SUNDHED & TRÆNING

Skøn og sund som Laura von Lindholm

40-årige Laura von Lindholm holder ved at spise mørk chokolade og tage en tur på sin mountainbike

Der er mange måder at holde sig sund og smuk på, men det er nemmest at overholde sine sundhedsrutiner, hvis de er sjove. Den 40-årige tidligere model Laura von Lindholm snupper en tur på mountainbiken i naturen og dyrker styrketræning. Og så nyder hun både mørk chokolade, magisk kranio sakral-massage og en hjemmelavet bodyscrub.

Hvad spiser du typisk?
Morgenmad sammen med mine børn er typisk ruggryn, havregryn og mysli uden sukker med frisk frugt, nogle gange rå kakao og rosiner. Når vi har tid, laver jeg en grov grød. Et godt trick er at lægge frossen frugt i bunden af skålen, så køler det hurtigere ned, godt til små utålmodige sultne unger og mødre. Jeg spiser ret sundt, grove kulhydrater, protein med lav fedtprocent, masser af fisk og meget grønt. Jeg bruger gode lækre olier og nødder i min mad. Min last er mørk chokolade og kaffe - og champagne.

Hvilke vitaminer tager du?
Jeg tager kun fiskeolie, da jeg er af den klare overbevisning, at det er en dårlig idé at tage vitaminer. Da jeg spiser varieret og sundt, føler jeg ikke, det er nødvendigt at fylde mig med vitaminpiller, når jeg får vitaminerne gennem kosten.

Hvordan holder du dig i form?
Jeg elsker at træne, for øjeblikket er jeg vild med CX Worx, det er hardcoretræning, og så spinning og styrketræning. Mange kvinder går uden om styrketræning, men det er en fejl, man bliver stærk og slank af det. Det handler om at få lagt et godt program, der passer til en. Jeg er begyndt at cykle mountainbike, det er sjovt og udfordrende, og så er jeg udenfor i skoven.

Udstyr?
Jeg har en elastik, som jeg bruger til at træne baller med. Min veninde påstår, at vores rumpe synker op til 20 cm, og det skræmmer mig nok til, at jeg træner. Jeg har faktisk også en meget stor og avanceret cykeltræningsmaskine, men det bliver nu ikke til meget. Den var god, da drengene var helt små, og det var svært at komme hjemmefra.

Skønhedsrutiner?
Jeg vasker mit ansigt morgen og aften og er helt vild med Suki Exfoliate Foaming Cleanser. Min hud har brug for fede cremer eller olier, Dr Hauschkas Rosencreme eller Suki Organic Carrot + Evening Primrose-olie er lækre. Og så er jeg begyndt at bruge natcreme fra Restylane Skincare. Jeg skrubber og damper min krop to gange om ugen, og Jeg laver også selv bodyscrub af hørfrøolie og rørsukker, det er enkelt, og så er den helt frisk og uden konservering.

Behandlinger?
Efter jeg havde fået mit tredje barn og de sidste to lige i rap, synes jeg, trætheden havde sat sig fast i mit ansigt. Jeg har fået en restylane-behandling hos N'age, og det var fantastisk. Det er jo ikke ligefrem en nydelse, men gud, hvor er det effektivt. Når det er min krop, der skal forkæles, får jeg kranio sakralterapi hos Caroline fra Solar Plexus, hun har magiske hænder.

Bedste investering?
Bedste sundhedsinvestering var at holde op med at ryge, det er nu elleve år siden. .