Raadvads farverige og populære brødskærere på loppemarkedet i Nødebo
Torben Djenner
LOPPEMARKEDER

Sommerlopper i Nødebo

Hyggelige omgivelser og fantastisk udsigt gør Nødebo Kros loppemarked værd at vente på år efter år. Alt hvad hjertet begærer, kan man finde her, og når man er træt, kan man spise sig vaffelmæt i kroens store have til tonerne af spillemandsmusik.

Med udsigt over Esrum sø kan det årlige loppemarked i Nødebo bryste sig af at være et af landets smukkeste loppemarkeder. Rammerne er Nødebo Kro, som med sine gule længer og store kastanjetræ på midten af gårdspladsen, får en til at længes efter idyllen og tiden fra Morten Koch filmene. Det er fra samme periode, at mange af effekterne stammer. Men i det hele taget, er der en skøn blanding af tider. Almuemøbler, 50'er teak, 60'er glas og 70'er porcelæn. Det er her, du finder den originale Børge Mogensen eller Kevi-kontorstol til en slik, og 1000 mennesker passerer forbi i de 4 timer, som loppemarkedet varer.

Læs også: Rå og romantiske lopper på Carlsberg

Reddet af borgerne

Nødebo Kro er egentlig ikke en kro men et medlemsstyret medborger- og forsamlingshus, hvor loppemarkedet tjener som en vigtig indtægtskilde. Sådan har det været siden 70'erne, hvor kroen stod til at blive solgt og udstykket til parcelhusgrunde. Det satte borgerne en stopper for ved at gå sammen om at købe den gamle kro og bruge den som samlingssted for aktiviteter i byen.

Mere loppemarked: Loppefund på Halmtorvet

Særligt fine effekter på auktion

Det er også i haven, på petanquebanen, at loppemarkedets auktion over særligt fine effekter bliver holdt. Udvælgelsen bliver foretaget af 150 frivillige medlemmer af kroen, som bærer titler af loppegeneral og løjtnanter for møbler, bøger, køkkengrej og hvilke kategorier, der ellers bliver solgt under. Undervejs spiller kroens hus- og spillemandsorkester "Nøddeknækkerne", og danner på den måde soundtrack til det årlige marked.

Nødebo Kros loppemarked er en tilbagevendende begivenhed søndag i uge 34 kl. 10-14 - hvert år! Adressen er Nødebovej 26, Nødebo, 3480 Fredensborg

Læs også: Tips til at gå på loppemarked