SUNDHED & TRÆNING

Sund som Louise Dorph-Petersen

Hør hvordan interiørdesigneren holder sig fit og sund, og få Louise Dorph-Petersens bedste sundhedstip

Sundhed for mig er at have det godt med mig selv, ikke at stresse, være et godt menneske, og at mine børn har det godt. Det er klart den mentale sundhed frem for den fysiske, der er i højsædet. Man stråler af sundhed, hvis man er glad. Mine store børns oldemor blev knap 100 år og har drukket, røget og spist godt hele livet, og på plejehjemmet flirtede hun med de unge mænd og havde det sjovt. Det fortæller mig også, at det vigtigste, man kan gøre, for at få et langt og godt liv, er at grine og gøre, hvad man føler gør en glad. For så er livet heller ikke vigtigere, end at vi bare skal have det sjovt.

Jeg køber altid økologisk mad. Jeg synes, det er vigtigt at være et godt menneske og passe ordentligt på vores jord. Jeg kan ikke købe kød, hvis jeg ikke ved, at dyret har haft det godt.

Min motion består primært af lange gåture. Det giver ro at gå en tur i en hverdag, der går stærkt. Desuden får man talt sammen, når man går. Det kan nærmest bruges som parterapi. Min mand og jeg har en fast rute på Eremitagesletten, som vi ofte går.

LÆS OGSÅ: Sund som Camilla Martin

Jeg skal til at begynde at løbe sammen med min mand (Jes Dorph Petersen, red.). Jeg er egentlig ikke meget for det, men jeg vil gerne prøve det, og så kan det være en ting, vi kan have sammen, for han løber meget. Men jeg er ikke typen, der har et mål om at skulle løbe et maraton næste år. Jeg sætter mig aldrig lange mål, for jeg vil ikke skuffe mig selv. Jeg er mere til nye, korte mål hver dag og til at leve i nuet.

Jeg spiser mig aldrig helt mæt og har aldrig rigtig gjort det, for jeg kan ikke lide følelsen af at være oppustet og fyldt. Jeg har en metal stopklods indbygget. Den vane, tror jeg, har stor betydning for, at jeg kan holde mig slank.

Jeg begrænser mit indtag af pasta og hvidt brød. Men jeg synes ofte, folk er for hysteriske med, hvad de må spise og ikke må spise. Hvis man bliver glad af at spise boller, skal man helt sikkert gøre det. Jeg bager selv mit brød og har netop fundet ud af, hvor nemt det er at bage kage, så det gør jeg ofte for tiden. Jeg vil hellere give mine børn en hjemmebagt jordbærkage end en pose Haribo-slik, for jeg ved, hvad der er i kagen, og at den ikke er propfyldt med E-numre.

Skønhed er vigtigt for mit velvære og min mentale sundhed, men jeg har aldrig gået virkelig meget op i skønhedsprodukter. Jeg bruger hver dag en serum fra Karmameju og har også en olie med rosmarin, jeg køber på Læsø. Jeg sætter pris på, at jeg ved, hvor den er produceret, og at der er lagt kærlighed bag den. 

Mit bedste sundhedstip er at huske at se det positive i livet. Jeg føler mig allermest sund, når jeg er glad og positiv og husker at lege lidt hver dag. Det mentale skal være i orden.

LÆS OGSÅ: Hold motivationen oppe med 10 smarte fitness-apps