SUNDHED & TRÆNING

Her er den nye type yoga, du ikke har hørt om før

Den seneste gren inden for yoga er yoga-conditioning, som handler mere om det fysiske end det spirituelle. I Los Angeles og London meldes om fulde sale, og nu er turen kommet til København

YOGA-CONDITIONING

Der prustes og stønnes lidt i salen – og grines. Yoga plejer ellers at være en ret alvorlig sag, men yoga-conditioning, som Yogafactory i Hellerup har sat på programmet, er lidt som de forbudte trin ... Sådan føles det i hvert fald. Efter 10 minutter på måtten mærkes en sjov lettelse over, at der ikke er vindklokker og røgelse. Faktisk danser min sjæl lidt af glæde over, at det er kroppen, der er 100 procent i fokus.

Underviser Kristina Babette Larsen instruerer en – pga. corona – kun halvfuld sal i, hvordan yogablokken skal placeres for at få præcis den rigtige modstand og dermed størst mulig udfordring til slappe baglår, mavemuskler og de løse arme. Tiden flyver af sted. Selvfølgelig trækker vi alle sammen vejret på den rigtige måde, og gudskelov slutter timen også, som en yogatime plejer, med, at vi skal ligge og slappe af med lukkede øjne i den stilling, der hedder ‘corps pose’ på engelsk.

Undervisningen foregår på engelsk, for Kristina Babette Larsen har boet og undervist i udlandet så mange år, at hun automatisk tænker yoga på engelsk. Det er også praktisk, for flere af de andre på holdet er udlændinge bosat i Danmark.

Kristina Babette Larsen har selv dyrket yoga-conditioning i fire år, men er først begyndt at undervise i det for nylig. Indtil nu har det været det spirituelle og mentale ved yoga eller poweryoga, hvor man får svedt en masse kalorier og dårlig energi ud, der har været efterspørgsel på blandt kunderne. Men i USA og London har yoga-conditioning været på skemaet i en række år, og nu er danskerne parate.

– I vil nok skænke mig en tanke i løbet af weekenden, siger hun og vender rytmisk en lille yogakorkblok foran kroppen i helt udstrakte arme. Guderne må vide for hvilken gang. Og gad egentlig vide, om hendes arme er lavet på en metalfabrik. Hvis de var vant til at sidde og hamre i et tastatur hele dagen som mine, var de faldet af for længst.

NEXT STEP-YOGA

Yoga-conditioning er noget, alle har brug for, forklarer Kristina Babette Larsen. Yoga er generelt godt for smidighed og giver os et tiltrængt mentalt åndehul i en stresset hverdag, men yoga-conditioning er ifølge hende næste trin, en ny vej. '

Træningen handler om at styrke og blødgøre kroppen, og det er netop det aldersbetingede tab af de to ting, styrke og mobilitet, der gør os usmidige, trætte og stive i kroppen med årene, forklarer hun. Og eftersom krop og psyke spejler hinanden, føler mange sig også uforklarligt utilpas i deres egen krop og oplever mindre spontan glæde med årene. 

– Medmindre man altså kaster sig over yoga-conditioning, siger Kristina Babette. Det er glæden ved bevægelse, yoga-conditioning arbejder på at genskabe. Der er noget finurligt og humoristisk ved øvelserne, som umiddelbart er svært at forklare. Det føles bare rigtigt.

"RANGE OF MOTION" 

Da Kristina forklarer, at øvelsen med yogablokken foran kroppen i virkeligheden er en håndstand bare siddende, kan jeg godt se og mærke det. Dagen efter føles det vitterlig, som om jeg har stået på hænder i lang tid.

– Ja, det virker. Mange oplever allerede efter første time, at de føler mere frihed og styrke i kroppen. Du får selvfølgelig ikke kæmpe ‘guns‘ på en uge, men der sker noget, fordi træningen arbejder med det, man kalder ‘range of motion’, forklarer Kristina Babette Larsen.

LÆS OGSÅ: TYG DIG TIL EN BEDRE MENTAL SUNDHED MED DETTE TYGGEGUMMI

‘Range of motion’ er populært sagt kroppens bevægelsesradius, som vi desværre slet, slet ikke kommer i nærheden af i hverdagen. Tværtimod bliver vi mere og mere stive og indskrænkede i vores bevægelser, fordi vi sidder meget foran computeren eller har nakken bøjet over vores telefon. De fleste af os er korte på forsiden af kroppen og alt for lange bagpå. Resultatet er dårlig holdning og trætte ryg- og nakkemuskler, der nærmest skal holde igen som barduner på en krop, der er på vej forover hele tiden. En lang række af øvelserne i yoga-conditioning retter sig mod overkroppen og de ømme punkter: nakke, skuldre, arme og ryg. Meningen er, at vi skal rettes op fra at gå rundt med pukler i nakken og være foroverbøjede til at komme i balance og få en flot, feminin og stærk holdning.

YOGA FOR SKEPTIKERE? 

Selv om yoga-conditioning mest er fysisk, går Kristina Babette Larsen ikke med på ideen om, at det er yoga for non-spirituelle skeptikere. 

– De ville have godt af det, siger hun.

– Men yoga har altid noget spirituelt over sig, ellers er det ikke yoga. I yoga-conditioning taler vi ikke om det, for det første ved folk det i forvejen, for det andet er der fokus på at mærke det. Og faktisk har mange det helt anderledes i kroppen allerede efter en times yoga-conditioning. Det er også sjovt at undervise i, fordi det er så kreativt og fri leg, når man plejer at dyrke yogaformer som yin, kundalini og ashtanga, siger Kristina Babette Larsen og uddyber:

– Der er ingen regler i yoga-conditioning, for det er noget, der er opstået blandt vestlige undervisere, så man har fuldkommen frie hænder. Der kommer ikke pludselig én og siger ‘stop, det er ikke rigtig hatha’. Det giver en friskhed og lethed. Vi leger os igennem kroppen del for del. Og vi griner og ømmer os ret meget. Det er ikke forbudt at sige noget.

KROPPEN BLØDGØRES

Yoga skal selvfølgelig passe til de mennesker, der dyrker det, ikke omvendt. Ved yoga-conditioning er der stadigvæk masser af yogafølelse, grounding, vejrtrækning og rytmiske bevægelser, der virker beroligende på nervesystemet. Efter timen er jeg ikke træt, men tværtimod fuld af energi og i højt humør.

– Du bruger og styrker kroppen på en måde, der føles naturlig og fri. Pointen er, at kroppen skal være så stærk og stabil som muligt i ro, og så fleksibel som mulig i bevægelse, så du kan mærke, hvor stort dit vingefang og din bevægelighed i virkeligheden er. Det er det samme, fysioterapeuter arbejder med. Det gode ved yogaen er, at man får åndedrættet med.

Ud over at bruge kroppens egen vægt til at træne med, har man redskaber som blokke og stropper, der hjælper med at skubbe kroppen ud i yderstillinger, så den gradvis bliver stærkere og mere smidig. Det aktiverer bindevævet og efterlader én i en tilstand af velvære. Yoga-conditioning stimulerer kollagenproduktionen i kroppen, og de ‘sticky’ lag i bindevævet bliver blødgjort af hyalyronsyre, så der opstår glid mellem de mange bindevævslag.

LÆS OGSÅ: SÅDAN KOMMER DU I GANG MED YOGA

– Hvis man er lidt ældre, kan man sagtens nøjes med at dyrke yoga-conditioning og lade de andre yogaformer være. Hvis du omvendt allerede har prøvet anden yoga, vil du opdage, at du pludselig kan mere, når du supplerer med yoga-conditioning. Stillinger, som du før fik ondt af som planke og hundestræk, der er hårde for håndled og skuldre, plus de rigtigt avancerede stillinger som håndstand, skulderstand og at gå i bro, bliver lettere, siger Kristina Babette Larsen.

Timen er slut. Namaste, lyder det efter fem minutters kort afslapning. Kristina Babette Larsen opsummerer:

– Det er ikke hokus pokus. Det er yoga generelt ikke. Det handler om at bruge kroppens helt naturlige bevægemønster, om at skabe balance i sindet og at få højre og venstre hjernehalvdel til at samarbejde, for så har vi det bedre fysisk og psykisk. Vi bliver også bedre til at fokusere og til at huske. 

Psst! Hvis du vil prøve det, så kig på yogafactory.eu, hvornår der er timer. Og hvis du ikke bor i nærheden, kan du prøve de to yoga-conditioningentusiaster Tiffany Cruikshank og Jason Crandell på yogaglo.com.

Læs mere om: