der lugtede giftigt.

Jeg har været så tarvelig, og det er jeg ked af. Men jeg er endnu mere ked af, at jeg lever i en kultur, der har lært mig at være det.

En aften spørger jeg nogle af mine veninder, hvad de kalder deres underliv. De siger noget i retning af: ”Jeg ved aldrig helt, hvad jeg skal kalde det.” En af dem siger: “Jeg kalder det ikke noget. Jeg snakker ikke om det.”

Læs også: 7 skønhedsværktøjer til en smukkere hud

Hvad skal vi kalde vores underliv?

Der findes mange ord for det kvindelige underliv. Fisse, kusse, tissekone. Skede, vulva, vagina. Dernede, mellem benene, skridtet. Der findes også de mindre kærlige ord som dåse, fillet, fjams, bollehullet, spermcontainer, skinken, revnen og såret. På svensk siger man din jävla fitta (fitta = fisse), og på engelsk bruges både pussy og cunt som skældsord.

I Danmark har vi længe brugt ordene skamlæber og skamben i stedet for kønslæber og kønsben. Hvis sprog former vores virkelighed, hvilken kultur bidrager denne slags sprogbrug så til? Og hvad siger det egentlig om vores kultur, at vi er så mange, der er i tvivl om, hvad vi skal kalde vores underliv?

Yoniæg findes i tre størrelser og mange forskellige slags krystaller. De kan indsættes i skeden for bl.a. at styrke bækkenbunden og opnå forbindelse til yonien. Find et bredt udvalg af Yoniæg HER

Læs også: Sexolog Sara Skaarup: Sådan lukker vi orgasmekløften

Glæden ved et yoniæg

For nyligt stødte jeg på bryst- og underlivsbehandleren Stephanie von d’Ahé Grau. Hun er uddannet sygeplejerske, naturopat, kosmetolog og har en masse kurser bag sig. Til daglig laver hun workshops, kurser og holistiske behandlinger for kvinder, der har udfordringer eller ubalancer i brysterne og underlivet, og på hendes Instagram-profil kan man læse om selvnydelse, menstruationscyklus og den naturlige præventionsform FABM.

Stephanie von d’Ahé Grau ved godt, hvad hun vil kalde det kvindelige underliv: Yoni. Ordet stammer fra sanskrit og er en samlet betegnelse for hele en kvindes underliv og kønsorganer. Yoni kan også oversættes til tempel, oprindelse, hjem, hvilested, livmoder, vulva og kilde.

Da jeg fortalte en af mine venner, at jeg var ved at skrive en tekst om yoniskam og yonikærlighed, sagde han:

- Kan du ikke bare kalde det, hvad det er?

- Og hvad er det så? spurgte jeg.

 - En tissekone.

 - Det er da lige så meget en yoni, sagde jeg.

Det er irriterende, når en mand vil bestemme, hvad kvinder skal kalde deres underliv, ligesom at det er irriterende, når en mand vil bestemme, hvordan det skal se ud, hvordan det må lugte, og hvor meget eller hvor lidt man må tale om sine blødninger.

Noget tyder på, at det er på tide, at vi tilbagetager vores underliv, og derfor ringer jeg til Stephanie von d’Ahé Grau. Jeg spørger, hun svarer, og hun har meget at fortælle.

Læs også: Evren Tekinoktay: Jeg har ikke skruet op for charmen

Skal vi skamme os over vores yoni?

Hvad tror du, der sker, hvis man begynder at kalde sit underliv for yoni?

- Det at bruge ordet yoni kan hjælpe os til radikalt at tilbagetage vores underliv, fordi det har så utrolig smuk en betydning. Det kan gøre, at vi ser på vores underliv på en helt anden måde, end vi er vant til og er opdraget til. Jeg tror, vi er nødt til at gøre noget virkelig radikalt som kvinder, fordi vi har været – og faktisk stadig er – enormt undertrykte. Selvfølgelig er det jo også fantastisk, hvis man synes, at fisse er det, der bestyrker én allermest. Så skal man jo have lov til at sige det.

Er vi opdraget til at skamme os over vores yoni?

- Vi får at vide fra en meget, meget tidlig alder, at det ikke er okay, at vi rører ved os selv. Mine veninders små døtre får at vide, at de skal gå ud og vaske deres fingre, for puha, det er ulækkert, det er beskidt. Og det er jo en internaliseret skamfølelse, vi mærker inde i os selv som små børn. Og så er der også det, som ikke bliver nævnt; det kan godt være, at man ikke har fået at vide direkte, at man skal skamme sig, men det usagte kan virke mindst lige så skamfuldt.

Labiareduktion, altså en operation, der formindsker de indre kønslæber, er steget i popularitet de seneste par år. Hvad tænker du om det?

- Det skærer i mit hjerte. Jeg har haft en del kvinder inde, som har fået foretaget det, og mange af dem siger, at det skyldes, at en eller anden åndssvag teenage-romance engang sagde noget grimt om deres underliv. Det siger ret meget om vores kultur. Vi lærer ikke, hvordan forskellige vulvaer ser ud. Vi ser kun én slags i pornoen. Så vokser vi op og tænker, at vi også skal se sådan ud. At der ikke skal være kønshår, og at de indre kønslæber helst ikke må stikke udenfor. Det, der er så problematisk ved denne form for kirurgi, er, at man ikke har forsket nok i alle de nerver, klitorissen har. Derfor er der rigtig stor risiko for, at man ødelægger dens netværk af nerver, og det går ud over nydelsen. Rapporter dukker op nu med kvinder, der fortæller, at de ikke længere kan få orgasme. Det er dødærgerligt.

Ser du egentlig dit arbejde som aktivistisk?

- Jeg ser mig selv som feminist. Jeg synes også, det er politisk arbejde på en eller anden måde. Jeg prøver at provokere på en rigtig kærlig måde. På sigt vil jeg gerne henvende mig mere til mænd, men lige nu synes jeg, det er vigtigt, at vi kvinder fokuserer lidt på os selv og lærer vores feminine energi at kende. For vi er fuldstændigt afskårede fra vores yoni – det har vi lært at være.

Sådan forbinder du dig til din yoni

Hvordan forbinder man sig så til sin yoni?

- Yonikigning i spejl kunne være en god måde at starte. Det kan være rigtig svært for nogle, men måske kan man anskue sin yoni fra et nysgerrigt perspektiv; hvordan får jeg f.eks. orgasme?

- Jeg vil helt klart også anbefale kvinder at  leve efter deres menstruationscyklus. Hvis man ser energetisk, emotionelt og psykospirituelt på det, har vi fire faser i vores menstruationscyklus, som man kan beskrive med naturens fire årstider. Når vi har menstruation, så er vi i vores indre vinter, hvor man går lidt i hi. Her er det godt at sidde i sin egen lille hule og vende blikket indad.

- Når vi stopper med at bløde, og indtil vi får ægløsning, er vi i det indre forår. Her begynder østrogenet at stige igen, og det gør, at vi føler os mere livsglade og juicy.

- Ægløsningen kan man kalde den indre sommer. Her er vi i fuldt flor, yonien er mere saftig, og vi ser mere livmoderhals-sekret. Vi er fertile og kan blive gravide, og det er i denne fase, at vi er meget magnetiske og har den vildeste tiltrækningseffekt på andre mennesker.

- Efter ægløsningen kan man mærke et lille dyk. Her går vi efteråret i møde, hvor rigtig mange oplever pms. Vi har så småt brug for at vende blikket indad igen og samle energi, for vi skal snart til at bløde igen, og det er altså en hård proces. Det er klart, at vi måske har det skidt i vores indre efterår og vinter. Jeg synes, det er så vigtigt at snakke om det indre efterår, for der er så mange kvinder, der lider, og som ikke kan forstå, hvorfor de lider. Samfundet synes jo, at det her er den mest irriterende del af en kvinde.

- Hvis man lever efter sin cyklus, kan det have en fysiologisk indvirkning på kroppen og balancere ens hormonsystem, så man ikke pletbløder, får voldsomme pms-symptomer, og så bliver ens menstruation mere regelmæssig og mindre smertefuld.

Læs også: Klub Venus vil gøre op med tabuer: Sexlegetøj og onani er ikke skamfuldt

Jeg ved, at du er glad for yoniæg – altså små krystalæg, som man kan indsætte i skeden. Vil du fortælle lidt om det?

- Yoniægget er et selvkærlighedsværktøj, som man kan lave alle mulige fantastiske øvelser med, der gør, at man kommer i kontakt med yonien, uden at det handler om, at man skal have sex med en partner eller et quickfix af en orgasme. Det kan sammenlignes med at putte balsam i sit hår. Der er selvfølgelig et fysiologisk aspekt af, at man kan træne sin bækkenbund med det, men det at indsætte noget, der er så smukt, gør også, at man begynder at ændre perspektiv på sin yoni. Det er så vigtigt at gå til sin yoni med respekt, ærbødighed og kærlighed. Det synes jeg virkelig, at yoniæggene kan.

Kan yoniæg hjælpe, hvis man har oplevet et traume?

- Der er mange, der har oplevet, at yoniægget kan omskrive, at yonien kun er det sted, hvor der foregik et traume. Pludselig kan man måske godt mærke nydelse og kærlighed igen – det kan afvæbne ens yoni. Det kan dog godt være, at det ikke er for alle. Hvis det skal gå langsommere, ville jeg anbefale at yonidampe, hvor man simpelthen laver et dampbad med urter til sin yoni, fordi det er mindre penetrativt. Med yonidampning kan man mærke en lokaliseret varme og øget blodtilførsel. Det kan, hvis man har været udsat for noget virkelig traumatiserende, måske være den bedste måde at starte på.

Hvor ved du alt det her fra?

- Det ved jeg igennem mine uddannelser, mine kurser og min søgen efter viden. Jeg har også selv haft de vildeste ubalancer i min yoni; jeg har været udsat for incest og voldtægt og har lidt af virkelig svær vaginismus, hvilket vil sige, at jeg ikke engang kunne indsætte en tampon eller en finger, fordi det var for smertefuldt. I den forbindelse har jeg tænkt, at der måtte være noget mere, jeg kunne gøre end at gå til lægen og få binyrebarkhormon, p-piller og penicillin. Jeg tænkte, at der måtte være noget, som ikke havde store bivirkninger, som jeg så igen skulle tage andre piller for. Jeg gik på én stor søgen og studerede tekster, bøger og forskningsartikler. Faktisk er mange af de ting, jeg laver i dag, noget, vores formødre har gjort. For længe, længe siden var det helt normalt og naturligt – man kan finde det tværkulturelt verden over – og det, synes jeg, er smukt at tænke på. Det er ikke en ny trend, men noget der har eksisteret i mange tusind år, som er blevet glemt, fordi vi gik over i en ny mandsdomineret tidsalder. Jeg ville ønske, jeg bare kunne sige, at jeg havde lært det hele på et universitet, men dét universitet findes ikke endnu.

Hvordan tror du, man kan ændre skamkulturen?

- Vi starter jo med os selv. Når du snakker med dine veninder, kan de jo se, hvad det gør ved dig at tilbagetage din kraft og komme i forbindelse med din yoni. Så skaber du ringe i vandet. Det kunne være fantastisk, hvis det så også kunne spredes ud til skolerne, så vi kunne få fat i de unge, før der sker det her tabu. Og så er det vigtigt, at mødre viser deres vulvaer og deres blod til deres børn. Jeg har en dreng, og han siger: ‘Nu bløder mor, nu damper mor.’ Han synes jo ikke, det er ulækkert eller skamfuldt.

Yonistave er krystalsten udskåret i aflange former. De kan bruges til selvnydelse og hjælpe til at give slip på smerter, ømhed og anspændthed. Find et bredt udvalg af Yonistave HER

Læs også: Elisa Lykke: Kvinders orgamser kræver tid

Ringe i vandet

Den aften, jeg spørger mine veninder, hvad de kalder deres underliv, bliver de nysgerrige og stiller spørgsmål. De fortæller ting, som de ikke har turde fortælle før. En af dem begynder endda at græde. Jeg kan se, at de reagerer på samme måde, som jeg gjorde, da jeg opdagede Stephanie von d’Ahé Grau: Det er frigørende at tale om, at den skam, man har båret rundt på fra en ganske ung alder, ikke kommer indefra, men at man i virkeligheden er blevet klædt på af en patriarkalsk kultur. Et øjeblik føles det muligt at give slip på skammen.

Jeg tænker tilbage på mine tidlige teenageår. Jeg klædte mig i store hættetrøjer i folkeskolen. Drengene fra klassen sagde til mig: ‘Du er en af drengene. Du er ikke ligesom pigerne’, som om det at være pige var kikset. Det var hos drengene, at festen skete, og det var dem, der havde det sidste ord. Det var også kun drengene, der måtte se porno, og på den måde fik de en slags magt over vores kroppe; de bestemte, hvad der var flot, og hvad der var godt, for det vidste de jo nu, hvor de var blevet så erfarne pornobrugere.

Når jeg talte med mine veninder om sex, cirklede samtalerne altid om, hvad drengene ville kunne lide – aldrig om, hvad vi selv ville kunne lide. Og på samme måde, som at drengene i klassen afgjorde, om vi var seje nok, fik vi en opfattelse af, at vores underliv ikke kunne stå alene; de skulle fuldendes, accepteres eller bruges af en pik.

Jeg håber, at det i fremtiden bliver mindre binært i folke- skolerne. At seksualundervisningen lærer os at respektere os selv og hinanden i stedet for at fokusere på pik, fisse og hormonprævention. At vi bliver inspirerede til at forbinde os kærligt til vores underliv. At vores mødre viser os blodet, ligesom Stephanie viser det til sin søn. At det bliver almindeligt at tale om sådan nogle ting. For det kan godt være, at skam smitter, men det gør skamløshed også.

Afslutningsvis vil jeg gerne forsikre om, at jeg selvfølgelig ikke synes, at man behøver at have en yoni for at være kvinde, og at man heller ikke behøver at være kvinde, bare fordi man har en yoni. Yonikærlighed er for dem, der har lyst til det.

Læs også: 5 aktuelle podcasts om seje kvinder

OM YONIBEVÆGELSEN

Yonien, altså det kvindelige underliv, har længe været kilde til skam og tabu. I 2019 kunne en undersøgelse fra den amerikanske medieplatform Refinery29 fortælle, at 48 procent ud af de 3670 deltagende havde svaret, at de var usikre på, om deres underliv så ‘rigtigt’ ud.Det er måske derfor, at der i populærkulturen i dag ses et øget fokus på at aftabuisere yonien gennem bl.a. dokumentarfilm, billedserier, bøger og reklamer. Dokumentarfilmen ‘100 fantastiske fisser’ fra 2019 og Libresses reklame #Wombstories fra 2020 er begge eksempler på dette.

Også yonibehandlere er blevet mere eftertragtede de seneste par år. Laver man en googlesøgning på yonihealing, trækkes man ind i et enormt netværk af uddannelser, kurser og behandlinger, som foregår verden over. Der er bl.a. holistiske bækkenbehandlere, somatiske sexologer, yoni-yogalærere og tantramassører. Listen over forskellige tilbud er lang, men fælles for de fleste, der står bag, er, at de har kombineret en lang række uddannelser og kurser, hvoraf mange har rod i gamle tantriske og taoistiske traditioner. Yonihealing lader altså ikke til at være et nyt fænomen, men nærmere noget, der er genopdaget og sat fokus på, fordi tiden tillader det.

Læs også: Derfor bør alle vide hvad tuberøse bryster er