Syltede agurker
GRØNT

Syltede agurker

Syltede agurker er perfekt ovenpå en hotdog, en god leverpostejsmad og så meget mere. Du får her en nem opskrift på syltede agurker.

Du behøver ikke være nogen syltedronning eller konge for at lave dine egne syltede agurker. Det er faktisk så nemt, at du måske vil undre dig over, hvorfor du ikke kaster dig over flere sylteprojekter.

Syltning er en måde at konservere forskellige fødevarer på, men det er også meget mere end det. Den søde eller sur-søde blanding frembringer helt nye smagsnuancer i de enkelte frugter og grøntsager, så de kan bruges på nye måder.

Brug dine syltede agurker på disse hjemmelavede gourmet-hotdogs!

Syltede agurker

Igennem de sidste par år er agurken dukket op i flere og flere retter i de københavnske restaurantkøkkener, der eksperimenter med den grønne fætter. Agurken, der egentlig er et bær, kan også noget med sin friskhed og sprødhed.

Når agurkerne er syltede passer de perfekt til både kolde og varme retter. En grillet pølse, skinke, stegt svinekød eller bare ovenpå en god leverpostejmad.

Tip: Vi har samlet 4 lækre opskrifter med agurk!

I den her opskrift er der tilføjet bronzefennikel, chili og rapsblomster for at give ekstra smag. Det kan du evt. undlade, hvis du vil lave den klassiske version.

Tip! Husk, at dine syltede agurker skal opbevares på et køligt og lidt mørkt sted, for så holder de sig bedst. Agurkerne i denne opskrift kan holde sig i 3-4 uger åbnet og i 3-4 måneder uåbnet.

Opskrift på syltede agurker

Antal: 1 glas

Det skal du bruge for at lave syltede agurker

  • 2 agurker
  • 2 spsk
  • Salt
  • ½ liter æbleeddike
  • ½ liter vand
  • 400 g sukker
  • ½ bundt bronzefennikel (for klassisk version: Undlad fennikel, chili og rapsblomster)
  • 1 frisk, rød chili
  • 2-3 rapsblomster
  • DESUDEN: 1 skoldet syltetøjsglas
  1. Skyl agurkerne, og skær dem ud i grove skiver på ca. 3-4 cm.
  2. Kom dem op i en skål, drys med salt, og lad dem trække i 1-2 timer.
  3. Kom eddike, vand, sukker op i en gryde, og bring den i kog.
  4. Tilsæt bronzefennikel, chili i skiver og rapsblomster, når lagen koger, og lad den trække og køle af.
  5. Skyl agurkerne let i vand, kom dem herefter op i sylteglasset, og overhæld dem med den afkølede syltelage.
  6. Kom låg på glasset, og lad agurkerne stå et par dage, inden de tages i brug.

Andre ting du kan sylte...

Sylte-opskrifter