SUNDHED & TRÆNING

Her er krydderierne, der slanker

Der er gode grunde til at krydre sin mad. Det kan man nemlig tabe sig af

Det kan godt være, at salt er et godt krydderi i maden, men danskerne får faktisk i forvejen alt for meget salt, hvilket på sigt bl.a. kan føre til forhøjet blodtryk, hjertekarsygdomme, blodpropper, mavekræft, nyresten og knogleskørhed.

Derfor kan det være en rigtig god idé at prøve at krydre maden med krydderier, som faktisk kan booste stofskiftet, så du dermed forbrænder flere kalorier, skriver Foxnews.com.

Diætist og forfatter til 'The F-Factor Diet' Tanya Zuckerbrot giver her nogle gode bud på slankende krydderier:

Kanel
Kanel har en sødlig smag og kan derfor virke som en erstatning for sukker. Men flere undersøgelser - bl.a. en offentliggjort i Diabetes Care Journal - viser, at kanel også kan hjælpe på vægttab, da den er med til at stabilisere blodsukkeret, hvilket mindsker insulinproduktionen efter et måltid. For meget insulin kan gøre, din krop producerer mere fedt, som lagres.

I øvrigt kan kanel også påvirke fordøjelsen, så man holder sig mæt i længere tid.

Sort peber
Nogle få drys sort peber giver smag i maden - og så booster det faktisk stofskiftet med op til otte pct. Det skyldes stoffet piperin, som giver peber den meget skarpe smag.
Peber kan i øvrigt virke positivt på fordøjelsen og kroppens evne til at optage næring.

Sennepsfrø
De små gule frø kan faktisk være med til at øge kroppens fedtforbrænding. Et canadisk studie har vist, at spiser man stærke madvarer - med f.eks. sennepsfrø - kan man forbrænde op til 1.000 kalorier ekstra om dagen. Blot en teske om dagen sætter din forbrænding op med 25 pct.

Ingefær
Det virker godt mod forkølelser ved at booste immunforsvaret, men ingefær kan faktisk også virke slankende. En undersøgelse fra Columbia University og New York Obesity Research Center har vist, at tilsætter man en teskefuld tørret ingefær i et måltid, eller drikker man et kop ingefær te til morgenmaden, kan man forbrænde 43 kalorier ekstra efter måltidet.

Cayennepeber
Det indeholder capsaicin, der sætter gang i kroppens forbrænding. Cayennepeber gør maden stærkere, og det betyder, at du spiser mindre og langsommere. Cayennepeber forbrænder i øvrigt særligt kroppens fedt, så det er bare med at krydre maden med dette stærke krydderi.

Kilde: www.Foxnews.com