Er et silent retreat noget for dig?
Foto: AOP
SUNDHED & TRÆNING

Er et silent retreat noget for dig?

Brug for at komme ned i gear, lære at mærke efter samt finde din indre ro? Så er et silent retreat måske noget for dig. Læs her, hvad det går ud på, og bliv inspireret til at få små stille stunder ind i hverdagen.

Silent retreat over en weekend eller i en hel uge er blevet populære små åndehuller, hvor vi kan komme ned i gear og finde ro. Vi bliver nemlig bombarderet med sanseindtryk både analogt og digitalt hver eneste dag, hvor vores hjerner kører på højtryg for at navigere og hurtigt tage stilling. Vores tid med os selv og vores tanker er derfor ofte begrænsede til nogle få minutter eller sekunder, før vi bliver forstyrret igen eller lader os forstyrre af f.eks. radio, tv eller mobilen.

Med et lille stop i hverdagen, hvor vi mærker efter og tænker over, hvorfor vi tænker og gør, som vi gør, kan vi blive bedre til at mærke efter, hvad vi reelt har brug for i stedet for at tage det hele på rutinen fordi ’det plejer vi jo’. Vi kan dermed bryde med vores dårlige vaner og mønstre og ikke mindst få arbejdet med indre konflikter, som kræver tid og ikke mindst tilstedeværelse.

LÆS OGSÅ: Lav silent retreat derhjemme med meditation og lær hvordan du meditere her

INs chefredaktør anbefaler silent retreat

INs chefredaktør Anne Axholm har flere gange været på et silent retreat og deler her ud af sine erfaringer samt giver gode råd til, hvordan du nemt kan få flere små stille stunder ind i din hverdag, hvis du ikke har mulighed for at tage på silent retreat i en uge eller weekend. Læs vores Q&A med hende herunder.

Forkæl dig selv med et abonnement på IN og få en eksklusiv gave - KØB HER

Hvorfor tog du på et silent retreat?
Som led i min masterlignende uddannelse i mindfulness på Aarhus Universitet.

Hvor tog du hen? 
Jeg var på et kursuscenter i Ebeltoft med Center for Mindfulness og i Mols Bjerge med det buddhistiske retreat- og meditationscenter Gomde. Begge steder er vant til at holde silent retreats og er arrangører, som jeg varmt kan anbefale. Det er nemlig vigtigt at have for øje, at dem, der afholder silent retreats, er bredt anerkendte, erfarne og gerne certificerede, da man kan få åbnet op for følelser, som skal gribes. Ligesom inden for alt andet er der nemlig mange, der afholder weekendkurser uden at have kompetencerne i orden.

Hvad gik det konkret ud på?
Vi startede hver morgen med gøremål som rengøring, hvorefter der var yoga og lange meditationer, som gentog sig flere gange i løbet af dagen. Vi skulle være stille og give os selv ro fra alle stimulanser som radio, tv og mobil – selv øjenkontakt, hvilket var utrolig svært, da vi jo er vant til at se hinanden i øjnene. Vi måtte ikke skrive dagbog, da det hele skulle bearbejdes i hovedet, og havde vi brug for at løbe en tur, så skulle vi gøre os bevidste om hvorvidt vi løb, for at løbe, eller løb fra noget. I det hele taget skulle vi være enormt opmærksomme på det, som vi gjorde og mærke, hvad det gav os.

LÆS OGSÅ: Tør du se hvor meget tid, du bruger på mobilen?

Hvad fik du ud af det?
Nye rutiner, så jeg kan give mig selv mere ro i en travl hverdag og ikke være så meget ’på’ hele tiden og være til stede i det, som jeg gør – eller i hvert fald prøve på det. Det har gjort mig mere glad for det, som jeg har, og givet mit liv flere farver samt flere og dybere oplevelser, fordi jeg har lært at holde fokus bedre.

Hvad overraskede dig?
At ens hjerne er et skræmmende sted at være alene. Som én sagde: ’Min hjerne er et skræmmende nabolag, som jeg ikke ønsker at leve i’. Derfor er et retreat en god ting, fordi du er sammen med andre, der også gennemgår lys og mørke og sol og regn som på en typisk dansk sommerdag.

Hvem vil du anbefale et silent retreat til?
Alle, der har lyst til at vokse som mennesker. Du behøver ikke at rejse til Afrika eller bestige Mount Everest for at lægge flere lag til din personlighed. Du kan rejse indad og få store oplevelser, som kan ændre dit liv og måden, som du anskuer dig selv og livet på. Mange topfolk i USA tager hvert år på silent retreat for at ’refreshe’ sig selv – lige som når du trykker ’refresh’ på en browser.

Prøv silent retreat light derhjemme

Før du afsætter en weekend eller en hel uge til et silent retreat, så prøv det derhjemme en søndag eller mandag morgen under bruseren.

  • En søndag uden mobil.
  • Spis morgenmad i stilhed – uden at tænde tv, radio eller mobilen.
  • Nyd en kop kaffe på jobbet og smag på den: Smager den godt?
  • Hvor er du, når du står i bruseren? Er du allerede i gang med dagens første møde? Eller mærker du vandet risle ned over hovedet?
  • Når du taler med en veninde, kigger du så på hende og lytter? Eller er dine tanker i virkeligheden i gang med aftensmaden eller børnenes lektier? 

LÆS OGSÅ: Meditation gør dig stærk og energifyldt - kom i gang her