Derfor er dragqueens så populære IN Tinus de Schunard
TALK OF TOWN

Derfor er dragqueens så populære

Aldrig har mænd med paryk, falske bryster og høje hæle været mere populære. De flamboyante og opsigtsvækkende dragqueens, der før spredte glitter og glamour i storbyernes fattige undergrundsmiljøer, kan i dag ses i den bedste sendetid. Mød den danske drag-stjerne Tinus, der lever af at klæde sig ud som kvinde, og få historien om de pailletklædte entertainere.

Hvad er en dragqueen?

  • Den populære forståelse af ’drag’ er en ofte homoseksuel mand, der i anledning af fest eller underholdning privat eller professionelt iklæder sig kvindetøj og underholder som en kvinde. Typisk i en overdrevet version.
  • En drag leger kvinde ved at klæde sig i kvindetøj, mens en transkønnet kvinde er en person, der tidligere blev set som mand, men identificerer sig som kvinde og går i kvindetøj.
  • Den kvindelige pendant til en dragqueen hedder en dragking og er ofte lesbiske kvinder, der udklæder sig som mænd.

Her i artiklen kan du se i en video, hvordan danske Tinus de Schunard forvandler sig til drag-look.

Dragqueens er omdrejningspunktet i HBO’s nye serie ‘Pose’.

I februar i år…

… sprang den kun 15-årige Sebastian Erik Timmermand Mikkelsen ud som dragqueen i guldkjole i underholdningsprogrammet ‘Danmark har talent’ på TV 2. Da kronprinsesse Mary overrakte æresprisen ved årets Danish Rainbow Awards, der er LGBTQ+-miljøets årlige prisuddeling, gjorde hun det side om side med en af Danmarks største dragqueens, Tinus de Schunard.

LÆS OGSÅ: Se udviklingen: kønnene flyder ud i modebilledet

Mænd, der iklæder sig parykker, høje hæle og kropsnære kjoler for en aften, hitter mere end nogensinde før.

Dragqueens er blevet populære på tv, hvor HBO-serien ‘Pose’ viser, hvordan fænomenet opstod i 1970’ernes New York, mens det amerikanske reality-talentshow ‘RuPauls Drag Race’ netop har afsluttet sin 10. sæson og fundet USA’s næste drag-superstjerne.

I radioen har de kjoleklædte mænd fået taletid i bl.a. Radio­24Syv-programmet ‘Er du sunshine’, hvor de to drag-divaer Chantal Al Arab og Athena Lady fra Vesterbros Drag Udlejningsservice er gæsteværter på skift.

I København har kulturhuset Absalon med stor succes afholdt Drag Bingo-aftener, ligesom spillestedet Vega har ladet dronningerne fra Draghouse Cph indtage scenen med glitter, sang og dans.

Danske Tinus de Schunard har klædt sig ud, siden han var dreng, og i dag optræder han med både shows og foredrag i drag.

Se her i videoen, hvordan Tinus de Schunard gør sig klar til et af sine fortryllende drag-show:

Du kan også møde Tinus de Schunard i det IN, der er på gaden nu.

De underholdende dragqueens’ popularitet er ikke en tilfældighed

Ifølge Michael Nebeling Petersen, der er lektor på Institut for Kulturvidenskaber på Syddansk Universitet med speciale i køn og homoseksualitet, har 1980’ernes leg med kønnet med frontfigurer som Grace Jones, Madonna og Prince åbnet op for, hvad maskulinitet kan indeholde.

– I kølvandet på aids-krisen blev der op gennem 1990’erne en større forståelse for og støtte til homoseksuelle og deres rettigheder, hvilket var med til at løfte dragqueens op fra undergrunden, fortæller han.

Den større accept sås blandt andet i populærkulturen, hvor den australske film ‘Ørkendronningen Priscilla’ fra 1994 fik stor succes på verdensplan og introducerede mainstream­publikummet til LGBTQ+-miljøet og dragqueens.

– Det var dog først i 2009, da den første sæson af ‘RuPaul’s Drag Race’ rullede over skærmen i USA, at drag-scenen for alvor fik revet sig løs af undergrunden, tilføjer Michael Nebeling Petersen, der forklarer, at netop det amerikanske talentshow kan ses som en afspejling af draggens historie.

Værten RuPaul har skabt sin egen succes ved at arbejde sig op fra bunden for at blive verdens første dragqueen-supermodel, da han blev model for makeupgiganten Mac.

I showet tager han unge, håbefulde drags under sine vinger og skoler dem i at være gode og rigtige dragqueens ved blandt andet at sy deres kostumer af genbrugstøj – præcis som i 1970’ernes New York, hvor fattige unge mænd forsøgte at skabe sig en bedre tilværelse ved at drømme om at være andre end dem, de var.

Realityshowet ‘RuPauls Drag Race’ har været med til at gøre drags mainstream.

Tilbageblik: Latterliggørelse af kvinder

Kønsteoretikeren Judith Butler arbejdede med draggen som en teoretisk figur og med teorien om, at kvindelighed ikke er noget, man bliver født med, men at den er kulturelt skabt.

På den klassisk feministiske scene så man draggen som en latterliggørelse og udstilling af kvinders dumhed.

Judith Butler derimod så draggen som en, der også kæmpede den feministiske kamp ved netop at vise, at kvindelighed ikke er medfødt, men noget, som alle kan gøre, fejlgøre eller overgøre.

De farvede bøssers håb

Fænomenet dragqueens tager sit udspring i homokulturen, hvor mænd allerede i 1800-tallet begyndte at ‘crossdresse’, det vil sige klæde sig i tøj, som traditionelt tilhører kvindegarderoben. Det er først med 1970’ernes homo-scene i de store byer i USA, særligt New York, at begrebet ‘drag’ opstår med den æstetik, vi kender i dag: mænd i kjoler og parykker, der mimer, synger, danser eller på anden vis underholder som kvinder.

LÆS OGSÅ: Herremodeller i kjoler og høje hæle for modeverdenens største brands

Modsat i dag, hvor dragqueens har forskellige etniciteter, var det dengang mest latino og sorte unge, homoseksuelle mænd, der var blevet smidt ud hjemmefra eller stukket af, fordi deres seksualitet ikke var accepteret eller respekteret.

Dame Edna dukkede op sidst i 1950’erne på Melbournes comedy-scener og har siden været med i flere tv-shows.

– De fandt sammen i New York sammen med byens andre udstødte skæbner, som de prostituerede og transkønnede, fortæller lektor Michael Nebeling Petersen.

– I forladte lejligheder, besatte eller stjålne huse lavede de deres ‘drag houses’, der var familielignende slægtskaber, som blevet styret af en ‘mother’, som tog de unge hjemløse mænd under sine vinger. Mødrene var stjernerne i de seriøse dragqueen-konkurrencer, som blev holdt husene imellem. Konkurrencerne blev kaldt ‘balls’ og lagde kimen til de dragshows, som vi kender i dag, tilføjer han om husene, der fungerede som både familier og støttenetværk.

RuPaul er verdens første dragqueen-supermodel, der slog igennem i en kampagne for makeupgiganten MAC.

Ud over at få et nyt tilholdssted…

… blev de unge mænd også oplært til konkurrencerne, hvor der blev dystet i forskellige kategorier som soldat, universitetsstuderende, husmor eller andre kendte vindertyper fra Ronald Reagans USA, hvor yuppierne var konger i det kapitalistiske årti med forbilleder som Alexis og Krystle fra tv-serien ‘Dollars’.

Kunsten var at imitere disse typer, så det så mest ægte ud. ‘Realness’ var og er derfor et vigtigt begreb i dragkulturen. Gennem et hjemmesyet eller stjålet outfit kunne de unge mænd for en aften få lov til at udleve den drøm, som ellers var forbeholdt den hvide, heteroseksuelle overklasse.

– Som farvet havde de allerede ringe kår. Og som farvet homoseksuel var de dømt til en plads allernederst i samfundet. Men i et ballroom kunne de for en aften udleve drømmen om at passe ind, hvis de var ‘real’ og lignede det, de ikke var, men som de drømte om at være, siger Michael Nebeling Petersen.

Selv om alle var i samme båd til ‘the balls’, var der alligevel ingen nåde, hvis et outfit glippede. Dommerne og publikum var hårde og spydige.

En sejr gav til gengæld oprejsning for en aften og en meterhøj pokal til huset. Den kunne blandt andet vindes gennem dansen ‘voguing’ opkaldt efter modemagasinet Vogue, da dansetrinene imiterede modellernes mere eller mindre atletiske positurer.

Den danske drag-stjerne

Fast-forward til i dag, hvor dragqueens ikke længere tilhører samfundets bund eller bor i draghouses under kyndig opdragelse af en ‘mother’. Tværtimod er det at være dragqueen blevet en hobby eller levevej for mange.

Danske Tinus de Schunard lever af at optræde med dragshows.

Danske Tinus de Schunard lever i dag af at optræde med sine ekstravagante carbaretshows, minikoncerter og foredraget ‘Drag Me To Life’, hvor han synger og underholder til alt fra store firmafester til festivaler og private arrangementer.

LÆS OGSÅ: Opsamling på modeugen: unisex og fri til at være

Siden han var helt lille, har han rakt ud efter alt, som glimtede og glitrede, og klædt sig ud. Han hæklede parykker sammen med sin mormor, lavede kostumer til sine dukker og bamser og gik i børnehave i tylskørt. I dag er hans kjoler, parykker og imponerende makeup forbeholdt hans shows.

– Jeg er autodidakt syerske, sminkør og danser og laver alle mine kostumer og parykker selv, fortæller den 30-årige professionelle dragqueen, der begyndte sin karriere for 12 år siden.

Her kom han mere eller mindre tilfældigt…

… til at optræde ved et Copenhagen Grotesque Burlesque-arrangement på Det Ny Teater.

– Publikum elskede det, og det gav mig blod på tanden. Det var min aha-oplevelse. Det gav mening inde i min krop, siger han.

Danske Tinus de Schunard har klædt sig ud, siden han var dreng, og i dag optræder han med både shows og foredrag i drag.

Forinden havde han arbejdet som professionel danser i blandt andet musicals og teaterstykker, på trods af at det var en levevej, som hans forældre ikke bakkede op om. Som enebarn voksede han op i et borgerligt hjem med en dansk mor og en albansk far, som ‘bare gerne ville have haft en rigtig mande-mand’.

Tinus de Schunard var alt andet, som han selv siger. Til hans held flyttede et ægtepar ind i lejligheden over familien, da han var 14 år. Manden var sexolog, og kvinden var ‘meget kreativ’.

– Jeg tilbragte rigtig meget af min barndom deroppe, hvor jeg fik talt ud om min seksualitet og udviklet mit kreative talent. Hos dem fik jeg vendt alt det, mine forældre så ned på, til en styrke, og fik troen på, at det, jeg havde gang i, var rigtigt, fortæller Tinus de Schunard, der derfor ikke havde betænkeligheder ved at springe ud som homoseksuel eller dragqueen.

– Jeg var så stor en skuffelse for mine forældre i forvejen, at det hverken gjorde fra eller til, om jeg gik i dametøj i weekenden, siger han om sin karriere.

I starten af sin karriere…

… optrådte Tinus de Schunard under navnet Mademoiselle Babette Renard. Det blev dog hurtigt droppet, da han ikke havde lyst til at gemme sig væk bag en karakter. Så i dag hedder han det samme, uanset om han står på scenen med sin blonde paryk, fyldige bryster, røde læber og ditto lange negle eller går en tur på gaden.

Patrick Swayze som dragqueen Vida Boheme i filmen ‘To Wong Foo, Thanks for Everything! Julie Newmar’.

LÆS OGSÅ: Ida Rud: Tal til dig selv som til din bedste ven

– Det giver mening for mig at bruge mit eget navn. For jeg er jo stadig bare mig. Når jeg er drag, udlever jeg blot min feminine side til fulde, fortæller den danske drag-stjerne og tilføjer, at han derfor heller ikke laver om på sin stemme, når han synger, modsat fx deltagerne i ‘RuPaul’s Drag Race’, der alle har et alter ego eller en persona som drags.

Ifølge Tinus de Schunard kan deres valg bunde i usikkerhed, da det giver dem mulighed for at udleve noget, som de ikke føler, at de kan gøre som dem selv, hvilket stemmer godt overens med de oprindelige dragqueens fra 1970’ernes New York.

– Det kan også være, at de prøver at skabe en distance til det, som de gør som drags, lyder det fra Tinus de Schunard, der sagtens kan forstå deres valg, selv om han altid selv står inde for det, som han siger og gør på scenen.

Hvis du vil vide mere om drag-miljøet i 80’ernes New York, kan du se dokumentarfilmen ‘Paris is Burning’ på Netflix.

Wauw-effekten

Uanset om man gemmer sig bag en provokerende og rapkæftet persona eller ej, følger både kostume og makeup med til det at være dragqueeen. Og det kan umiddelbart synes både besværligt og ubehageligt.

– Det er meget arbejde, og det er faktisk meget ubehageligt alt sammen, indrømmer Tinus de Schunard, mens han griner.

Han fortæller, at det kradser og spænder over det hele, når han pakker sig ind i nylon, skum og plastik for at skabe de rette former. Fødderne gør desuden sindssygt ondt, når først stiletterne er kommet på. Det giver ham intet seksuelt. Til gengæld giver det ham noget andet.

Hugo Weaving, Terence Stamp og Guy Pearce spiller drags i hitfilmen ‘Ørkendronningen Priscilla’.

– Når jeg kan give folk illusionen om, at jeg er en kvinde, er det det hele værd. Jeg elsker at kunne give folk en wauw-effekt gennem min transformation, siger han.

Selv synes han, at det er fascinerende, når andre mennesker forvandler sig, så de ikke kan genkendes. Men transformationen i sig selv er ikke nok.

Der skal også være substans i Tinus de Schunards shows, som ikke bare skal være underholdning, men også have holdning. Derfor har han altid flettet budskaber ind om, at man fx skal stå ved den, man er. For der er vi desværre ikke nået helt til endnu, selv om for eksempel homoseksuelles rettigheder bliver talt mere end nogensinde før, siger han.

HBO’s nye serie ‘Pose’ handler om New Yorks drag- miljø og er skabt af manden bag bl.a. ‘Glee’ og ‘American Horror Story’, Ryan Murphy.

Drags rykker grænser

I langt de fleste tilfælde er Tinus de Schunard blevet mødt positivt, når han har været udklædt som drag. Men han har oplevet at blive hevet i parykken i nattelivet af folk, som ikke forstår, hvorfor han gør det. Han har også fået høje og ubehagelige tilråb, når han skulle fra et sted til et andet i byen for at optræde.

– Det hænger jo sammen med uvidenhed om, hvad det handler om. Men jo mere fokus, der kommer på dragqueens, jo større vil forståelsen også blive, forudser han og nævner, at netop ‘RuPaul’s Drag Race’ har hjulpet ham frem i karrieren, da showet har gjort dragqueens folkekære og vist, at drags ikke er farlige, men også kan være sjove og respektere publikums grænser.

– For det er vigtigt i kampen om et mere tolerant samfund, at vi skubber og bøjer folks grænser, men for guds skyld ikke overskrider dem, tilføjer han.

(th.) Den australske film ’Ørkendronningen Priscilla’ storhittede i 1994.

Michael Nebeling Petersen nikker genkendende til Tinus de Schunards udlægning.

LÆS OGSÅ: 11 store melodi grand prix-øjeblikke

– De får jo flasker i hovedet til trods for, at accepten af homoseksualitet er nået langt. Mænd, der går i feminint tøj, eller kvinder, der går i maskulint tøj, bliver ofte mødt af det, man kalder mikro-aggressioner, der kan være tilråb eller bemærkninger om, at ‘du er ikke en rigtig mand’, eller ‘du er en tøsedreng’, siger han og tilføjer, at han ville ønske, at han med sikkerhed kunne sige, at det er en nedadgående tendens.

Men han har ingen tal på det. Til gengæld sker der en bevægelse i retning af, at der bliver mere plads til, at man kan være den, man ønsker at være, når mænd for eksempel kan optræde som dragqueens i den bedste sendetid.

– Jeg tror, det rykker ved tingene, at der sidder en drag ved TDC’s julefrokost i stedet for Keld Heick. Men jeg tror ikke, at det er det eneste, der skal til, for at vi ikke længere oplever homofobi, siger lektoren.

– Synlighed har dog altid en effekt, tilføjer han.

Filmen ‘Hairspray’ fra 1988 blev lavet igen i 2007 med John Travolta.

Det betyder derfor noget…

… når for eksempel dragqueens bliver repræsenteret i offentligheden, for så er der nogen at spejle sig i for dem, som endnu ikke er sprunget ud som homo eller drag. Det viser dem, at der er en fremtid, og det viser alle andre, at der er forskellige måder at gøre sit køn på.

I sidste ende øger det diversiteten i samfundet, så det bliver lettere for unge at finde deres identitet. Tinus de Schunard oplever også, at han rykker ved folks fordomme, når han er ude som drag.

– I starten synes mange, at det er fremmed. Men når showet slutter, står de op og klapper. Mange har fordomme om, at det er skabagtigt, voldsomt og grænseoverskridende. Men det er mine shows ikke, forsikrer han.

Han ser også kronprinsesse Marys deltagelse tidligere på året ved Danish Rainbow Awards, hvor han var vært, som en stor blåstempling til miljøet.

– Først lagde jeg ikke så meget betydning i hendes deltagelse, men efterfølgende gik det op for mig, at det er et stærkt budskab, hun sender ud til hele verden, når hun viser sin opbakning. For når først kongehuset siger god for os, så følger resten af Danmark jo med, lyder det begejstret fra den danske drag-darling.

(tv.) John Leguizamo, Wesley Snipes og Patrick Swayze som dragqueens i filmen ’To Wong Foo’ fra 1995. (th.) Den afdøde skuespiller Divine i filmen ‘Pink Flamingos’ fra 1972.

Er dragqueens blot et modefænomen?

Med den store hype, der hersker omkring dragqueens netop nu, er der penge i at barbere skægget af og træde op i de høje hæle. Ifølge lektor Michael Nebeling Petersen er det dog ikke noget nyt.

For dragkulturen har altid været kommerciel, da det netop har handlet om at lave shows og tjene på det i form af anerkendelse som i 1970’erne eller i form af betaling for at få billet.

LÆS OGSÅ: 9 gange Madonna chokerede verdenen

Kommercialiseringen af drags har dog været ekstrem gennem de seneste år, hvilket ‘RuPaul’s Drag Race’ er et godt eksempel på. Da showet havde premiere i 2009, var budgetterne små.

Danske Tinus de Schunard har klædt sig ud, siden han var dreng, og i dag optræder han med både shows og foredrag i drag.

I den seneste sæson var sponsoraftalerne med store makeupbrands og gæstedommere kendisser som modellen Gigi Hadid og sangerinden Christina Aguilera.

– Men drag er stadig også undergrund, fortæller Michael Nebeling Petersen og drejer fokus hen på den knap så polerede dragqueen – nemlig hende med skæg og hår på benene.

Herhjemme kunne hun ses…

… i for eksempel den aktivistiske gruppe Dunst, der blev startet af en gruppe homoseksuelle mænd i slutningen af 1990’erne i København, hvor de lavede en syklub.

Det udviklede sig hurtigt til, at de holdt fester i Bøssehuset i København og lavede forskellige undergrundsorienterede happenings, hvor de ‘draggede’ på en langt mere klam og pervers facon end deltagerne i ‘RuPaul’s Drag Race’ eller Tinus de Schunard.

Deres mantra var, at du ikke måtte gå fra en fest, uden at dine grænser var blevet overskredet gennem blandt andet kostumer, nøgenhed og sex.

– Man kalder det også for trash-drag, fortæller Michael Nebeling Petersen, der fremhæver Vesterbros Drag Udlejning som nogen, der er mere pinagtige og grænsesøgende, og som i høj grad bruger trash-drag-æstetikken med skæg og hjemmelavede sjove kjoler.

– Den kommercielle drag-scene er langt mere pæn og ikke så grænsesøgende, så derfor har den selvfølgelig vundet størst accept i offentligheden, fortæller lektoren om forklaringen på, hvorfor den ene scene er mere fremtrædende end den anden. Til gengæld ser han ikke hypen fortsætte for evigt.

– Kønsoverskridelser har altid været interessante og tirret på godt og ondt, som når mænd klæder sig i kvindetøj. Men jeg tror ikke, at den dragform, som vi ser nu, kan overleve på at være så hypet, som den er pt. For populariteten ligger i, at den giver et indblik i undergrunden og gør den mainstream. Det er spændende, fordi det er nyt, siger han.

Bliver dragkulturen, som vi kender den i dag, normaliseret…

… så det bliver almindeligt at se mænd i kvindetøj og kvinder i mandetøj, vil det ifølge lektoren være en sejr. Til gengæld vil der helt sikkert opstå noget nyt.

Dame Edna i selskab med Kim Basinger i start-90’erne.

– Så længe, der stadig er voldelige sanktioner mod folk, der gør deres køn anderledes, er det ikke en sejr. Men det, at drag er blevet mere mainstream, er et tegn på, at vi bevæger os mod det bedre, siger han.

LÆS OGSÅ: Er sex overvurderet?

Læs mere om: