SUNDHED & TRÆNING

SUNDHED | Ernæringsekspertens bedste råd

Marie Steenberger er ernæringsekspert med speciale i spisemønstre. Hun er forfatter til tre bøger om de mentale årsager til overvægt. Derudover ejer Marie firmaet Lifematters.

ERNÆRINGSEKSPERT
I sin hverdag møder Marie Steenberger utallige kvinder, der er kede af deres vægt og udseende, og som drømmer om at tabe sig. De samme problematikker bokser nogle af hendes veninder med.

Kvinderne kigger ofte på deres kroppe med et meget selvkritisk blik, og Marie mener, at det er her, de skal tage fat, hvis de vil ned i vægt. I stedet for at rådgive om flere grøntsager og fuldkorn samt færre hurtige kulhydrater udfordrer hun vores tankegang – og opfordrer os til at respektere vores krop.

LÆS OGSÅ: SUNDHED | Lægens søvnråd til sine veninder

Maries 3 råd til sine veninder (og dig):

1. RÅD: Vær stolt af dine gener
Se på din krop og værdsæt den for det, den kan og er rent genetisk.

Når du løfter blikket fra din egen krop, vil du opdage, at der findes mange forskellige kropsformer. Og da det er fysisk umuligt for en trekant at blive en firkant eller få runde former, opfordrer jeg til, at du kun sammenligner din kropsform med dit ophavs kropsformer: Er I firkanter eller trekanter i din familie? Prøv at være stolt af dit råmateriale frem for at stræbe efter et for dig uopnåeligt og unaturligt kropsideal.

Hæv nu blikket igen og se på kendte kvinder og dine veninder: Hvilke kroppe der fx er udstyret med kraftige lår eller en fyldig bagdel, eller som ikke har nogen former, hvis det er dét, du er ked af, er attraktive?

2. RÅD: Gør det, der ligger inden for din kontrol
Generne er uden for din kontrol, så jeg opfordrer dig til at gøre tre ting.

1) Kig på det, du kan kontrollere med den dejlige krop, du nu har. Vil du være stærkere, have mere energi eller spise sundere? 
2) Find din motivation: Hvorfor vil du gerne opnå netop det mål? Når du kender dit mål og din drivkraft, er det lettere at finde metoden, der passer til. 
3) Er dit mål fx at tabe dig og bevare vægttabet, er det ofte en livsstilsændring, der skal til. En del af den livsstilsændring kan være at fokusere på kroppens signaler.

LÆS OGSÅ: Ernæringsekspert: 3 tricks til at blive sundere

3. RÅD: Bliv indrestyret og spis tilpas
Mange kvinder føler sig først mætte, når de er tæt på kvalmegrænsen. For at undgå unødvendige kalorier er det en god ide at øve sig i at lytte til kroppen. Den siger faktisk nej, når det er på tide at stoppe med at spise.

Se et såkaldt mætheds- og sultbarometer for dig: Skalaen går fra 0 (dødhamrende sulten) til 10 (stopmæt). Spis kun, når du er sulten til 3, og stop, når du er mæt til 6. Lyt til din krops signaler, den kan selv regulere det. Og med tiden vil du opdage, at du ikke behøver at spise mere end til 6 for at føle dig mæt.

At ligge midt i barometeret er faktisk ikke det sundeste – du må gerne kunne mærke din sult, for hvordan skal du ellers mærke mæthed? Er du sulten under 3 på barometeret, er dit blodsukker helt i bund, og du er næsten ved at dø af sult. Det er ikke sundt.

Vi skal tilbage til de små nuancer, som børn er så gode til at mærke. Det er først, når de begynder at blive styret af ydre ting som spisetider, en kur, kalorier, særlige råvarer/mængder eller sociale normer, deres kroppe ikke længere er de samme finttunede systemer. Spiser du (eller spiser du ikke) for at dulme svære følelser, anbefaler jeg, at du opsøger professionel hjælp hos en coach eller psykolog.

LÆS OGSÅ: OPPUSTET MAVE | 7 tips til at få flad mave hurtigt