VIN MED MERE

Vinekspert: Vælg den rigtige vin

Din vin behøver ikke koste flere hundrede kroner for at smage godt. Mindre kan gøre det.

Dyr, billig eller midt imellem? Det er svært at vælge den helt rigtige vin til hygge-middagen derhjemme, når du står i supermarkedet. Ifølge vinekspert Malene Smidt Hertz, så er vin som udgangspunkt lavet til at ledsage den mad du spiser. Men rigtig mange vælger vin ud fra deres smag og mindre efter om den passer til maden. Det er helt naturligt, for det er en rigtig svær disciplin. Og der er meget lidt hjælp at hente når man står i supermarkederne, ifølge Malene Smidt Hertz.

- Hvad enten du foretrækker billig eller dyr vin, så skal du gå efter en smag man kan lide. Det kræver mange års erfaring at vurdere om vinen er svær at lave eller hvor den kommer fra, men når vin overstiger 150-200 kroner, så køber man i lige så høj grad ind på en drøm og et mærke eller bestemt vinområde som på en smag, siger Malene Smidt Hertz.

Forskel på smagsoplevelsen
Vin til omkring 50 kroner er produceret til storbrug og til, at den bliver købt og drukket med det samme, ifølge vineksperten. Kostbar vin er et håndværk, og håndværket forandrer sig alt efter prisen på vinen og alderen forandrer også vinens kvalitet over tid.

Malene Smidt hertz

Er Danmarks eneste kvindelige vinkyper, uddannet 1985-88 på Vingaarden i Odense med flere studieophold i udlandet - i det tyske Mosel, i Bordeaux, Oporto, Jerez de la Frontera og Bourgogne.


- Det er ligesom forskellen på at gå i Ikea og spise aftensmad eller gå på gourmet restaurant. Førstnævnte stiller din sult og forventninger her og nu, sidstnævnte bliver måske en af de madoplevelser du vil huske for livet, siger Malene Smidt Hertz.

Find den rette vin
Selv om din rødvin kun koster omkring de 100 kroner vil du ofte kunne få en fordel af at lagre den. Det gælder nemlig for de fleste vine i det prisleje, at de er unge og rå i starten, men bløder op med tiden. Hvad du skal gå efter i supermarkedet handler, ifølge vineksperten, blot om din smag og pengepung.

- Smag på nogle vine og skriv druenavnet ned, hvis der er en drue du særligt godt kan lide. Lad dig lokke ind i vinenes smags-univers, så finder du også ud, hvad der passer særligt godt til det du for eksempel spiser meget af, siger vineksperten.

Læs også: Vin på dåse

Læs mere om: