Vincent Beier: Det skal være slut med ’hans’ og ’hendes’
INTERVIEWS

Vincent Beier: Det skal være slut med ’hans’ og ’hendes’

Siden han var helt lille, har Vincent Beier ubevidst kæmpet for retten til at gå i tøj til piger og kvinder, uden at folk glor og spørger, om han er en pige, eller om han vil skifte køn. Det er han ikke, og det vil han ikke. Den 20-årige dansker er blevet udråbt som en af fremtidens hotteste modeller, men oplever alligevel diskrimination i modebranchen herhjemme, der ‘praler med frisind og mangfoldighed, men ikke udviser det’.

Vincent Beier er…

  • Født 31. marts 1998 i Brønshøj.
  • International ‘gender fluid’-model, der blev opdaget af Scoop Models i 2015, da han gik modeshow for den danske designer Mark Kenly Domino Tan, som han var i praktik hos som designer.
  • Hans første udenlandske job var i 2016 for det franske modehus Maison Margiela, der hyrede ham eksklusivt til modeugen i Paris.
  • Har siden arbejdet for bl.a. Coach, Proenza Schouler og Moschino og er blevet udråbt af Vogue til en af fremtidens største modeller.
  • Har været med i Scoop Models’ ‘Love is not a crime’-kampagne i samarbejde med Amnesty International og Won Hundred siden 2017. Kampagnen kæmper mod tortur i lande, hvor homoseksualitet er ulovligt.

Ballerinaskoene vipper forsigtigt op og ned. De er vintage og fra Chanel. Strørrelse 40 og godt brugte. De sidder på fødderne af den unge mand, som har bænket sig over for mig med korslagte ben og bløde bevægelser.

Til venstre: Vincent i jakkesæt fra Emporio Armani, kjole fra Morten Ussing, taske fra Mae Cassidy og armbånd fra Shamballa Jewels. Julier i jakkesæt fra Emporio Armani og armbånd fra Shamballa Jewels.

Til højre: Vincent i kjole og jakke fra Jens Laugsen og støvler fra Lædersmeden & Won Hundred. Julier i blazer fra Jens Laugesen, skjorte fra Fiorella Pratto, bukser fra Max Mara, halskæde fra Shamballa Jewels og støvler fra Lædersmeden & Won Hundred.

Han er 20 år, model og spået til at blive den helt store stjerne af Vogue. På catwalken viser han kvindekollektioner. Det samme er hans egen garderobe fyldt med hjemme på værelset i hans fars hus i Brønshøj. For Vincent Beier har altid følt sig bedst tilpas i tøj til kvinder.

I den ideelle verden stoppede historien her. Der burde ikke være mere at skrive om. Men det er der. For Vincent kan godt lide at gå i tøj, der ikke er skabt med hans køn for øje. Samtidig er han fuldt ud tilfreds med det, som han er født med mellem benene.

LÆS OGSÅ: Vincent Beier i front for det flydende køn i modebilledet

Og det er et problem. Ikke for Vincent, men for omverdenen, der ikke kan få det til at stemme. For han passer ikke ned i kassen for hankøn. Han gør sin maskulinitet ‘forkert’. Og det gør det hele så komplekst at forholde sig til – for andre.

Derfor bliver det her historien om en ung mand, der som dreng har kæmpet en kamp, som de færreste skal igennem, men som er vigtig for, at der i fremtiden ikke skal skrives flere af den her slags historier om mennesker, hvis identitet verden har svært ved at rumme, forstå og acceptere, fordi de ikke passer ind.

Mød Vincent Beier og Julier Bugge her: 

Naturligt med Barbie

Vi sidder i et lille baglokale bag Friluftsscenen på Bakken, hvor Vincent Beier netop har skudt en modeserie for IN. Stylisten er ved at pakke guldkjoler og stiletter med en hælhøjde, de færreste kan gå i, ned. Vincent Beier er trukket i et par skræddersyede bukser og en mørkeblå blazer med en skarp revers, der matcher de skarpe kindben.

Han er stille. Genert smilende og venlig. Det samme som under skydningen, hvor han forholdt sig iagttagende, når resten af teamet snakkede livligt. Når kameraet blev tændt, skiftede hans ellers så sky ydre på et splitsekund. De blå øjne blev intense. Kroppens bevægelser kontrollerede og stærke.

Nu er de bløde igen. Som jeg forestiller mig, at de også var det hjemme i Brønshøj, hvor han havde ‘en god barndom’. Hans mor og far blev skilt, da han var fem år. Sammen med sin fire år ældre storebror boede han skiftevis hos mor og hos far. Hos moren syede han. Hos begge forældre klædte han sig ud i voluminøse kjoler og legede med barbiedukker.

– Jeg har altid leget med det, som man vil kalde klassisk pigelegetøj og klædt mig ud i prinsessekjoler med stiletter og makeup. Det har altid været en del af mig og en naturlig del af min opvækst, fortæller han og nipper til dåsen med Cola Zero.

Der var med andre ord ikke noget eller nogen, som hev ham mod det feminine univers. Det var ligesom, hvis ‘en almindelig pige voksede op og ville klæde sig i det’, som han siger. Det var meget ‘naturligt’ for alle i familien, hvor ingen stillede spørgsmål ved hans valg af tøj og legetøj. Kusinernes aflagte tøj og hans mors kjoler gav ham i stedet mange flere muligheder.

Til venstre: Alt fra Prada.

Til højre: Vincent i top fra Cecilie Bahnsen, blazer og bukser fra By Malene Birger og taske fra Christian Louboutin. Julier i blazer fra Max Mara og blazer og bukser fra Filippa K.

Ligesom David Bowie havde det, når han undersøgte mulighederne for at lege med sin identitet og køn. Vincents mor introducerede ham for Bowies musik, ligesom hun åbnede hans øjne for modeverdenen gennem magasiner og de små kreationer, som de syede sammen i stuen.

– Det er svært at sige, hvordan det ville have været, hvis ikke mine forældre havde været så støttende, siger han.

– Jeg tror, jeg stadig ville have udlevet det. For jeg var simpelthen så stædig. Og når jeg tænker tilbage på, hvor meget lort jeg skulle finde mig i som barn, så havde jeg en enorm styrke. Folk havde altid holdninger til mig, hvilket jo er enormt overvældende, når man er barn, siger han om skoletiden, som han selv betegner som den mest udfordrende tid i hans liv.

Instagram-rebel

Lige så blød og mild Vincent Beier er ansigt til ansigt, lige så fandenivoldsk er han på Instagram, hvor hans over 10.000 følgere kan følge med i hans liv og kamp for at udbrede budskabet om, at mænd også kan gå i tøj til kvinder og med makeup.

‘All the bitches staring all day long! Yes I see you honey! And yes I do know what I look like! And yes I am aware of the fact that I have a penis!’ skriver han til et billede, hvor han poserer i lavtaljede jeans og oprullet skjorte med kig til maven, mens han kigger ud over kanten af sine smalle solbriller.

Følg Vincent Beier på Instagram: @vincentbeier

I skole i brudekjole

Forældrene var nervøse, da Vincent Beier skulle begynde i skole. Han ved ikke, om de talte med lærerne på forhånd. Uanset så gik det fint i de små klasser, hvor han mest gik i Barbie-bluser og jeans. Når han kom hjem, røg det af til fordel for de store kjoler. Også når hans veninder var på besøg.

Men jo ældre han blev, jo større blev behovet for at vise hjemmefrontens Vincent i skolen. Første skridt var en nederdel og et par stiletter. Han var 12 år og gik i femte klasse. Derefter tog det fart med brudekjoler og læbestift. Altid rød læbestift.

– Da jeg først gav mig selv lov til at udleve det, som jeg havde gjort derhjemme, fik den hele armen, siger han og griner på sin beherskede facon. 

Til venstre: Kappe fra Rodarte.

Til højre: Vincent i kjole fra Stella McCartney, skjorte fra Filippa K. og støvler fra Lædersmeden & Won Hundred. Julier i blazer og bukser fra Roberto Cavalli, top fra Stella McCartney (bælte fra Vincents kjole) og støvler fra Lædersmeden & Won Hundred.

– Det var lettere for mig at gå ‘over the top’ med tøjet, for så kiggede folk jo på mig, fordi jeg så skør ud, og ikke fordi jeg var anderledes. Jeg kunne skjule mig bag det og skabe en distance til folks kiggeri. For det gav jo mening, når jeg havde en stor brudekjole på, siger han og tilføjer, at det var vigtigt for ham at udleve sin udklædningstrang i skolen, da det var med til at forme hans identitet.

Ikke overraskende gav det reaktioner fra de andre børn. Og voksne.

– Da jeg var helt lille, tænkte jeg ikke over, at jeg ikke passede ind. Det var først i femte-sjette klasse, da folk begyndte at glo helt vildt og kommentere. Børn kan være virkelig onde, siger han uden at kunne eller ville fremhæve konkret eksempel. Men der har tydeligvis været mange. Hans forældre prøvede ikke at stoppe ham. De kunne dog godt komme med en kommentar, hvis hans outfit var for meget. For at forberede ham og skåne ham, lader han mig forstå. De prøvede at beskytte ham, men vidste også, hvem han var. Det værste var dog ikke de øjeblikke, hvor han havde slør og hæle på. Det værste var, når det skulle af.

Kønsneutrale toiletter, tak!

Idrætstimerne. Han husker dem som helt igennem forfærdelige. For der var altid omklædning og toiletter, hvor han blev konfronteret med, at han skilte sig ud fra de andre teenagedrenge. Uden tøj lignede han de andre. Og så alligevel ikke.

For også dengang var han langt mere feminin og spinkel i sine lemmer end gennemsnittet. Han var ikke voldsom. Han var ikke med på jargonen under bruseren. Han talte ikke om piger som de andre drenge. Pigerne var hans venner modsat de drenge, som han skulle klæde om sammen med og gå i bad sammen med. Han følte sig fuldstændig malplaceret.

Så han pjækkede fra idræt. Først blev forældrene kaldt til samtale på skolen. Da han blev større og selv kunne forklare sig, var det ikke længere til diskussion. Var han med, så blev det uden omklædning, i sit almindelige tøj. Nederdel og stiletter på boldbanen.

– Det er ekstremt angstprovokerende at gå ind i sådan et rum med 30 drenge, når du slet ikke passer ind. Jeg har det stadig svært med at klæde om i offentlige omklædningsrum, fortæller han og tilføjer, at det er noget andet som model. Når folk booker ham, ved de, hvad han står for.

– Jeg er ikke sart. Jeg har ikke noget imod at smide tøjet. Det handler bare om, hvilken kontekst jeg gør det i, siger han.

Til venstre: Vincent i frakke, handsker og sko fra Mulberry. Julier i blazer fra Stella McCartney, skjorte fra Mark Kenly Domino Tan, bukser fra Plan og støvler fra Lædersmeden & Won Hundred.

Til højre: Julier i blazer fra Max Mara og blazer og habitbukser fra Filippa K.

Af samme grund er Vincent Beier i dag også fortaler for kønsneutrale toiletter i det offentlige rum, så den ubehagelige konfrontation undgås. Dem savner han. Til gengæld savner han ikke folkeskoletiden, som han godt skoletræt sluttede efter niende klasse.

Herefter startede han på Textilskolen i Holte, som skulle forberede ham til designskolen. Her var langt mere plads til at være kreativ. Den gav ham også et indblik i den verden, som han gerne ville være en del af: modens verden. Derfor søgte han hurtigt i forløbet en praktikplads, hvor han endte hos den danske designer Mark Kenly Domino Tan.

John Gallianos muse

På linoleumsgulvet står en stor hvid taske fra modehuset Maison Margiela. I den ligger bl.a. den cigaretpakke, som Vincent har røget af i dagens små pauser mellem omklædning og skydning.

At vurdere efter taskens slitage er Vincent glad for den. Og med rette. For netop Maison Margiela var modehuset, der skød hans internationale modelkarriere i gang.

Det var dog aldrig hans drøm at blive model. Da han var 12 år, begyndte hans storebror William, der gerne ville være fotograf, at bruge ham som model på sine billeder. Da Mark Kenly Domino Tan spurgte, om han ikke ville gå model i hans SS16-show, sagde han ja ‘uden at tænke mere over det’.

Til venstre: Vincent i top fra Cecilie Bahnsen, blazer og bukser fra By Malene Birger og taske fra Christian Louboutin. Julier i blazer fra Max Mara og blazer og bukser fra Filippa K.

Til højre: Kappe fra Rodarte.

Egentlig ville han helst bare sidde i baggrunden og sy kjoler i hånden, hvilket han havde vist sig at være virkelig god til. Men efter showet kom hans nuværende agent, Sune Palner, og indehaveren af Scoop Models, Bente Lundquist, hen til ham. Kontrakten med det danske modelbureau blev underskrevet en uge efter.

– Forinden var jeg blevet kontaktet af flere andre bureauer, der gerne ville have mig ind. Men matchet var der ikke, da mange ikke forstod, at jeg kun ville arbejde med brands, der henvender sig til kvinder, fortæller Vincent Beier.

– Mødet med Sune ændrede det. Han forstod mig. Han forstod, at jeg var glad for at være en dreng, at jeg ikke havde behov for at skifte køn, og at jeg bare gerne ville arbejde med de brands, som var naturlige for mig, siger han og kører den sorte hårelastik rundt om håndleddet. En måned efter underskriften ringede Maison Margiela og ville booke Vincent Beier eksklusivt til deres show i Paris. De havde set ham på Instagram og syntes, at han passede godt ind i det margiela’ske univers, hvor modellerne er kendt for at lege med kønnet.

– Det var helt surrealistisk. Jeg har altid set op til John Galliano og hans excentriske univers, siger han om det franske modehus’ chefdesigner.

LÆS OGSÅ: Mød Vincent Beier i det nye IN - se video her

De fyldige læber med den fascinerede smukke amorbue skiller sig i et stort smil.

– Min mor og jeg så altid de gamle Dior-shows fra hans tid der, når vi sad og syede. Derfor var det helt vildt pludseligt at skulle møde manden, fortæller han om mødet, hvor John Galliano blev ved med at sige, at Vincent var så utrolig smuk, og at han var vild med hans look. Modsat de andre modeller, der løb fra det ene show til det andet, blev Vincent hos Maison Margiela under hele modeugen, hvor han fungerede som John Gallianos muse. Det var også her, han mødte den legendariske britiske makeupartist Pat McGrath, som han længe havde set op til.

Problemet med det feminine

Makeup er en naturlig del af Vincent Beiers hverdag. Både som model og som privatperson, hvor han har mestret den røde læbestift, siden han var barn. Mødet med Pat McGrath, som han selv betegner som ‘en kvinde med stor forståelse for homokulturen, drags og transkønnede’, var derfor en stor oplevelse for ham.

– Hun er forståede over for, hvem du er, og gennem sine kampagner udvider hun forståelsen for, at mænd også kan bruge makeup, fortæller han og fremhæver samtidig Netflix-serien ‘RuPauls Drag Race’, som gør det samme ved at vise mænds brug af makeup.

– Jeg siger ikke, at alle mænd skal gå med makeup. Men hvis det skal blive nemmere for dem, som har lyst til det, er det vigtigt, at der er nogen at se op til, og som taler for, at det er helt naturligt, som fx Pat McGrath, siger han og tager fat om det, som er roden til den manglede accept og forståelse af, at mænd kan have lyst til at gå i traditionelt kvindetøj og bruge makeup.

– Det har altid været lettere for kvinder at klæde sig maskulint, fordi det maskuline altid har været og stadig er favoriseret i vores samfund, mens der bliver set ned på det kvindelige, siger han og understreger sin pointe ved at referere til Madonnas sang ‘What It Feels Like For A Girl’. Her synger hun, at det er accepteret for piger at klæde sig som drenge, men når drenge gør det, er det nedværdigende: ‘Cause you think that being a girl is degrading.’

– Jeg håber, at den nuværende feminisme- og ligestillingsdebat kan gøre, at vi opnår mere ligestilling generelt, så alle får lov til at være dem, de har lyst til. Så det ikke bliver anset som nedværdigende at bevæge sig over i det feminine univers, siger han.

– Jeg er altid blevet spurgt, hvorfor jeg klæder mig som en pige, og om jeg gerne vil være en pige. For folk forstår ikke, hvorfor jeg ellers skulle gå sådan klædt, siger han og indrømmer, at han da har tænkt tanken om at skifte køn. Om det var det, det egentlig handlede om.

– Men det ville slet ikke give mening for mig, siger han.

Manglende dansk frisind

Til gengæld giver det mening for ham at være i modelbranchen lige nu. Siden han var lille ved symaskinen, har modens verden været stedet for ham med plads til at lege med kønnet og udfolde sig ligesom forbillederne David Bowie og John Galliano. Alligevel oplever han fra tid til anden diskrimination i branchen på grund af sit udseende og påklædning.

– Der er nok en tendens til, at folk ser modebranchen som mere åben og tolerant end andre brancher. Men jeg synes ikke, at den er kommet så meget længere end alt andet, siger han.

Hans stemme får en hårdhed, som jeg ikke har hørt før. I samme toneleje fortæller han, at mange i modebranchen gerne vil vise, at de går ind for ‘gender fluency’, hvor kønnet ikke er defineret ved mand eller kvinde, men er et dynamisk miks mellem dem begge. Ligesom Vincent. Og så booker de en transkønnet eller ‘gender fluid’-model til en enkelt skydning.

– Problemet er, at det så bare bliver en bølge, der skal rides med på. I stedet ville jeg ønske, at branchen ville indse, at vi er en hel generation, der er her ‘for good’, og som vil ses og høres på lige fod med alle andre, siger han og tilføjer, at det er værst herhjemme.

– Den danske modebranche er nok den mest konservative, jeg har mødt. Det, synes jeg faktisk, er sindssygt pinligt, siger han.

Han forklarer, at branchen bruger enormt meget tid på at tale om, at den gerne støtter modeller som ham, men når det kommer til stykket, vil de alligevel ikke arbejde med ham. Derfor kan han ikke booke et eneste job herhjemme.

– De siger, at det handler om økonomi. At kunderne ikke er klar. Men jeg tror i bund og grund, at den danske modebranche er bange for at skille sig ud, fordi ingen har prøvet at tage chancen. Og det er jo sådan set fair nok. Men så skal man ikke bruge så meget tid på at tale om, at man kæmper den her kamp, når man ikke gør det, slår han fast.

I starten af sin modelkarriere var han ellers stolt af at sige, at han kom fra et land, der hyldede frisind og mangfoldighed. Da han begyndte at arbejde i udlandet, bl.a. Japan og  USA, fandt han ud af, at det ikke holdt. New York har vist sig at være stedet, hvor Vincent Beier for første gang har kunnet føle sig som sig selv. Ingen kigger. Ingen kommenterer.

– Jeg har svært ved at forestille mig hele mit liv i Danmark, siger han om fremtiden, som stadig ligger åben.

Han vil gerne have en uddannelse, for ‘man kan ikke leve af at være model for evigt’. Det må gerne være i modeverdenen. Måske som designer. Men hvem ved, som han siger.

De seneste år har lært Vincent Beier, at alt kan vende 180 grader på et splitsekund. Derfor har han ikke et fast mål om, hvad han vil. Hvis det føles godt, så ‘går han med det’. Lige nu så føles det godt at arbejde i udlandet og slappe af sammen med vennerne, når han er hjemme i Brønshøj.

Det samme gjorde det, da han sidste år var med i Amnesty Internationals kampagne ‘Love Is Not a Crime’, der kæmper mod tortur af homoseksuelle i de lande, hvor det er ulovligt at være det. I år er han med igen.

– I mange år kæmpede jeg min egen stille kamp, uden at jeg selv var klar over det. Jeg havde aldrig tænkt over, at jeg skulle kæmpe for at være mig. Det er først senere, det er gået op for mig, at det alligevel var det, jeg gjorde, siger den internationale model, der med sin karriere har fundet ud af, at hans stemme kan bruges i kampen for andre.

– Jeg vil gerne vise, at jeg har en holdning og kæmper for, at alle skal have lov til at være dem, de har lyst til. Det er vigtigt, at vi får italesat og vist, at der er mange måder at være menneske på, og at det ikke handler om, hvorvidt man passer ned i en forudbestemt kasse, siger han og tilføjer, at mange måske er bange for, at vi går hen og bliver for ens, hvis opdelingen af køn i fx dreng og pige ikke er tydelig.

Til venstre: Vincent i kjole og jakke fra Jens Laugsen og støvler fra Lædersmeden & Won Hundred. Julier i blazer fra Jens Laugesen, skjorte fra Fiorella Pratto, bukser fra Max Mara, halskæde fra Shamballa Jewels og støvler fra Lædersmeden & Won Hundred.

Til højre: Alt fra Prada

Men det er en misforståelse, siger han. For i virkeligheden er det netop forskelligheden, der bliver hyldet, når den traditionelle kønsopdeling bliver brudt.

– De ældre generationer er jo vokset op med den opdeling, for det er jo unægtelig nemmere at tage stilling til det forudbestemte end at tage stilling til et menneske ad gangen. Andre bliver provokeret, når jeg ikke passer ind. Det er simpelthen svært for dem at forstå, siger Vincent, der godt er klar over, at det vil tage tid, før folk ikke længere vender sig om og glor efter ham i Bilka.

Mod set i bakspejlet

Indtil da vil han fortsætte, som han har gjort indtil nu, med at være sig selv. Det kræver mod. Det ved han godt. Alligevel ser han ikke sig selv som modig.

– Nej, ikke specielt. Men når jeg tænker tilbage på min barndom, tænker jeg, at jeg var ekstremt modig. Jeg kan slet ikke forestille mig at skulle gå igennem det igen. Det ville være for hårdt. Men det hele skete naturligt for mig, så derfor så jeg det nok ikke sådan dengang, siger han, inden han træder de flade ballerinaer af og lader fødderne glide ned i et par sorte glimmerstøvler med hæl.

Da hans spinkle skikkelse med den hvide taske om skulderen forsvinder mellem Bakkens forlystelser, hænger ét ord tilbage i luften. Naturligt. Et ord, som han er vendt tilbage til hver gang, han har omtalt sin barndom og opvækst. Lad os derfor slutte den foreløbige historie om Vincent Beier med, at det, han gør og er, er naturligt.

LÆS OGSÅ: Er moden en mandeklub?