Sund som Anne Axholm
Foto: Petra Kleis
SUNDHED & TRÆNING

Sund som INs chefredaktør, Anne Axholm

Hun går ture i Dyrehaven, prioriterer wellness, og så vil hun prøve Reformer-træning af i 2017. Lad dig inspirere af INs chefredaktør, Anne Axholm og hendes sundhedsrutiner her.

Det er nytår, og dermed tid til nye forbedrede sundhedsvaner. Men måske du mangler inspiration til, hvordan du skal holde maven flad, benene stærke og hovedet rask. INs chefredaktør, Anne Axholm, hopper fx i vandet en iskold januarmorgen, holder igen med alkoholen, og så bruger hun ikke energi på at være ked af sine ”linjer i panden”.

Få Anne Axholms sundhedstips her:

Hvad er sundhed for dig?
Følelsen af at have et ekstra gear og være robust til at klare modvind. Health is my wealth. Det er jeg meget bevidst om efter at have mistet en god veninde til kræft – og efter at en anden veninde fik en blodprop i hjernen i en alder af 45 år.

Hvornår føler du dig allermest sund?
Efter en tur i vandet en decembermorgen med sprød rimfrost på badebroen under en skyfri himmel, hvor fuldmånen skinner ned på vandet. Eller efter en times crossfit for fuldskrue. Men det kan også være, når jeg har drukket en grøn smoothie med broccoli, spinat, avocado, friske appelsiner og grønkål med en enkelt dadel i. Alt økologisk, selvfølgelig.

Hvornår føler du dig usund?
Når jeg småsnacker uden at nyde bevidst, hvad jeg putter i munden, når jeg sidder for længe ned ved skrivebordet i stedet for at stå op, og når jeg har spist lidt for mange chips – og jeg elsker sprøde chips af en god kvalitet.

Hvad er dit bedste sunde råd?
Hold igen med alkohol! Det stopper forbrændingen og får hurtigt din teint til at se ældre ud. Og nyd det, når du drikker det!

Hvordan har dit forhold til sundhed udviklet sig?
Det er en konstant opdagelsesrejse i takt med, at forskerne bliver klogere og klogere. En gang spiste jeg ikke æg, fordi gav et for højt kolesterolindhold i blodet. Senere ændrede det sig til, at jeg spiste æg til morgenmad og frokost på grund af det høje proteinindhold. På et tidspunkt var jeg meget på Palæo-kosten (stenalderkost, red.) og kunne ikke få rødt kød nok. Nu spiser jeg kun sjældent okse- og svinekød. Nu er jeg på mælkesyrebakterier, for de er vigtige for mig og min balance. Altså rigtige levende mælkesyrebakterier i kapsler, yoghurt og skyr giver slet ikke kroppen nok.

Hvad er dit forhold til slankekure og diæter?
Personligt tror jeg ikke på dem. Jeg tror på en langtidsholdbar kostændring, og jeg er også for meget en livsnyder til at ville skære alt det sjove væk.

LÆS OGSÅ: Anne Axholm | Derfor skal du vinterbade

Hvilken form for motion dyrker du?
I mit hoved eller reelt? I mit hoved dyrker jeg crossfit, yoga og spinning, løber indimellen – for det gjorde jeg, da jeg var selvstændig og trænede en 4-6 gange om ugen. Men det sidste år har jeg reelt ikke dyrket ret meget motion, kun lidt løb og styrketræning, fordi jeg har haft travlt på redaktionen. Til gengæld cykler jeg fra Hellerup til arbejde (på Vesterbro, København, red.) hver dag. Det bliver alligevel til 22 kilometer. Det er bedre end ingenting, men jeg skal i gang igen i 2017.

Er der en sundhedstrend, du har lyst til at prøve?
Jeg er netop gået i gang med at spise extra calcium og D-vitamin, og det gør en kæmpe forskel for huden og energien. Vi kvinder højt mod nord har åbenbart brug for ekstra. Og så vil jeg gerne prøve Reformer-træning (en form for Pilates med modstand af vægte, red.). Det ser cool ud og alle siger, at hele kroppen bliver arbejdet godt igennem.

Er der en sundhedsdille, du synes er fjollet?
Rødbedejuice som shots før massiv træning er jeg ikke hoppet på. Og jeg synes, at det er sjovt, at de sælges i dyre domme.

Hvordan stresser du af?
Med timelange gåture i Dyrehaven (nord for København, red.) med min gravhund Coco lørdag morgen. Jeg – gerne i selskab med andre - går gerne over 10 kilometer i alt slags vejr. Og så med alt slags kultur. Film, teater, en god bog, tv-serie-streaming og kunst. Det er ilt for mig. Jeg mediterer også regelmæssig. Og så et langt varmt bad om aftenen.

Hvordan forkæler du dig selv?
Jeg prioriterer wellness højt – spabehandlinger og massage, fx hot stone, er fast lagt ind i min kalender. Og så er jeg vild med cremer, serum’er og masker.

Hvordan har du det med din krop?
Jeg forundres konstant over, at kroppen fungerer tip-top og sørger for så meget – uden jeg tænker over det! Jeg prøver hele tiden at være taknemmelig over at være rask og kunne så meget. I stigende grad er jeg også bevidst om, at jeg skal give mere igen til kroppen, så jeg også er fit for fight i årene fremover.  

Hvordan har du det med din alder?
Mere og mere som Tove Ditlevsens digt, der siger:  ”Der bor en ung pige i mig, der ikke vil dø! Jeg bliver aldrig så ung, som jeg er nu.” Jeg er snart 48 år – og forstår ikke altid, hvordan linjerne i panden pludselig kom – men jeg har det fint med, at de er der.

LÆS OGSÅ: Sund som Mille Dinesen

Læs mere om: